Anmeldelse af Behemoth – The Shit Ov God, udgivelse d. 09.05.25 via Nuclear Blast Records
Med en titel,der er lige dele blasfemisk cool og ufrivilligt komisk er Nergal og co. tilbage.
På det trettende album fra Behemoth er der som sådan ikke noget nytænkning fra helvedes mest populære blackened death metal band. Om det er godt eller skidt bliver op til den enkelte synder.
På “The Shadow Elite” og “Sowing Salt” er produktionen klar og tydelig, og med flere uhellige kor og brøl fortsætter bandet, deres omvendte korstog imod Gud og hans dobbeltmoral. Frontmanden og guitaristen har som altid styr på sin genkendelige stemme og det er en fornøjelse at lytte til en ekstrem metal vokalist, hvor man kan forstå så meget af det der bliver sagt. Og budskaber er, at vi alle er fortabte og vi fortjener vi.
Det skal siges at det er længe siden jeg har hørt en fuldlængde med Behemoth, men det har nok mere at gøre med at jeg i mindre og mindre grad lytter til denne her slags musik derhjemme og langt mere nyder det live. Det betyder dog ikke at jeg ikke kan høre det solide håndværk bag denne skive.
De to første sange sætter sig dog ikke helt fast, til gengæld så er titelnummeret en led salme fra det sorteste dyb i Lucifers rige og med sin eksplosivitet mærker man vreden og fordømmelsen imod menneskeheden. Samtidig er det catchy på en måde som denne genre sjældent er. Det er et nummer vi alle kommer til at råbe med på i fremtiden og så skader en lækker solo heller ikke.
“Lvcifereaon” hører også til i den bedre kategori, hvor gruppen åbner alle deres hadske sluser og lader den boblende galde flyde. Særligt omkvædet har noget episk over sig og man håber på himlens fald med det her som soundtrack. Men på “To Drown the Svne In Wine” og “Nomen Babarvm” lander vi i et lidt for genkendeligt territorium. Der er dele hvor trommerne næsten tramper alle troende fredelige mennesker ned og guitaren er tæt på flå englenes vinger, men det sker bare ikke 100%. Der mangler en større kraft til at brænde edens have.
Bevares, jeg havde ikke regnet med en ny The Satanist (2014), men musikken lander lidt for middelmådigt lidt for ofte i forhold til det niveau, jeg ved Behemoth kan levere. Men derfor er de stadig nogle af de bedste indenfor deres genre. De har bare sat standarden meget højt for sig selv.
“O Venvus Come!” og “Avgvr (The Dread Vvltvre) sætter mere fokus på atmosfære og dette er i høj grad også en del af Behemoth bestialske univers. Og atter er bæsterne fra Polen mestrer over den mørke magi og særligt sidste nummer lukker The Shit Ov God med at skue ind i en dyster fremtid for os alle.
Jeg er hverken blevet mere eller mindre fan af Behemoth efter et par gennemlytninger. Hvad der dog klæder albummet er, at det ikke er særligt langt. Med en spilletid på 37 minutter er det faktisk det korteste siden Satanica (1999). Det er en velformet hurtig knytnæve til Jehova-formet af leret fra alle de fortabte sjæle, der ønsker hævn over deres skaber. Men det lykkes desværre ikke altid at ramme plet.
