Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir.
FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN OM MAN VIL, TRIVES. FOR NOGLE ER DET EN DAG LIG MED GYS OG GRU, MOTORSAVE OG MASKEMORDERE, MEN FOR DARK TRANQUILITYS forhenværende guitarist NIKLAS SUNDIN MARKERER DAGEN UDGIVELSEN AF ”SJU PULSARER”, DER ER ANDEN UDGIVELSE FRA SOLOPROJEKTET MITOChONDRIAL SUN. EN UDGIVELSE, DER BYDER PÅ ULYKKE, MELANKOLI OG MØRKE.
Allerede fra første tone er stemningen slået fast. Lytteren skal nu på en rejse ind i en tomhed. De eneste følgesvende er musikken, mørke og mystik.
”Sju Pulsarer” er et monotont konceptalbum, der ifølge Niklas Sundin selv, skal ses mere som en samling af forbundne kapitler end en samling af forskellige numre, og han har ret. Monotoni er ofte et begreb, brugt negativt om musik. Især i metallens verden ønsker vi bevægelse, udvikling og dynamik. Det mener vi, hører sig til metalmusikken, der i mange henseender bliver beskrevet som en energisk genre. At ”Sju Pulsarer” stikker ud og ikke byder på de store forandringer i sit forløb, gør den dog ikke mindre energisk. Energien har blot flyttet fokus.
På ”Sju Pulsarer” finder du syv tracks, der er navngivet Pulsar 1-7. Dertil kommer en ambient outro med den fantastisk opsummerende titel: ”Noll Och Intet”. Når man når til outroen, har man været på en rejse igennem en givende tomhed. Albummet er meditativt i sit udtryk, og med de otte instrumentale tracks egner det sig godt til at læne sig tilbage, lukke øjnene og flyde ind i sig selv og den kaotiske tomhed.
Niklas Sundin skaber sit kaotiske udtryk med en gennemgående pulserende fornemmelse, der i sin simpelhed bærer guitaren, diverse perkussioner og alskens lydeffekter. Der er regn, der er storm, der er utydelig tale, som var lytteren under vand. Tilsammen skaber dette et parallelunivers, eller atmosfære, som giver rum til tanke.
Musikken på albummet er på samme tid tidløs og futuristisk. Dens komposition både giver og tager. Bedst som du føler, du er blevet fortrolig med guitarernes harmoni, bliver de opslugt af intetheden, og kun den musikalske repræsentation af stilhed står tilbage; en larmende, forstyrrende stilhed.
Coverartet passer perfekt. Jeg fornemmer et islandskab, når jeg lytter til musikken. Et koldt og goldt landskab, der er barsk i sin skønhed. Og ligesom en sneklædt tinde, der formes gennem tusinde års eksponering for omgivelserne, former musikken langsomt sig selv. Der veksles og udforskes, men hele tiden med samme udgangspunkt; det smukke i kaosset. Faktisk dannes et kosmos, der sameksisterer. Alt går simpelthen op i en større enhed. Og så sidder produktionen lige i skabet.
Så tag din indre tomhed i hånden og gå på opdagelse i dette univers fyldt af håbløshed. Du vil føle dig fortabt, men aldrig forladt.
