Anmeldelse af: Copenhagen Metal Fest – del 2. 17.-18. september 2021. Amager Bio, m.fl, Kbh.
Min første dag på Copenhagen Metal Fest var for mit vedkommende lidt af en opvarmning til festivalens anden dag.
Foto: Tommy Skøtt
Hvor jeg var langt omkring fredag, var lørdag den sædvanlige slags festivaldag, hvor man lige kommer lidt senere, end man havde planlagt, fordi man skulle nå at komme sig oven på den foregående dag, og går alt for sent hjem igen. Min første koncertoplevelse på dagen var derfor lige, hvad jeg havde brug for.
(Læs del 1 af Copenhagen Metal Fest 2021 HER.)
Feather Mountain ZeBU: kl 15:45
Feather Mountain er et band, jeg kun lige nåede at stifte bekendtskab med inden festivalen. Jeg er personlig vild med den slags inkarneret moderne progmetal, som fjerbjerget spyer, og derfor glædede jeg mig ret meget til se dem.
Jeg kom ind til et næsten fyldt ZeBU, og det første, der fanger mit blik, er de blomstertildækkede mikrofonstativer, hvilket allerede der giver indblik i deres verden.
Ligesom navnet leger deres musik med dikotomien mellem det bløde og hårde, det lette og tunge, og bandet formår virkelig at invitere os indenfor i deres univers. Fra de blomstertildækkede kostumer til deres eget fænomenale lysshow – den bedste lyd, jeg oplevede på festivalen – og nok også det bedste trommespil, jeg hørt i lang tid live, så var bandet virkelig i stand til at præstere noget ekstraordinært.
At både guitarist og bassist også leverede vokal, gav deres allerede fyldige lydbillede endnu mere dybde og nuance. Desværre var publikum ret passive. Der er et gevaldigt behov for god kontakt til publikum med den slags kompliceret, musik som Feather Mountain spiller, og her sakkede de lidt bagud. Det er dog stadig et band, jeg skal ind at se igen næste gang, jeg får muligheden for det.
(Artiklen fortsætter efter billederne)
Chronicle – Beta kl 17:45
Fra et proppet ZeBU til et proppet BETA havde jeg igen glædet mig. Nu her til noget melodisk dødsmetal, og det var næsten også som om, at bandets forsanger og guitarist gjorde hyldest til genrens største drivkraft, Alexi Laiho, som vi desværre mistede her i starten af året.
Der var fuldt smadder på lige fra start med et band, der så ud til at have et knaldgodt sammenspil, overskud og en frontmand, der virkelig engagerede med publikum. De havde virkelig også nogle øjeblikke, hvor man ikke kunne lade være med at headbange. Desværre faldt en masse klimatiske øjeblikke og de fleste soli til jorden, da lyden var ekstremt mudret, og der var næsten komplet mangel på guitar i lydbilledet. Lyden blev lidt bedre i løbet af koncerten, men det var stadig bandets største hængeparti, der lidt ødelagde oplevelsen.
CABAL – Amager Bio kl 19:00
CABAL er et band, der kan få alle til at headbange.
Deres slagstærke deathcore er noget, der virkelig får folk til at bevæge sig, og under koncerten var der også den ene efter den anden circlepit, wall of death og en masse crowdsurfing.
Og selvom salen ikke var helt fyldt, formåede bandet med deres monumentale lydbillede at fylde alle de sprækker, hvor der ikke stod nogle og vippede med til musikken. De var festivalens ubestridte breakdown-fyrster til sådan en grad, at man næsten var nervøs for at dommedagsprofeterne ville åbne en portal til underverdenen.
Lyden var god, og de ellers ekstremt dybstemte guitar fremstod klart i lydbillede.
(Artiklen fortsætter efter billederne)
Saturnus – Amager Bio kl 21:00
Doom-legenderne Saturnus satte lidt mere ro på Amager Bios scene efter CABALs eksplosive sæt. Det er selvfølgelig heller ikke en type musik, man går helt amok til, og det kunne også mærkes på publikum, der mere stod og nød musikken end at rive sig med af den. At musikerne selv også var ret stillestående på scenen, hjalp heller ikke den fyldte sal med at engagere sig. Men frontmand, Thomas Jensen, havde en god kontakt til publikum og hjalp os med et leve os ind i deres atmosfæriske musik, og jeg oplevede lidt af den samme trancetilstand som hos Solbrud dagen før.
Med musikere, der virkelig lød som om, de kender hinanden, leverede de et fantastisk velspillet sæt, og et enkelt teknisk problem lod dem heller ikke slå ud og gav egentlig bare frontmand Thomas en mulighed for tage kontakt til publikum.
(Artiklen fortsætter efter billederne)
MØL – Amager Bio kl 23:15
MØL lukkede festivalen, og i direkte modsætning til gårsdagens publikum-fattige Defecto koncert så var salen pakket med folk, der skulle have deres sidste fiks, inden festlighederne blev lukket ned i år.
Det aarhusianske blackgaze-band gav en formidabelt velspillet koncert, der var hjulpet godt på vej af både lys og lyd. Musikken blev aldrig ensformig. Bandets forsanger, Kim, var også fænomenal og viste en mængde af energi og overskud, man sjældent ser.
Da levnet fra et moshpit, havde åbnet et større hulrum foran scenen, sprang han endda også ned med mikrofonstativ og gav intimkoncert på gulvet blandt os menige, og publikum elskede det.
Alt dette resulterede i et dybt betaget og engagerede publikum, der blev hængende selv efter bandets udgang i håbet om, at de ville komme tilbage og give et ekstra nummer.
(Artiklen fortsætter efter billederne)
CPH Metal Fest
Copenhagen Metal Fest er nu overstået for i år, og man har kunne mærke på alle deltagende, at de har haft glædet sig til at komme tilbage. Fra koncertgænger til kunstner, fra pladepusher til produktion var alle i eufori over at være tilbage igen, som tingende plejede at være.
Festivalen var helt igennem professionel, og det var tydeligt, at produktionen og dem, der havde stablet festivalen på benene, havde haft prøvet det før, lært af nogle fejl og brugt en masse tid på at strømline en kaotisk og ofte problemfyldt begivenhed.
Ikke på noget tidspunkt oplevede jeg at kede mig. Hvis der ikke lige var koncert, havde man andre ting at tage sig til, og når der var koncert, kunne du være sikker på, at det startede til tiden.
Musikken dækkede også bredt, og man kunne opleve mange af metalmusikkens subgenrer blive repræsenteret.
Velplacerede fadølsanlæg sørgede også for, at man aldrig skulle særligt langt for at finde noget at drikke. Måske er det bare fordi, det er lang tid siden, jeg har været på festival, men jeg forlod stedet supertilfredsstillet både i krop og sjæl, og havde egentlig bare lyst til mere. Det var dejligt at komme ud igen, og hvor er jeg glad for, at Copenhagen Metal Fest leverede alt, hvad jeg havde brug for: en masse forskellig musik, en masse nærkontakt og en masse kærlighed fra alle involveret.
Vi ses bestemt igen næste år!