Anmeldelse af: Timechild – Blossom & Plague. Udgivet via Mighty Music. 01. september 2023.

En plade, der næsten er helt igennem imponerende, men mangler den sidste vanding.

Siden Timechilds dannelse i 2020 har de så sandelig ikke stået stille. Koncerter på nogle af de større festivaler, international anerkendelse og nu, deres andet studiealbum, Blossom & Plague. Et lille nøk opad i undertegnedes bog, virkelig flot, men stadig ikke helt perfekt.

Pladen starter med en sang i tre dele, nemlig ”The Dying Tided” part 1, 2 og 3. Her kunne man hurtigt komme til at tænke ”Nå, ja. De prætentiøse prog-muskler skal lige leges med. Hvor godt kan det dog blive?” Når det så er Timechild, der leverer det, virker det faktisk meget naturligt. Sangene virker både forskellige nok til ikke helt at være samme nummer, men også sammentømret nok til, at det næsten ville være helt underligt at skille dem mere ad. Eneste anke, der er ved netop denne trilogi, er dens tredje del. Der er ret godt schwung i den til at starte med. Men når man kommer til omkvædet, synes jeg, at der liiige mangler noget. Jeg har længe prøvet at sætte en finger på det, og jeg må nok lande på, at det er et problem med produktionen, for sangskrivningen er der faktisk slet ikke noget i vejen med. Lyden er bare lidt tynd efter det lidt mere kaotiske og vilde vers. Jeg tror, at hvis man lige lod guitarerne have lidt mere distortion eller fuzz, og man liiige lod bassen trænge lidt mere igennem netop i omkvædet, så ville der faktisk slet ikke være noget i vejen.

Når det så er sagt, så er der også en anden lille anke. Tracklisten kunne nemlig optimeres. Mit yndlingsnummer på denne plade er uden tvivl gået hen og blevet ”Call of the Petrichor”. Et nummer, der er flamboyant, dynamisk, gennemtænkt og fyldt med energi. For mig ville det her nummer have været en stærkere albumstarter end trilogien. Begge starter lidt blødere ud, men ”Call of the Petrichor” kommer bare meget hurtigere til sagen og giver bare lidt mere et godt sug i kroppen. Derfor havde jeg nok valgt at lægge trilogien mere i midten (evt. efter “Buried in Autumn”), og så ladet ”Call of the Petrichor” være den, der sparkede hele ballet i gang. Rent livemæssigt kan jeg godt se den gode ide med at have trilogien som de første numre, men på plade ville jeg gerne have, at starten var en lille smule stærkere.

Resten af pladen er simpelthen bare helt igennem fed heavy rock med stærke progressive elementer. Timechild er gode til at holde en ret ren sti og ikke lade deres progressive elementer overdøve de gode melodier og idéer, men får det til at være lækkert krydderi. Lyden på pladen er udover i ”The Dying Tide (Part 3)” på ingen måde til at brokke sig over og er nok en af de mest velproducerede danske plader jeg har hørt længe.

Hvis jeg skal komme med det sidste malurt i bægeret, så kan strukturen på sangene måske blive en smule genkendelige. Her kunne der måske godt spilles en lille smule mere med prog-musklerne, men samtidigt, if it ain’t broke, don’t fix it.

For satan, hvor har jeg været glad for at skulle anmelde og lytte til den her plade. Det har været en sand fornøjelse, og jeg glæder mig umådeligt meget til at se deres release-show d. 1. september på URBAN 13 i København.

Timechild, I ved, at jeg holder jer under en lup, men det gør jeg kun, fordi jeg i bund og grund virkelig holder af jeres musik og jeg spår, at I sagtens vil kunne levere en helt igennem genialitet af en plade i fremtiden. Det her er satme tæt på.