Siden jeg anmeldte Fleshgod Apocalypse’s seneste plade, Opera, har jeg ventet på en mulighed for at se disse dødsmetal mastodonter live og se hvorvidt de virkelig kan spille så vildt live. Så da jeg så at de ville kigge forbi Gimle, var jeg lynhurtig på tasterne for at få lov til at komme ind og anmelde dem. Nu skulle musikken for alvor stå sin prøve. Det ville også være første gang jeg fik mulighed for at se Vanir live, efter jeg anmeldte deres album, Sagas.
Vanir
Uden den helt store fanfare, trådte Vanir på scenen og gjorde klar til at slippe deres melodiske dødsmetal udover de fremmødte dannere. Allerede, var der ganske godt fremmøde. Der er lagt godt i selen til en god fest. Da Vanir går i gang med at spille, er der fra starten generelle problemer med lyden. ”Sådan er det næsten altid med en aftens første band” vælger jeg at tænke og venter på at de værste soniske krøller bliver strøget. Helt glat bliver lydbillet dog bare aldrig helt. Trommer og keyboard kommer generelt ret godt igennem, men guitarerne mangler generelt i lydbilledet og vokalmikrofonen giver feedback hist og her gennem hele koncerten. Dette gør det en smule svært at heeelt nyde musikken.
Men hva’ så med deres optræden? Den er der helt generelt ikke en finger at sætte på. Alle musikere lever sig godt ind i deres respektive roller og publikumskontakten er generelt rigtig godt i fokus. Vi får da også allerede vores første chants, hvor størstedelen af publikum chanter med, gennem koncerten.
En ting som kunne have fået en til at krumme tæer, var da forsanger Martin Holmsgård bragte Dannebrog ud på scenen og begyndte at snakke om det. Undertegnede frygtede kort at vi skulle til at have en nationalistisk lektion, men heldigvis var budskabet langt mere fredeligt og mod den politiske midte end frygtet.
Trods problemer med lyden, leverede Vanir en rigtig god performance med god interaktion med publikum og en rigtig god indlevelse.
Lamentari
Nu skulle vi så liiige lidt længere ned i graven. Fra symfonisk melodisk dødsmetal gik vi nu over i symfonisk black. Første gang jeg stødte på Lamentari, var på Copenhell Metal Cruise tilbage i 2021. Allerede dengang var jeg ganske imponeret over deres performance-mæssige og kompositoriske evner. Siden da, har jeg haft fornøjelsen af at opleve bandet flere gange og de har bare udviklet sig mere og mere for hver gang og blevet et større og større navn indenfor den danske metalscene. Så dét her band var jeg sikker på nok skulle blive en fornøjelse endnu en gang.
Dog, var der desværre en del ting der holdte den her koncert fra at blive helt oppe på topniveau. Endnu en gang var lyden det der hovedsageligt gjorde at koncerten blev en lidt punkteret affære. Guitarerne var nærmest ikke til stede i lydbilledet og trommerne var også gemt ret godt væk, på trods af at de stod helt fremme på scenen. Derudover, var der problemer med den ene guitarists grej, som gjorde at han måtte løbe om bag scenen hele tre gange under showet. Jeg fik senere at vide at der var et problem med en ledning der blev ved med at blive hevet ud af hans grej.
