Alice Cooper

Ekstremt råddent og fire gange død

-

Anmeldelse af: Taphos, Deiquisitor, Undergang og Dead Congregation – Pumpehuset d. 11 januar 2020.

Lige så vel som den bedste start på dagen er et skud dødsmetal, kan jeg heller ikke forestille mig at starte koncertåret med andet. Heldigvis for mig har Extremly Rotten Productions budt ind til dødsbal, og vi er mange, der har taget danseskoene på.

En blæsende januaraften er der budt ind til dødsbal i Pumpehuset. Med fire solide bands for sølle 150 kr er der næsten dømt mødepligt. Dette mærkes også på fremmødet. I garderoben lyder beskeden, at kampuniform, vest og jakke skal efterlades. Forklaringen lyder, at der næsten er udsolgt, hvorfor der bliver mange mennesker i den lille sal. Man kan undre sig over, at man ikke flytter arrangementet til den store sal, men nuvel, beskidt dødsmetal gør sig (heldigvis) rigtigt godt på mindre scener.

 

Taphos
Første band til at sprede rædsler over publikum er københavnske Taphos. Salen bliver indlemmet i et tungt tæppe af rødt lys. Ind på scenen træder 4 unge gutter, klædt i sort og læder. Håret skjuler ansigterne, og tonerne river i lytternes ører. Den rå og hvæsende vokal, der kravler ud af H’s (eller Hampus’ om man vil) stemmebånd, minder mig mest af alt om et væsen, der kunne være trukket direkte ud af black metallens sorte verden, hvorfor jeg fristes til at kalde deres musik for dødsmetal, der flirter ret offensivt med black metallen og dens virkemidler.

Det tekniske og musikalske niveau er i højsædet. Temposkift sidder lige i kassen, og på meget kort tid bliver der slynget tusindevis af toner ud gennem højtalerne. Med en bærende bas og højtempo trommer i ryggen bliver en ond stemning opbygget og ikke mindst fastholdt i gennem den ca. halve time, Taphos styrer slagets gang. Desværre var der en smule rod med ubalance i lydbilledet. Først meget diskant og siden en bas, der brager igennem, uden at efterlade meget plads til sine medinstrumenter.
Dette ændrer heldigvis ikke på tjekkethed og engagementet fra bandet, der alt i alt giver en brandgod koncert. Hvis jeg skulle have brug for et soundtrack til min rejse til graven, ville Taphos stå højt på listen – ment i bedste forstand.

 

Deiquisitor
På scenen står nu en gruppe lidt ældre og erfarne herrer. Deiquisitor fra Ringsted spiller old school død, der flår tænder ud. Hvis ikke musikken gør det for dig, er jeg sikker på, at bandet nok skal spille op til moshpit, hvis et nyt gebis er et brændende ønske.
Tunge riffs og smadder på gryderne ligesom 90’er-dødsmetal opskriften fortæller. Lettere monotont er det, men de formår at spice det op med lidt guitarlir hist og her. Jeg overhørte nogen sige: “Hvis Bloodbath, Morbid Angel og Dying Fetus fik et dødfødt barn, så var det Deiquisitor!”, og jeg må erklære mig enig i dette udsagn.

Mange koncerter har deres tabere, og denne aften var det desværre Deiquisitor. Ikke på grund af manglende evner, men på grund af folkemængden. Det var næsten umuligt at bane sig vej fra rygerskuret til scenen og det bagerste af salen til baren. Undervejs i koncerten var der en lettere udvandring. Ikke så stedet føltes tomt, men så man følte, at man havde plads og lov til at være. Om energiniveauet blandt forreste halvdel af publikum blev for meget, eller om der var for lidt udvikling i den musikalske præstation til at fange publikum, skal jeg ikke kunne sige, men da sættet var ovre, var rygerskuret allerede fyldt på forhånd af folk både med og uden frisk luft i filter.

Sceneshowet var klassisk død(t). Headbang og vrede skyllende ud over tilskuerne, men med et noget stationært udgangspunkt. Hvis man er til et overdrevent energisk liveshow, er Deiquisitor nok ikke førsteprioriteten. Er man derimod til fee’ dø’, som man husker det fra teenageværelset i 90’erne, er Deiquisitor et godt bud på et nyere take, der er tro mod forfædrene.

 

Undergang
Jeg har altid ment, at Undergangs valg af navn har været perfekt. Jeg har svært ved at forestille mig et andet soundtrack til Jordens undergang end netop disse københavnske herrer. Deres frygtfodrende og skrækfremkaldende musik vælter ud over publikum, der igen står stuvet sammen som sild i en tønde. Vil man have lidt luft omkring sig, er bedste bud at springe hovedkuls ind i midten af moshpitten, som der bliver fyret godt op under i koncertens løb.

Undergangs musik og sangskrivning er mere beskidt end den værste losseplads, jeg kan forestille mig – og det er ment med dybtfølt kærlighed fra mit dødsmetal-hjerte.
Der er en tydelig begejstring at mærke blandt publikum. Deres optræden er karismatisk og går fuldstændig i tråd med deres tekstunivers. Anført af David Torturdød Mikkelsen forberedes man på, hvordan en kadavermarch i Undergang-universet må se ud. Tunge, hængende skikkelser der vækkes til live, når håret lejlighedsvist kastes taktfast frem og tilbage.
Kan man rive sig selv ud af det mørke univers, vi som publikum er blevet budt velkommen i, og rette sit fokus på musikerne frem for musikken, kan man spotte store smil. Hvad der ligger bag, ved kun de på scenen, men jeg vælger at tro, det er en glæde over det energiske publikum, der lader sig blive slynget rundt af musikken og hinanden.

 

Dead Congregation
Dødsballet lakker mod enden. Efter tre skarpe præstationer fra den danske muld er det tid til et pust fra syden. Græske Dead Congregation har indtaget København.
Med 15 år på bagen er Dead Congregation de ældste drenge i dagens dødsmetallektion, og de bærer det med pragt. Der er ingen slinger i valsen. Taktfast bliver vi ført igennem et landskab af dobbeltpedal, guitarsoli og en growl, der ville fremmane ubehag hos enhver husmor.
Publikum forvandles flere gange til ét stort hav af synkron-headbanging, ført an af Anastasis Valtsanis. Huden på halsen kæmper en brav kamp for at holde det pumpende, græske blod inde, mens hovedet bliver kastet rundt i takt til musikken. En større scene havde ikke gjort noget dårligt for bandet, der uden problemer kom ud over scenekanten. Deres sceneshow havde ikke taget skade af mere plads at boltre sig på.

Mellem numrene er der stor jubel fra publikum, der nu udgør en større masse end på noget andet tidspunkt på aftenen. Dead Congregation er dødsmetal, der vil noget. Det bliver som første band i aften bakket godt op af teknikken uden for meget bøvl i lydbilledet.

Efter koncerten står man tilbage og føler sig fuldstændigt kørt over. Fra start til slut var der gang i merchboden og ikke mindst i baren. Stemningen var høj, selvom musikken var dyb og rungende. Da den mørkklædte hær forlod Pumpehuset, blev kun en sø af øl efterladt, og stedet emmede af høj stemning i de mørke lokaler.

 

Fotograf: Mariann Burup

Fotograf: Mariann Burup

Fotograf: Mariann Burup

Fotograf: Mariann Burup

Fotograf: Mariann Burup

Fotograf: Mariann Burup

REVIEW OVERVIEW

Taphos
Deiquisitor
Undergang
Dead Congregation

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories