En tur i dogmernes land

Det hænder ind imellem, at Danmark får et nyt skud fra de mere vovede musikalske genrer. Med vovet skal det forstås, at jeg mener, at det at sætte dogmer for ens egne kreative udfoldelser kan være hårdt, men betaler sig i sidste ende, såfremt man gør det rigtigt godt.

Dogmet, der i lige nøjagtigt dette tilfælde er tale om, er at spille instrumental musik totalt blottet for vokal – naturligvis. Dette er lidt af en af denne anmelders kæpheste. Fed instrumental musik med en god og naturlig progression er ikke noget, der lige hænger på træerne, og da særligt ikke herhjemme.

Sidste år imponerede danske Karambolage med deres debut, Prås, og dårligt er 2024 skudt i gang, før den ligeledes danske gruppe NAKE, med deres selvbetitlede debutalbum fanger min opmærksomhed.

Gruppen beskriver sig selv som et instrumentalt progressivt band med post rock-elementer, som drager inspirationer fra bands som Tool og Godspeed You! Black Emperor. Med sådanne sammenligningsgrundlag får jeg et smil på læberne, allerede inden første tone af pladen har lydt.

“Offering” lægger godt fra land og viser, at NAKE bestemt ikke ligger på den lade side, når det kommer til progression, interessant guitar, opbyggende bas og et fremragende varieret trommespil. Gruppen spiller utroligt skarpt, og melodierne står nærmest i kø – og der er mange af dem.

Særligt godt spiller det for gruppen, når der er lidt knald på fætteren. Lidt fart tilsat knivskarpe riffs og upåklagelige rytmer, stærkt legende trommer og ikke mindst den smukt varierende og indsnigende og alligevel insisterende bas løfter ofte albummet op på et højt niveau.

Bevares, det er ikke alt, der rammer lige hårdt. NAKE har måske en tendens til at være en anelse lange i spyttet i hvert fald for den gængse lytter, når det kommer til introer og atmosfæriske stykker. Man skal gerne fordybe sig lidt og give den flere lyt.

Dette er sågar ment som noget positivt. Det betyder nemlig, at NAKE har plads til at udvikle sig for lytteren ved gentagende lyt, og det skal jeg i øvrigt love for, at det gør. Man kan ved genlytninger henkaste sig selv mere og mere til det musikalske univers med den store spændvidde.

Førnævnte inspirationskilder gennemsyrer på ingen måde NAKE, der for mit vedkommende nærmere lyder meget hen ad bands som Long Distance Calling eller Pelican – begge bands, der også spiller instrumentalt funderet post metal med masser af progressive elementer.

Måske denne sammenligning mest af alt opstår i kraft af gruppernes fælles genregruppering, samt at de spiller instrumentalt? Uanset grunden så vækkes disse associationer og dette på en positiv måde, da både Long Distance Calling og Pelican er fantastiske grupper, som i høj grad formår at levere solid instrumentalt musik.

Albummets numre er dejligt varierende både i forhold til hverandre, men også inde i selve numrenes egen struktur. Dette er naturligvis så godt som nødvendigt for ikke at tale en kæmpe fordel, når man ikke har en vokal til at tage opmærksomheden.

Den typiske vers/omkvæd/vers leger NAKE ikke rigtigt med på deres debut, der i stedet har en godt varierende og sprælsk sangopbygning.

I et nummer som “Weaver” spiller guitaren og trommerne utroligt lækkert og stramt sammenspil, som er en fryd for proglytteren. Det er teknisk og, nøj, hvor er det bare godt udført. NAKE er ikke bare gode til at skrive musik, de er i høj grad også dygtige til at spille.

“Traveler” formår med sin stærke lead over gruppens sjove og stramme rytmer at drage lytteren med på et eventyr. Gruppen har ligeledes nogle lækre keyboards og synth-lyde, som passer utroligt godt ind der, hvor disse benyttes. Dette skaber en egentlig velfungerende og lidt retro-prog lydende vibe i numrene.

Produktionen er for musikken utroligt passende og ikke mindst dejlig skarp. Samtlige instrumenter går så rent igennem, at det på store dele af pladen er en sand fornøjelse at lade musikkens forskelligartede udtryk vælte indover en.

Guitaren har en lækker lyd over hele pladen, om det så er i det stramme distortede, de flotte cleans eller de twangy-stykker, spillet på neckpickuppen, som på “Initiation” så lyder det lækkert og sprødt på det album. Crisp er et fint ord for, hvordan NAKE er mixet med god sans for dybde og dynamik. Det har gruppens keyboardspiller, Poul Høi, godt styr på. Pladen gør det desuden godt både på anlægget og i hørebøfferne.

NAKE imponerer i den grad med et velspillet og ikke mindst velkomponeret debutalbum. Gruppens flair for det progressive er i top, og lader man sig synke ind i albummets dybde og lækre produktion, så er der med garanti meget at hente på NAKE. 

Er man således til insturmentalt progressivt post-rock/metal i dur med bands som Long Distance Calling, så er dette album lige noget for en.