Alice Cooper

Eventyrlige fortællinger

-

Anmeldelse af: TROLD – Der Var Engang… Udgivet 26. maj 2023 via Mighty Music.

TROLD hiver lytteren med på adskillige spændingsfyldte eventyrrejser på debutalbummet, Der Var Engang…

 

Det danske folkemetalband TROLD opstod i de mørke danske skove tilbage i 2020. Efter hele tre års levetid med kun en håndfuld singleudgivelser under bæltet kunne man fristes til at tro, at TROLDs prioritering af skovfester og grottearrangementer har forhalet udgivelsen en smule.

Men vi overlevede jo alle sammen ventetiden – man skal trods alt huske at have det sjovt. Nu er det dog endelig blevet tid til, at de spøjse hulemænd kan løfte sløret for deres længe ventede debutalbum.

Mange af TROLDs medlemmer er oprindeligt fra andre bands. Jesper Myrup (guitar) fra det nordisk mytologifokuserede band Kurgan, Christian Christiansen (guitar) fra folkemetal-bandet, Sylvatica og Danni Lyse Jelsgaard (trommer) – som ikke er fuldtidsmedlem, men har indspillet trommerne på debutalbummet – fra folkemetal-bandet Vandsind.

Ligesom ovenstående bands lægger TROLD selv fokus på nordisk mytologi og generelt en mere gammeldags æstetik. Det kan specielt ses i deres påklædning og overordnede image, hvor de er iført slidt tøj, som ligner noget, nordens vikinger kunne have båret.

Troldestreger, folkeviser og røverhistorier

Albummet begynder med en intro, der indeholder ulvehyl, heksegrin og andre små referencer til de kommende numre på albummet. Det fungerer godt som et kort indledningsstykke og fastholder TROLDs kække lyd.

På pladens første rigtige nummer, ”Heksen”, byder TROLD velkommen til Laura Emilie Beck fra det tidligere band Huldre på violin, som optræder på adskillige af albummets numre. Hun er dog ikke den eneste gæsteoptræden. Senere byder TROLD velkommen til Idaslets Kristian Johannes Ellingsøe på trækharmonika, og i nummeret ”Sensommerbålet” er René Pedersen fra Mercenary med på gæstevokal.

Med kombination af træk-, blæse- og strengeinstrumenter som harmonikaer, violiner, fløjter og klangfulde akustiske guitarer formår TROLD at skabe en autentisk gammeldags, folkeviseagtig stemning i løbet af store dele hele pladen.

Det bliver især fremhævet på det drilske nummer ”Røveren”, der starter med lusket cembalospil, som derefter går hen i en dansabel ”la la la”-fællessang, hvor jeg kun kan forestille mig en masse fulde trolde alle sammen med store maver og ølkrus i hænderne, skråle melodien højt i deres båloplyste troldegrotter. Det samme kan siges i ”Troldenes Nat”, hvor jeg ser en landsby for mig fuld af trolde, der alle går og synger med på kvadet.

Laura Emilie Beck og Kristian Johannes Ellingsøe gæsteoptrædener på albummet fungerer rigtigt godt, når det kommer til TROLDs lyd som helhed. Laura Emilie Becks melodiske (og næsten symfoniagtige) violinspil på numre som ”Heksen”, ”Røveren” og ”Dansen Med Myrtille” fuldstændiggør dem og giver TROLD det dér ekstra lille musikalske skub i den troldske retning.

”Vætte March” og ”Skovhuggeren” skiller sig en smule ud fra de andre numre på pladen ved at have nogle betydeligt tungere guitarriffs og hvor Astór Kristian Palssons gør sin vokal mere aggressiv. Normalt gør Astór Kristian Palsson brug af en hæs og lysere vokal, men f.eks. i starten af ”Vætte March” er det tydeligt, at han bevæger sig dybere ned i sin vokalspændvidde.

Lyrisk udforskende

Ikke nok med at de skovboende trolde har formået at komponere et stemningsfyldt album, så består albummets numre også af adskillige gode historier. Heltekvadet ”Udyrets Gab” handler om en tapper ridder, som drager ud for at redde kongerigets prinsesse, der er blevet taget til fange af den store stygge drage, mens ”En Kiste Fuld Af Minder” handler om en romelskende og eventyrlysten pirat, som kæmper sig gennem uvejrsbølger for at finde værdifulde skattekister.

Dette er kun to eksempler på nogle af de gode historier, TROLD har forfattet. Lytter man efter i andre numre som ”Heksen”, ”Røveren”, ”Troldenes Nat” og flere, kan man også få en masse gode historier ud af dem.

 

Redundant ramasjang

TROLD er fjollede, og TROLD kan lide at have det sjovt, men kan det gå hen og blive så meget, at det mister sit skær? TROLD gør det godt musikalsk eller tematisk; de har formået at skabe et unikt album. Jeg synes, albummet indeholder nogle iørefaldende og fængende melodier, som jeg ofte tog mig selv i at sidde og nynne efter albummets første genlytninger. Men jeg synes dog, at albummets gode numre står tydeligt i kontrast til de mindre gode numre.

Numre som ”Vølven”, ”Skumringens Time” og delvist ”Sensommerbålet” bliver en smule intetsigende, sammenlignet med numre som ”Røveren”. Det er ikke ensbetydende med, at ovenstående numre nødvendigvis er dårlige. De byder hver især på noget, som bidrager til albummets helhedsoplevelse, men efter min mening, besidder de ikke samme musikalske personlighed, som ”En Kiste Fuld Af Minder” eller ”Heksen” gør.

TROLD beviser dog, hvor de har deres prioriteter, og jeg tror, de har formået at fremstille lige netop dét album, de ønskede. Albummet er fyldt med gag og løjer samt en masse andet ramasjang. Så hvis ovenstående appellerer til din smag, bør du bestemt give TROLDs debutalbum, Der Var Engang…, et lyt.

ANTAL STJERNER

TROLD - Der Var Engang...

Del denne artikel

Seneste artikler

Balanceret kaos

Den afrikanske larm

Høj på tomgang

Populære kategorier

Anmeldelse af: TROLD – Der Var Engang… Udgivet 26. maj 2023 via Mighty Music. TROLD hiver lytteren med på adskillige spændingsfyldte eventyrrejser på debutalbummet, Der Var Engang…   Det danske folkemetalband TROLD opstod i de mørke danske skove tilbage i 2020. Efter hele tre års levetid med...Eventyrlige fortællinger