Anmeldelse af: Crossfaith, m.fl. Amager Bio, Kbh. 15. februar 2020.
Crossfaith, som så mange andre havde fortalt mig om, skulle krydses af min oplevelsesliste – men er hypen ved at dø hen?
Foto: Tommy Sonne Skøtt
Jeg nåede ikke at fange Crossfaith på Copenhell i 2018, men hvad jeg siden har fået fortalt, så skulle koncerten have været så stor en fest – om man er til deres fusion af techno, trance og metal eller ej – at man stadig taler om den i dag.
Den koncert på Copenhell kom vi endda ind på med et interview med forsangeren, Kenta, da vi lavede et interview med ham forud for aftenens koncert i Amager Bio. Derfor var det da også noget af et proppet Pumpehuset, der lagde gulv til Crossfaith-festen senere i 2018, og den koncert skulle også have været en fest af de store – og den missede jeg så også…
Her et år og et par måneder senere efter deres seneste visit var japanerne så klar til at indtage dansk jord igen, men noget kunne tyde på, at interessen for bandet er faldet siden sidst.
Hvorledes var interessen dalet? Og påvirkede det oplevelsen på nogen måde? Det kommer vi ind på senere.
Black Futures
Først skulle vi nemlig gennem en ret så broget landhandel af to opvarmningsbands, der befinder sig i hver sin ende af lydspektret, hvor det, som Crossfaith laver med deres lyd, befinder sig et sted midt i mellem.
Det faldt dog ikke hele tiden ud til opvarmningernes fordel, hvor de første på scenen var den engelske duo Black Futures. De er svære er rubricere, for de er lige dele noise, punk, elektronisk – tilsæt så en snert af bandet ’68, og så har man stadig kun forsøgsvist forsøgt at forklare, hvad vi har med at gøre her.
Den ene skejer ud på en mellemting mellem almindelige trommer og et opretstående perkussionsæt, mens den anden tæver et keyboard sammen, klimprer på en bass og sovser vokalen ind i effekter. Jeg var tæt på at afskrive det her som en omgang af for mange kokke og for dårlig mad, men da så bassisten/forsangeren/keyboardspilleren tonsede ud i os publikum, så lod det for første gang til, at der var respons blandt det (indtil da) lave antal af publikummer.
Det er sikkert letkøbt for mange, men det var lørdag, og der skulle være fest, så Black Futures red den godt hjem til slut med showmanship frem for særligt spændende sange.
Ocean Grove
Dog vil jeg til hver en dag vælge at skulle gennemlytte hele Black Futures’ diskografi på repeat i 24 timer, end jeg gad udholde en koncert med Ocean Grove igen!
Lad os starte med det (eneste) positive ved dette australske band: De kunne da spille, selvom musikken ikke var videnskab, og de havde en tydelig spilleglæde. Kunne denne spilleglæde så dog bare være doseret over på noget andet musik end det pjank, de bød for dagen:
Forestil dig Limp Bizkit med en blanding af gammeldags Papa Roach, hvor selv begge ensembler ville trække Ocean Grove til side og sige, at det her er for pinligt. Samtidig var deres lyd og fremtoning som band så mange postgange for sent ude, at selv PostNord kom til at minde om Hjulben i sammenligning!
Enkelte blandt publikum lod dog til at være vilde med bandet, men jeg tilskriver det en lørdagsstemning snarere end fejlvurdering af musikken – trods det var opgaven med at varme publikum da bragt i hus alligevel.
Crossfaith
Før Crossfaith gik på scenen, lod jeg mig fortælle, at der var blevet solgt radikalt færre billetter til arrangementet, end hvad man havde håbet på, og dele af koncertsalen var da også lukket af for at holde publikum nede på gulvet. Der var trods alt dukket en god sjat flere mennesker frem, end da første opvarmningsband gik på, men når man sammenligner med andre koncerter samme sted – samt hvad beretningerne fra tidligere, vilde koncertoplevelser med Crossfaith går på – så var jeg negativt overrasket over, hvor få mennesker der var mødt op.
For havde folk fået nok af dem, fordi de måske bare var en døgnflue uden så meget at byde på?
Det skal jeg ikke gøre mig klog på, for jeg kan godt Crossfaiths musik på anlægget derhjemme, omend den ikke ligefrem er nyskabende, men fra første strofe af koncerten i Amager Bio var jeg SOLGT!
Hold nu fast, sikke en fest de her japanerne kan levere, som handlede det for dem om at erobre hver eneste kvadratcentimeter af gulvet, hvilket tydeligvis blev gengældt af publikum, der (bedømt på håndsoprækning) bestod af lige dele kendere og “nytilkomne”.
Bandet førte os gennem både nyt, gammelt og et cover af The Prodigy, og det skabte en helvedes masse wall of deaths, mosh- og circlepits hos det nærmest utrættelige publikum. Lyden var god for alle musikere, og specielt Kentas vokal kom tydeligt igennem med både skrig og halve growl. Og hvis man tog førnævnte Hjulben og splejsede den med Speedy Gonzales, ville resultatet stadig blive forpustet i at skulle hamle op med Crossfaith.
Jeg forstår hypen, og det er ikke kun for energiens skyld, for om jeg kendte sangene eller ej, så fik jeg lyst til at ryste garnet!
Personligt har jeg ikke fået for meget af bandet, og jeg ser dem hjerteligt gerne igen, hvor det eneste minus denne aften var, at de blot spillede omkring en times musik, hvilket virker symptomatisk for tiden med japanske bands i Danmark, når de optræder.
Hvis din lørdagsfest blev vildere efter den her koncert, så har jeg svært ved at tro på dig!
Koncertgalleri af Tommy Sonne Skøtt:
