Anmeldelse af Born of Osiris + support, d. 28.01.26 i Pumpehuset
Det startede virkelig dårligt, men blev heldigvis markant bedre.
Foto: Gabriel Rasmussen
Kulden bider da jeg går fra arbejde til den første af 4 koncert-aftener i træk. Jeg kommer til at lege at jeg er 29 år de næste par dage, for puha et program jeg har sat for mig selv. Til at begynde med venter der et par nye bekendtskaber på mig i Pumpehuset + et par gamle kendinge. Vi er ikke mange i den lille sal. Men det var vi ej heller i den store til Sylosis tidligere denne måned. Det er også en skandaløs travl koncertuge, så måske har folk blot valgt forskelligt i mængden af muligheder.
Larcenia Roe
Inden aftenens første indslag går på, fortæller min ven mig at det er Tiktok-core jeg skal ind og se. Well så kan jeg jo blive up to date med hvad det så betyder. Jeg kan læse mig til at de spiller hvad de selv beskriver som horror deathcore. Det betyder at deres trommeslager har en wannabe-Slipknotmaske på, der ligner at den er købt i Fest og Farvers udsalgskasse og at deres guitarist har et slags stort gennemsigtigt gebis i munden, så man kan se hans gummer og tænder. Sidstnævnte skulle nok have haft en slags grotesk virkning. Mest af alt ser det bare mega-dumt og kikset ud. Men hvad så med musikken?
Der kommer en eller anden monolog over højtalerne om tandhygiejne og så bliver jeg udsat for en hidtil uhørt parade af elendigheder i form af “NOSE TORK” og “UNHINGED” fra Dereliction (2024) og “Carolina Crowd Killer”. Det er som at se en af de forfærdelige Avatar eller Transformers film. Der skal hele tiden ske et eller andet, man bliver bombarderet med stort opsatte indtryk/breakdowns og riffs uden pause. Der er ingen tid til at fornemme sangene, men det hele er alligevel så trivielt og mekanisk, at det lige så godt kunne være en parodi på genren (er Larcenia Roe en joke, jeg bare ikke har forstået?). Flere gange kunne jeg ikke høre hvornår ét nummer sluttede og et andet begyndte.
Jo, Ryan Vail (vokal) har et hårrejsende brøl og nogle ok piq squels, men hans skrig er irriterende at høre på og af uransagelige grunde laver han bevidst nogle høje pive lyde når han trækker vejret ind. Lige præcis denne del af hans sang får mig til at grine så meget, at jeg må vende mig om. Det er så ufrivilligt komisk at høre på imens han står og prøver at ligne en giga-bølle. Det hele er opbygget på en måde, der egner sig perverst og perfekt til shorts på de sociale medier med konstante hurtige eksplosioner og masser af underlige bræklyde fra sangeren. En slags discount Lorna Shore fra Temu, om man vil.
Bandet har det sjovt på scenen og gør deres bedste for at skabe en god stemning, og et par stykker tager da også pænt imod deres sange. Jeg står mere og tænker at nu forstår jeg godt hvorfor folk hader deathcore. Det hele er så leflende for, hvad de tror, der skal til for at skabe succes. Skriv nogle vilde og sindssyge breakdowns, få sangeren til at lave tossede lyde konstant uden pause, og så bare kopier og kopier. Det hele er så bøvet og hyper-pumpet at jeg på ingen måde kan tage det seriøst. Oven i dette så er musikken også det mest fantasiforladte og tåkrummende jeg længe har hørt. “Move That Ass” siger Vail til sidste sang “Lullaby” fra Extraction (2025). Jamen, jeg vil da egentlig også hellere sidde og skide end at høre mere på det her.
Det var deres første besøg i Danmark og Larcenia Roe behøver for min skyld ikke at vende tilbage. Mit job som anmelder var i høj grad udfordret og jeg er sjældent løbet så hurtigt ud for at ryge, da det endelig var slut. Når den værste koncert i 2026 skal kåres, så er det her en god kandidat!
Aversions Crown
Hele vejen fra Australien kommer det næste band. Det kan vel kun blive bedre nu? Det eneste jeg egentlig ved om Aversion Crown er at deres tidligere forsanger Tyler Miller nu synger i Thy Art Is Murder. Denne ene fact skal naturligvis ikke definere bandet, der har eksisteret siden 2009 og har udgivet 4 plader. I Pumpehusets lille sal skal mit første møde med gruppen stå. Chris Cougan (leadguitar), Jayden Mason (trommer), Michael “Mick” Jeffrey (rytmeguitar) og Alex Teyen (vokal) har som band åbenbart valgt ikke at have en bassist med. Teyen går afventende og truende ind og så bliver blliver vi smasket i synet af “Castigation Choir” fra deres A Voice From the Outer Dark (2025) EP, “Hollow Planet” fra Tyrant (2014) og “Paradigm” fra Hell Will Come For Us All (2020).
Mason rammer sine trommer med så megen vrede, at man skulle tro at de ville gå i stykker. Det er tydeligt at vi er et niveau højere inden for deathcore-rangstigen, gudskelov og parallellerne til Fit For An Autopsy fornægter sig ikke. Aversion Crown har skrevet nogle effektive brutale sange og flere i salen nikker med, og jeg svinger også håret en gang eller tre. Teyen har dog ikke den mest spændende vokal og lyder meget som sin forgænger, men han gør det fint og der kommer både et kort pit og et lille wall of death. Det, der for alvor fælder australierne er lyden. For jeg kan godt ane at der er interessante riffs og tilmed melodier inde bag “A Voice From the Outer Dark”, “Erebus” og “Born In the Gutter”.
Det er desværre næsten umuligt at høre, og det er en skam, for der er uden tvivl flere atmosfæriske detaljer hos Aversion Crown, der fortjener at blive fremhævet. Det er blot ikke denne onsdag, at det sker. Når det er sagt, så vil det nok alligevel ikke have været et ligefrem exceptionelt bagkatalog vi lytter til, selv hvis mikset havde været klarere. Men helt sikkert et brutalt og kompetent et af slagsen. Og det vil man jo altid gerne være med til.
En fin solo og en circle pit fornægter sig dog ikke, og opbygningerne i numrene er også særdeles udmærket udført. En del clean guitar i “Ophiophagy” fra Xenocide (2017) viser, at der også er en mere deprimerende og ildevarslende lyd til stede, mere af det tak. Teyen går ud på gulvet og brøler gæsterne i ansigtet, og dette slags nærvær er altid velkomment. Jeg går ikke nødvendigvis hjem og lytter til deres CD’er, men jeg håber at jeg en dag kan se Aversions Crown under bedre forhold. For der var potentiale til mere.
Within Destruction
Slovenien gruppen er en sjov størrelse der før har spillet ond deathcore med hints at slam og som nu spiller melodisk metalcore de selv har døbt “animetal”. Når man tænker på hvor lidt jeg bryder mig om manga og anime, så er det alligevel vildt hvor glad jeg er blevet for deres til tider komiske ANIMETAL (2025) album og jeg har bestemt forberedt mig på en mere sing along-venlig omgang. Bandet er generelt god underholdning. Dette har jeg fået bekræftet i selvsamme sal i 2024 med SETYØURSAILS og GHØSTKID + på Brutal Assault 2025. Jeg har glædet mig pokkers meget til at se det her igen.
Da Rok Rupnik (vokal), Luka Vezzosi (trommer) og en bassist jeg ikke kender kommer ind, bliver der fortalt at Howard Fang (guitar, vokal) desværre ikke kunne være her i aften. Så som erstatning kan vi derfor forvente en helt særlig setliste. Med “Hate Me” fra Yōkai (2020) begynder et orgie at det mest brutale musik Within Destruction har at byde på. Pupnik har nogle af de længste og vildeste piq squels jeg nogensinde har hørt, og circle pitten kører i højt tempo. Forsangeren springer rundt og gør alt for at opildne publikum. Som vi hopper og headbanger, så virker det i høj grad. De første crowd surfere viser sig også.
Det tunge arsenal der bliver sendt imod os er dominerende kataklysmisk og “Void” fra Void (2016) påkalder de mest besudlende tentakelmonstre du kan drømme om. Ingen ren vokal her, kun helvedes growl akkompagneret af demonstrativt grusom metal. Da “Nightmare” fra Lotus (2022) straffer vores ører, har jeg for længst smidt min Bury Tomorrow tour t-shirt. “No Way Out” fortsætter den lede kadence og jeg er imponeret over at Within Destruction på trods af at de mangler et medlem og med guitaren som backing track formår at skabe så meget bevægelse i salen. En solid “HEY”-chant og arme der svinger fra side til side ledsager “DEATHWISH” fra Deathwish (2018) og Rupnik kaster sig ud fra scenen og bæres over gulvet af en storsmilende bunke fans.
Within Destruction lod sig ikke stoppe af nogle ærgerlige omstændigheder, men mødte op med en enorm gejst og selvtillid, der efterlod et stærkt indtryk hos alle. Og med en all killer, no filler-setlist var præmien hjemme. Denne præstation, der oven i købet var ramt af mandefald, udløser en mere end godkendt karakter. Nu kan det da ikke vare længe før de headliner? Når det sker, så ses vi 100% igen til mere “bree bree”.
Born of Osiris
Min andet show med amerikanerne. Da de optrådte på samme scene i 2024 sammen med Crown Magnetar, Aviana og Attila overgik de hovednavnet. Nu headliner de på deres Through Shadows EU/UK Tour. Der er kommet nogle nye ansigter til siden sidst og anno 2026 består bandet af Cameron Losch (trommer), Ronnie Canizaro (vokal), Nick Rossi (guitar, keyboard), Travis Montgomery (guitar) og Dan Manzinaro (bas, backing vokal).
Lamperne blinker ud i mørket, og da Born of Osiris træder ind, er det med en god lyd og et klart formål. At blæse taget af Pumpehuset. Man kan mærke folks entusiasme for gulvet nærmest eksploderer i bevægelse og sved da “Bow Down”, fra deres The Eternal Reign (2017) EP, “Elevate” fra Through Shadows (2025), “Follow the Signs” fra The Discovery (2011) og “Empires Erased” fra deres The New Reign (2007) EP omfavner os og hiver os ind i en mangfoldig multi dimensional galakse.
Progressive, metalcore, djent og deathcore bliver sammenkoblet til en helt særlig formel, der både er intens, storladen, catchy og teknisk udfordrende. Pitten snurrer rundt som en mindre orkan og det føles som om at vi er flere end vi er. Gruppens eget format får os alle til ligefrem at vokse og ikke alene er det et tændt og energisk band, der står foran os, men også et spillemæssigt imponerende et. Særligt Rossi, der både leverer medrivende heftige soloer samt sørger for spacy keyboards som baggrundstæppe for de tunge kompositioner, fortjener ros. De spændende rytmeskift + tunge groove og vokal samarbejdet mellem Canizaro og Manzinaro skaber et billede af en gruppe der aldrig står stille musikalsk og denne vekselvirkning fastholder min opmærksomhed hele vejen igennem.
Adskillige crowdsurfere tager turen op til scenen og ud igen i armene på deres venner og veninder. Blå, lilla, røde og grønne farver fylder Pumpehuset og blandt skønne melodier og knusende riffs fortsætter festen til “Angel Or Alien” fra Angel Or Alien (2021) og “A Mind Short of Circuiting”, “Inverno”, “Through Shadows” og “In Desolation” alle fra sidste års skive. Born of Osiris klør på ufortrødent, men på trods af de mange horn i luften fra gæsterne er der alligevel et par pauser i moshen hen ad vejen. Bandet samles til et fælles håndslag oppe i luften og det er fedt at opleve deres kemi.
Der jubles højt efter hver sang og til den afsluttende “Machine” fra Tomorrow We Die Alive (2013) får Canizaro via sine hæse brøl kommanderet en større wall of death i gang og folk samles til en sidste omgang omfavnende tumult. Born of Osiris tiltrak ganske vist ikke den største forsamling, men de af os der mødte op fik en af genrens mest medrivende og fascinerende hybrid bands i topform, der bare bliver bedre for hver gang jeg ser dem.
Born of Osiris setlist:
- Bow Down
- Elevate
- Follow the Signs
- Empires Erased
- Angel Or Alien
- A Mind Short of Circuiting
- Inverno
- Through Shadows
- In Desolation
- Regenerate
- Devastate
- Singularity
- Under the Gun
- Abstract Art
- Machine
