Anmeldelse af Rivers of Nihil + support: Cynic, Beyond Creation & Dååth, d. 19.03.25 i Pumpehuset

The Aggressive Progressive Tour EU/UK kom forbi KBH. Dette måtte jeg naturligvis skrive et par linjer om.

Foto Gabriel Rasmussen

Efter en tirsdag i Det Kongelige Teater, var jeg tilbage i mere vante omgivelser til endnu en aften med høj distortion og langhårede typer. 

Dååth

Jeg husker på MTV Headbangers Ball da “Subterfuge” fra The Hinderers (2007) var en video man jævnligt stødte på. Men siden da er Dååth der anno 2025 består af Eyal Levi (guitar), Sean Zatorsky (vokal), Kerim “Krimh” Lechner (trommer) David Marvuglio (bas), Rafael Trujillo (lead guitar) og Jesse Zuretti (synth, guitar) gået ret meget i glemslen hos mig.
Gruppen har ellers eksisteret siden 2000, men de er på mange måder også lidt det band, der aldrig rigtig kom længere end at være support for alle de andre. Der skulle også gå 14 år imellem Dååth (2010) og The Deceivers (2024) så der er måske en grund til at vi ikke har hørt meget til gruppen i lang tid. Uanset hvad står jeg her med 2 gode venner og ligesindede koncertjunkier, så lad os se hvad amerikanerne har at byde på.

Der er 2 bannere i hver side af scenen og i blåt lys går bandet på. Der er langtfra fyldt i salen, men derfor kan det jo stadig vise sig at være en fest for de få. Musikken er en let form for death metal, hvor de orkestrale elementer kommer fra et backing track. 

Dette er ret dominerende koncerten igennem. Denne aften er der kun 4 medlemmer af Dååth tilstede, jeg skal ikke kunne sige hvor resten er, men at have en keyboardspiller med kunne måske have været en god ide når det nu alligevel fylder en smule i lydbilledet. 

Det groover godt på “No Rest, No End”, “Hex Unending” og “Sharpen Blades”, men helt spændende bliver det aldrig. Soloerne er en smule for lange efter min smag, hvilket nok har mest at gøre med at de ikke altid er vildt spændende og samtidig er begravet i mikset. 

Folket headbanger spredt her og der og jeg synes at Dååth gør det udmærket, men Zatorskys gennemsnitlige stemme gør ikke ligefrem meget for at det her bliver en mindeværdig oplevelse. Jeg tror at tiden er løbet fra bandet, og selvom der kommer en HEY-chant og en lille circle pit ud af publikum, så virker det ikke til at mange er vildt imponerede over hvad der sker på scenen.  

Det her er i høj grad baggrundsmusik, selv om det stadig er kompetente musikere på “Subterfuge”, “Unwelcome Return”, “Purified By Vengeance” og “Day of Endless Light”. Der mangler i høj grad den del af materialet, hvor man spærrer øjne og øre op og får lyst til at streame en vilkårlig plade derhjemme. 

Jeg fik krydset dem af min liste samt bekræftet, hvorfor de ikke havnede på min faste CD-rotation dengang sammen med Mnemic, Demon Hunter, Soilwork, Rob Zombie, In Flames, Amon Amarth og Disarmonia Mundi tilbage i 00’erne. 

Beyond Creation

Og nu til noget helt andet, nemlig technical death metal. Jovist ligger det i navnet på denne tour, at guitar blær er en stor del af vilkårene for line-uppet, men jeg har nu aldrig været fan af den kommende subgenre. Jeg er til gengæld åben for at jeg kan ændre mening, til en vis grad.
Siden 2005 har Beyond Creation udgivet The Aura (2011), Earthbound Revolution (2014) og Algorythm (2018) og nu skal Simon Girard (vokal, guitar), Kevin Charté (guitar, backing vokal), Philippe Boucher (trommer) og Hugo Doyon-Karaout (bas) angribe Pumpehuset. 

Vi når et langt tungere niveau med sange som “Algorythm”, “In Adversary”, Earthborn Evolution”, “Coexistence” og “Omnipresent Perception”. De mange soloer jeg frygtede til at begynde med viser sig at være velskrevne og underholdende hele vejen igennem. Der er tid til nogle melodiske tiltag, der går helt hen i drømmende passager og jublen stiger da også fra publikum. Der er legende, introer og en spændende opbygning. Det er  ren guitar onani sine steder, men derfor bliver det absolut aldrig kedeligt. 

Vi får en fin dosering af Girards brøl og skrig, men de længere instrumentale komponenter i numrene er mere spændende end vokalistens kunnnen. Omend han har en god teknik til sin vokal. En lill pit åbne sig og ligeså starter en mellemstor fælles klap.  

Det her overbeviser mig ikke om at bytte min power metal, metalcore og pornogrind ud med tek død, men derfor var jeg på ingen måde blind overfor de evner Beyond Creation besidder og der var et mærkbart temperatur hop i den store sal, der lige pludselig synes mere fyldt. En godkendt afstikker til noget anderledes.

Cynic

Der er delte meninger i aften om ikke Paul Masvidal (guitar, vokal, vocoder), Matt Lynch (trommer), Max Phelps (guitar, growl), og Brandon Giffin (bas) skulle have været headlinere. Når man tænker på hvor mange bands Cynic har inspireret siden 1987 med deres progressive metal mixet med, shoegaze, jazz fusion og rock, så kunne man argumentere for dette. Og det må da også føles som at være på tour med deres helte for Rivers of Nihil. 

Men vi har at gøre med en meget anden størrelse end headlineren og det skal blive tydeligere i denne anmeldelse. Jeg selv har lyttet lidt til Cynics banebrydende debut Focus (1993), men ellers har jeg ikke beskæftiget mig med bandet. De har altid eksisteret i periferien af min musik smag og det skal da også nævnes inden at jeg på ingen måde er den store progressive musik fan.

“Hvad laver du så til herinde?” kunne man spørge. Jamen nysgerrighed er jo som bekendt en stor drivkraft og jeg finder mig tilrette i venstre side lidt væk fra scenen for at fange guitaren bedre. 

Nu kan man mærke at publikum er ankommet og efter en tromme intro kaster Cynic sig ud i “Nunc Fluens” og “Evolutionary Sleeper” fra Traced In Air (2008) og “In Multiverse Where Atoms Sing” fra Ascension Codes (2021). Den her koncert vil have delt mange i 2 lejre. Dem der havde en næsten spirituel oplevelse til de mange komplicerede takter og komplekse sangstrukturer. Så er der dem, der slet og ret har fundet det her hamrende kedeligt. 

2 herrer bag mig er pragteksemplarer på disse holdninger med udtalelser som “gal det her er steneren”, “det er det vigtigste metal band nogensinde” og “sjovt de ikke har valgt at spille nogen klassikere”.  Jeg er selv i en gråzone. 

Det er også meget tydeligt at Cynic er her på deres helt egne præmisser og ikke for at please nogen som helst eller få nye fans. De er svære, næsten umulige at putte i en boks og gør heller ikke meget for at invitere gæsterne indenfor i deres udfordrende verden. Musikerne står for det meste låst i deres position og kun Masvidal kommer lidt rundt og går på knæ et par gange. 

Publikum står stille og prøver at tage det hele ind så godt man kan. Numre som “Integral Birth”, “6th Dimensionel Archetype” og “Textures” kræver også ens fulde opmærksomhed. Kan man åbne sit sind, kan det blive helt meditativt og jeg ser da et par stykker stå med lukkede øjne, ført bort af musikken. 

Men kom man for moshpits, gik man galt i byen. Jeg oplever dog ikke at koncerten på noget tidspunkt kommer helt op at køre eller 100% finder sit momentum i Masvidals rene filosofiske vokal (ingen growl her) eller de andre medlemmers instrumentale kunnen. 

Det bliver lige lovligt for introvert flere gange, men det er nok en del af Cynic live. Udover lidt snak om at besøge Christiania er der ikke megen kontakt til os nede på gulvet. “Humanoid” og “The Space For This” er de sidste sange. 

Til gengæld gik tiden faktisk ret hurtigt, og der var konstant så mange detaljer, at jeg aldrig kedede mig. Dog på trods af at jeg nemt kunne se og høre hvor dygtige Cynic er til det de gør, så gik jeg op i rygelokalet uden helt at vide om det egentlig var godt? 

En superfan eller en klog prog-nørd ville helt sikkert have fået mere ud af dette end mig. Jeg var til gengæld glad for at jeg fik givet mig selv en ny opfattelse af musik på godt og ondt. Det alene er uden tvivl en sejr i sig selv for Cynic + at jeg stadig fordøjer deres show, imens jeg skriver dette.

Rivers of Nihil

Dannet i 2009 og med 4 albums i bagagen er Rivers Of Nihil disse dage en af de mest anerkendte bands inden for teknisk progressiv death metal. Jeg har selv set gruppen i 2020 i Amager Bio sammen med I Am, Fit For An Autopsy, Carnifex og Thy Art Is Murder og igen i 2023 på samme spillested. Denne gang i selskab med Distant, Ingested og Lorna Shore. 

Dette er deres største koncert i Danmark som hovednavn og at dømme på jublen fra fans og den hurtigt opståede pit, så er det vist klart for alle, hvem der bør og skal, stå øverst på plakaten denne torsdag. Saxofonen der spilles af Patrick Corona er både smooth og smuk. Gæsterne er klar på at tage varmt imod Brody Uttley (lead guitar), Adam Biggs (vokal, bas), Jared Klein (trommer), backing vokal) og Andy Thomas (rytme guitar, backing vokal). 

Det er som en storm at være vidne til “The Sub-Orbital Blues”, “The Silent Life” og “Hellbirds” imens strobe lyset blinker løs Lyden er massiv og balancen mellem vrede og mere tænksom mørk sangskrivning løfter koncerten og det er som om at en forløsning har lagt sig over Pumpehuset. 

Biggs nævner at han har været syg, men det kan man nu ikke mærke eller høre på ham og han eksekverer sin position som frontfigur perfekt. Thomas tager sig af den rene vokal. Udover at den godt måtte skrues lidt op i min verden så går hans stemme virkelig godt i spænd med Biggs og de 2 akkompagnerer hinanden flot i en lige dele brutal og catchy kemi i deres eget kosmos. 

Jeg er måske en smule for træt og øm i knæet til at kunne hoppe helt ind i løjerne i pitten, men jeg er nødt til at headbange da sange som “A Home” “The Void From Which No Sound Escapes” og “Criminals” har noget helt majestætisk over sig og man savner slet ikke tidligere sanger Jake Dieffenbach. Der bliver inkorporeret en nøje planlagt bunke stille stunder hvor man kan kontemplere musikteori og øjeblikke hvor man skal lave circle pit og en lille Wall of death. 

Rivers Of Nihil har hele pakken og da “Where Owls Know My Name” får flere til at synge med, er jeg mere end tilfreds med at have stået og ventet på det her band. Så meget funklende i deres maniske bagkatalog og jeg glæder mig til deres kommende plader. Jeg må dog trille til Østerbro og putte. Jeg er ved at være lidt for brugt + er jo snart 34.

“Clean” fra The Work (2021) er ekstra nummeret og bliver at dømme på larmen taget rigtig godt imod. Rivers Of Nihil fik cementeret, at de nemt kan headline i vores kongerige. Selvom vi kunne have været flere i den store sal.