Eksperimentalt, progressivt og intenst

Dying Hydra

Det første band i aften er københavnske Dying Hydra. Den basløse trio består af Lars Pontoppidan(guitar/vokal), Patrick Fragtrup(guitar/vokal) og Tejs Kyhl(trommer) og har siden 2018 spillet knashårdt sludgemetal.

Publikum bliver mødt af bandets smilende medlemmer, der træder på scenen, som under hele showet er lyst op af mørkerøde og -blå farver samt en projektør, der projekterer naturbegivenheder og hallucinerende mønstre på stortrommen.

Uden tøven går bandet i gang med at spille. Første sang begynder med stille og ekkoende guitarspil, men der går ikke lang tid, før musikken tager en drejning, og publikum bliver ramt af aftenens første guitarknasende lydvæg.

Lars Pontoppidan og Patrick Fragtrup står begge i et hav af guitarpedaler, som der ofte bliver trykket på for at skabe de forvrængede og knusende lydbilleder. Den mørke guitarlyd gør også op for den manglende bas, da de to guitarer lyder så fyldige for musikken.

De to overtager skiftevis vokalen, som består af uhyrlige brøl. Selvom vokalen i Dying Hydra er meget intenst og in-your-face, så foregår størstedelen af deres musik som instrumentalspil. Det kræver ikke de mest trænede øre for at høre, at der bliver eksperimenteret med mange forskellige genrer såsom post-rock, drone- og doommetal i Dying Hydras musik.

Samspillet mellem bandets medlemmer fungerer rigtig godt. Det gælder både for de stille guitarfokuserede ambientsektioner, hvor Tejs Kyhl fint akkompagnerer guitarmakkerskabet på trommerne, men også de tunge og støjagtige knæk-nakken-sektioner.

(0)

Publikum bevæger sig tæt sammen helt op mod scenen. (0) er ikke det mest kendte band i den danske metalscene, men det er tydeligt, at folk, der er mødt op i aften, er klar på at se (0) live.

(0) udforsker så absolut også grænsen af musikkens genrer i bredt spektrum. Allerede i deres selvbetitlede EP fra 2017 kan man høre, hvordan bandet blander genrer som progressivt dødsmetal, ambient, doommetal, post-rock m.f. Det er også kun blevet mere betydeligt i deres fuldlængde album, SkamHan, fra 2020, hvor bandet vedligeholder deres eksperimentale tendenser.

Bandet træder på scenen og starter deres set med nummeret ”Rød Glorie”, som ellers plejer at være det nummer, de afslutter deres koncerter på. Det doomede nummer fungerer egentlig ret godt som åbningsnummer. Det indebærer mange af (0)s signaturelementer, og publikum virker til at elske det.

Lyden er eminent god fra start! Lydmanden skal virkelig have ros for det arbejde, han har gjort i aften. Guitarerne er rene, trommerne er tilpas, bassen er betydelig, og forsanger, Frederik Bjørn Jensens vokal går knivskarpt igennem.

Sammenligner man Frederik Bjørn Jensens vokal på EP’en med fuldlængde albummet, kan man høre en tydelig fremgang og forbedring. Det samme kan siges live i forhold til SkamHan fra 2020. Frederik Bjørn Jensens artikulation er vanvittig dygtig, og vokalen er så distinkt, at man ofte kan høre, hvad der bliver sunget. Jeg vil gå så langt at sige, at den passende kan sammenlignes med Dan Swanös fra Edge of Sanity og Witherscape, eller Mikael Åkerfeldts fra Opeth og tidligere Bloodbath.

Bandet skaber en god kontrast ved at have nummeret ”(338)” som andet nummer. I forhold til forrige nummer så er ”(338)” alt andet end langsomt og doomet. Det hurtige og progressive nummer beviser, at (0)s musikalske niveau ligger højt.

Der er ikke særlig meget hyggesnak fra Frederik Bjørn Jensen mellem numrene, men det gør egentlig ikke særlig meget. Ofte kan forsangeren godt føles fraværende, hvis der ikke bliver talt til publikum, men Frederik Bjørn Jensen formår at have publikum i sin hule hånd alligevel. Han headbanger vildt og energisk under hvert eneste nummer. Det forhøjer virkelig synergien, og man bliver hevet mere og mere med ved at se, hvor entusiastisk bandet er.

Under nummeret ”Sortfugl”, der består af adskillige progressive og svære-at-afkode guitarriffs, hopper Frederik Bjørn Jensen ned fra scenen og går rundt mellem publikum, mens han fastholder leveringen af sin fremragende vokal. Det er for alvor her, publikum bliver revet med på stemningen.

Vi som publikum er også heldige nok til at få lov at høre to nye numre fra bandet. Begge numre fungerer godt live og beholder (0)s genkendelige lyd. ”Knæk” har guitarharmoniserede og melodiske passager, mens ”Det Sortner” har det intense og brutale, hvor Mads Mortensen (trommer) virkelig får lov at vise, hvor dygtig han er.

”I endeløs repetition” bliver der sunget i fanfavoritnummeret ”Skarntyder”. ”I endeløs repetition” er dog ikke en rimelig måde at beskrive (0)s musik på. Den forholder sig relevant hele vejen igennem og varierer meget.

Med deres irregulære rytmer og titskiftende taktarter viser (0), hvorfor de er en af de opkommende magtfaktorer i den danske metalscene.