Anmeldelse af: Landmvrks m.fl. Pumpehuset, Kbh. 07. maj 2014.
Se, når man tager til koncert på Pumpehuset, er det altid med lidt skepsis. Pumpehuset præsenterer nogle af de fedeste bands i mellemstørrelsen, og det er altid hit or miss, hvorvidt lyden leverer. Denne aften var ikke anderledes.
Foto: Mark Stoumann
Om det var lyd- og lysmanden på stedet eller bandsnes egne folk, der stod for opsætningen, så var der sgu ikke meget pænt at sige. Jeg tror bedst, det kan forklares som at stå på et MacDonalds-badeværelse med en 8-track, mens en fuld teenager blinker dig i øjnene med en Maglite, og selv der ville det sgu nok være nemmere at høre og se, hvad der skete.
Så aftenens anmeldelser bliver skrevet med sur smiley til Pumpehuset, men der skal ikke trækkes noget fra de hårdtarbejdende musikere. Nu hvor jeg har haft mit Treo-moment, bevæger vi os videre til det, der faktisk er vigtigt, MUSIK!
Guilt Trip
Først på scenen var Guilt Trip, der med deres mix af bølle-numetal-hardcore og Fred Durst-vibes bragte et skævt smil på vores ansigter. De var imponerende på deres egne præmisser, og pitten blev vakt til live allerede på tredje nummer.
Selvom alle andre end vokalisten var lidt statiske på scenen, forsøgte de at Guilt Trippe (undskyld!) os til en cirkel-pit, som om de var Jehovas Vidner, der forsøgte at overbevise os om, at deres moshpit var vejen til frelse. Forestil dig en oplevelse, der får dig til at holde godt fast i din pung i frygt for, at musikken antaster dig i en mørk tunnel i hjertet af Albertslund.
De fuldførte deres opgave som opvarmning bedre end de fleste. Det var tydeligt at mærke på publikum, at de var klar til mere selv på denne ellers normale hverdagsaften.
Like Moths To Flames
Her er snak om en tour-de-force i metalcoregenren. Like Moths To Flames bragte et helt igennem uovertruffen energiniveau, som kun kan sidestilles med at blive brølet direkte ind i ansigtet af en vred gorilla; både skræmmende men også ret så spændende.
Bandet, der kommer helt fra Ohio (sammen med deres kammerater i The Devil Wears Prada), er helt sikkert ikke rejst så langt for at levere en middelmådig oplevelse, og det gjorde de fandme heller ikke.
Der blev af flere omgange lagt op til moshing, hoppen, crowdsurfing og hardcoredansning, da forsanger, Chris Roetter, nægter at lade folk stå stille. Der var den klassiske “mellem-sange”-snakken, men desværre røg meget af det sikkert dybtfølte og interessante ved disse små monologer lidt i lokummet, da mikrofonen mellem sange var skruet så langt ned, at man skulle have været indenfor kysse-afstand for at høre, hvad manden sagde.
Det sagt, så er her tale om en musikoplevelse, der bragte alt det, vi metalcore-hoveder sætter pris på: skønne melodier, omkvæd, som alle synger med på, breakdowns, der buldrer mellem pumperens ubeklædte vægge, og ikke mindst en meget vred mand, som kanaliserer bandets samlede frustrationer ud gennem en mikrofon, som vidst nok skulle bruge lidt R’n’R efter den omgang!
The Devil Wears Prada
The Devil Wears Prada er et band, denne reporter ikke har hørt siden 2007, og det var en spøjs følelse pludselig at stå foran scenen, hvor denne 6-mands høje trup af musikere pludselig bragte nogle af de lidt ængstelige følelser, “man” kæmpede med dengang tilbage.
Som en bølge af sort neglelak, nittebukser og band-t-shirts fandt jeg hurtigt mig selv synge med på de enorme ørehænger-omkvæd, som denne gruppe altid har præsteret at skrive. Det største band, hvis lyttere på Spotify er noget at gå ud fra, medbringer også nogle krav fra publikum.
Der forventes, at man får en på opleveren fra et band, der ikke kun har eksisteret siden MySPACE-tiden, men har turneret næsten lige så længe. Det var tydeligt at mærke, at de her drenge har været rundt om blokken nogle gange. Det var bare top-prof.
Alle musikanterne var en del af en højere enhed, som fodrede hinanden med energi, og det smittede i den grad af på publikum. Halvvejs igennem koncerten besluttede guitarist Jeremy DePoyster, at han var tørstig efter noget andet end de kedelige flasker vand, bandsene fik på scenen, og så vadede han bare tværs gennem publikum til baren for at hente en øl, men show must go on! så, takket være hans trådløse system spillede han videre, som om intet var ud over det sædvanlige.
The Devil Wears Prada var ingen afvigelse fra aftenens generelt enormt høje niveau, og de fik for alvor cementeret, hvorfor de har eksisteret så længe, som de har, og så fik man sig da også lige en kort tudetur til nogle af de mere hårdtslående lyriske næver, der gemmer sig rundt omkring i bandets diskografi.
LANDMVRKS
Aftenens hovednavn, franske LANDMVRKS, direkte fra Marseille, er sådan et band, som kan lidt af det hele. Med undergrounds franske rapelementer, brutale downbeat riffs, guttural vokaler og akustiske guitar-ballader er der her tale om en gruppe, der giver dig lidt blandet landhandel af indtryk.
Det kunne for nogle bands måske ende med at blive lidt forvirret, men der er intet forvirret over LANDMVRKS. Det er sjældent, at jeg glemmer at tage noter, da jeg som regel er ham den kedelige, der står med armene over kors og nikker med musikken, men denne gang var jeg totalt tabt i atmosfæren.
Bandet starter med deres nyeste single, “Creature”, som har været fast inventar på min playliste siden udgivelse og som også er navnet på deres nuværende tour. Til alles store glæde var lyden pludselig meget bedre, end den havde været resten af aftenen, og det mistænkes, at bandet havde medbragt deres eget lydhold.
Det satte gang i futterne på denne reporter, der for første gang på aftenen ikke kunne stå stille. Der blev fyret den ene banger efter den anden af, og sammenstykningen af sætlisten er en genistreg i sig selv.
Vi græder og råber sammen under “Death”, hvor frontmand, Florent Salfati, uddelegerer opgaven om at råbe ‘DEATH’ mellem hver strofe til publikum. Vi danser og synger sammen til “Scars”, som med sin opløftende guitarmelodi, bløde skønsang og upbeat-vibe gør det umuligt ikke skråle med på omkvædet.
Uventet, men glædeligt modtaget, fik vi også “Suffocate”, som Florent præsenterede solo på akustik guitar, inden resten af bandet kom på, og der er intet andet at sige end… wow. Uden at skulle dykke ned i, hvad sangen betyder, så er der ingen tvivl om, at hvad end det er, så mener Florent det virkelig.
De fleste koncerter har noget negativt at udpege, men her er jeg sgu lidt på bar bund. LANDMVRKS i Pumpehuset var en decideret magtdemonstration i metalcore-disciplinen.
Jeg er ikke Treo, og jeg giver karakter som fortjent.
Et galleri fra aftenen præsenteres af Mark Stoumann:
