Anmeldelse af: Feather Mountain. Gaia, Roskilde Festival. 25. juni 2023.
Feather Mountain åbnede metalballet på Roskilde Festival 2023 med blomstrende progressiv metal og romantisk sceneshow.
Foto: Bjørn Bavngaard
Roskilde Festival byder ikke på alverdens metal i år (eller generelt faktisk) – men det er der stadigvæk.
I år er det danske Feather Mountain, der får æren af at åbne metalballet på Gaia-scenen.
Sceneudsmykningen er efter god gammeldags Feather Mountain-manér: Der er blomster overalt, og lysshowet kan kun beskrives som unægteligt imponerende.
Firekløveren bevæger sig ind på scenen og åbner med nummeret, ”August Mantra”. Den hårdtslående start på nummeret får publikum op og køre i hele 20 sekunder, før den tager et brat sving og dæmper sig.
Der er godt samspil mellem bandet, og der går heller ikke længe, før musikken foretager sig endnu et sving, og vi kommer ud i mere metal. Nu swinger musikken for alvor.
Scenen er viklet ind, og musikken er indviklet
Størstedelen af teltets gæster ligner nogle, der har fået en musikalsk åbenbaring – men ikke alle ligner den gode af slagsen. Det er tydeligt, at mange af publikum ikke er vant til numre, der bliver spillet i andet end i taktarten 4/4. Det er ærgerligt for Feather Mountain, da deres musik er indviklet. Det kræver noget fra lytteren at forstå det, og den gennemsnitlige festivalgæst, der har indtaget 100 øl før hver koncert, har nok ikke den tålmodighed, som musikken kræver.
Publikums overraskelse svækker dog ikke bandets præstation. De spiller nemlig tight med få undtagelser her og dér.
Jens Baalkilde Andersen (guitar) hopper energisk rundt på scenen med sit lange silkeagtige elverhår, mens Mikkel Lohmann (vokal) og Andreas Dahl-Blumenberg (bas) ligeledes også får bevæget sig rundt på scenen. Nervøsiteten taget i betragtning så sørger Feather Mountain for en imponerende og inkluderende scenetilstedeværelse.
Publikum i aften kender nok ikke Feather Mountain, men vil bare gerne høre musik. Det er heldigt, at de vil det. Hvad, der dog ikke er heldigt, er, at der gentagende gange bliver lagt op til moshpits (tror jeg da, de prøvede på?) i sangsektioner, hvor det slet ikke er oplagt at moshe til. Det er faktisk ret imponerende, hvordan de ubevidst konsekvent vælger at lægge op til moshpits, inden sangenes allermest stille sektioner.
Feather Mountain gør deres bedste for musikalsk at have publikums ryg, og de hårdtslående sektioner som den eksplosive slutning på ”Cloud-Headed” eller det tunge og dystre breakdown i ”Pariah” fungerer ganske godt blandt publikum.
Feather Mountain er vanvittig dygtige og besidder kæmpe potentiale. Roskilde er blot det første skridt på vejen. Der er mange blomster i dansk metals blomsterhave, og Feather Mountain er et af de frø, der gror allerhurtigst.
