Anmeldelse af 1349 på Pandæmonium, Copenhell. D. 19/06-24.

1349 kæmpede en kamp for publikums gunst i de tidlige nattetimer, men publikum kom aldrig helt op i gear.

Foto: Tommy Skøtt.

Førstedagen på årets Copenhell skal afrundes, og hvilken mere passende måde end med det norske black metalband 1349 på Pandæmonium-scenen? Det virker jo umiddelbart som en fin opskrift på succes, især når man har en af genrens dygtigste trommeslagere i form af Frost, som også spiller i det lidt mere populære Satyricon.

Det kan mærkes og ikke mindst høres, at trommerne netop er et trækplaster for bandet. De spiller enormt højt, og drukner ofte de desværre meget monotone hurtige melodier fra guitaren. Dette var ligeledes et problem da gruppen spillede på Winter Metal Magic sidste år. De hurtige stakkede riffs får sjældent rigtigt lov til at slå igennem, ligesom melodierne ind imellem simpelthen bliver lige ensformige og uinteressante nok.

Der opstår nogle små sporadiske moshpits oppe foran, men umiddelbart ser deltagelsen i disse pits lidt sløv ud, ligesom det generelle fremmøde heller ikke er super prangende. 1349 kan simpelthen ikke rigtigt få gang i den her til aften, heller ikke selv om de indhyller både scene og publikum i kraftig røg og stærkt lys. Gruppen fremstår ofte meget dramatisk, nøjagtigt som man forventer det ved black metal, især når der er tale om de bands, som faktisk benytter sig af corpsepaint. Det er enormt dramatisk, men lander desværre ikke helt her til aften.

1349 giver desværre ikke en opvisning i hvordan midnats black metal skal serveres på Copenhell. Fremmødet er desværre hverken prangende eller synderligt energisk, ligesom at lyden og de enormt overdøvende trommer (velspillet som de nu hovedsageligt er) ikke just løfter koncertens kvalitetsniveau. En middelmådig afslutning på første dagen af årets festival.

Fotogalleriet er af Tommy Skøtt.