Anmeldelse af: Soen + Oceanhoarse. Train, Aarhus. 16. november 2021.
Det blev til et brag af en koncert for de, der mødte op for at fange svenske Soen, da de startede deres første turné siden Covid-19 nedlukningerne i Europa.
Foto: Bastian Reinholdt Madsen
Få timer før aftenens koncert meddeler spillestedet Train, at Port Noir, der skulle have været med som ekstraopvarmning, desværre har måtte melde afbud, og koncerten starter som konsekvens deraf lidt senere, end den egentlig skulle have gjort. Dette er egentlig enormt ærgerligt, da flere i publikum havde set frem til at opleve dette svenske progband.
Oceanhoarse
Aftenen starter ud med finske Oceanhoarse, der ønsker at betage aftenens publikum med et show bestående af poppet, men til tider også ret aggressiv moderne metal. Ind imellem er vi nærmest ovre i noget prog/power særligt i kraft af vokalen, der ligger i den noget lysere ende af vokalspektret.
Musikalsk er der rimelig meget svinger i valsen med det finske band. Til tider svinger det enormt godt, vokalen er fed, riffsene solide og interessante, og bassen enormt velspillet og decideret lækker at lytte til. Desværre er der bare rigtigt meget tid, hvor musikken varierer imellem ligegyldigt og decideret irriterende. Irriterende bliver det særligt i kraft af vokalen, som helt ærligt ikke sidder særligt godt i skabet her til aften. Vokalen ligger ofte lidt skævt i forhold til, hvor den burde, og lyder ofte som om, den nærmest knækker. Det er ikke just behageligt for publikum, der heller aldrig rigtigt liver op.
Ikke engang da Oceanhoarse vælger at spille et cover af Slipknotklassikeren ”Duality”, formår de rigtigt at fange publikum, nej, faktisk tværtimod – her vælger flere at udvandre. Coveret sidder altså heller ikke overhovedet i skabet og burde være noget, man helt undlod. Til at starte med er det farligt at ville lave covers af de bands, og når ens sanger slet slet ikke kan følge med, så falder det altså til jorden.
Bandets optræden er der til gengæld intet i vejen med måske med undtagelse af den helt abnorme brug af røgmaskiner – disse kører nemlig nærmest i et væk. Forsangeren, Joonas Kosonen, har en god energi og en fin intensivitet, der dog ikke altid lander her til aften. Guitaristen længes tydeligvis tilbage til de pompøse 80ere både i sin spillestil, men måske endda i højere grad i kraft af sin enorme forkærlighed for vindblæseren, der konstant kører lige op i fjæset på ham. Bassisten er den, der umiddelbart formår at virke mest naturlig i sin optræden. Her virker intet forceret, og nærhed besiddes ligeledes i højere grad end hos resten af bandet. Top så dette overskud og denne energi af med et højt teknisk niveau på sit instrument, og så er du ved at være i mål.
Oceanhoarse svinger altså alt for meget i kaliber. Når det er godt, er det virkelig godt, men her til aften er det desværre alt for ofte skidt, uanset hvor hårdt bandet så prøver. Det lader til, at bandet skal finde deres egen stil samt få deres vokalproblemer helt på plads. Der er helt klart noget potentiale at kigge i retningen efter for dette band, men her til aften opnår de altså desværre ikke et musikalsk klimaks.
Soen
Dette bliver min første oplevelse af dette band i en livesammenhæng, og det er da heller ikke fordi, jeg ikke har set frem til denne med lige dele spænding og frygt. Soen laver nemlig progressiv metal af den fedeste slags, og jeg har haft en forestilling om, at denne kunne være svær at genskabe med samme magi live, som den besidder på pladen.
Dette er særligt i kraft af den enormt stærke og lækre vokal fra Joel Ekelöf, der bærer musikken flot og har en særlig kraft i sig.
Heldigvis viser Soen sig som et band der i høj grad kan leve op til deres albums i en livesammenhæng. Ekelöfs vokal er ufatteligt skarp faktisk nærmest grænsende til det uhyggelige denne aften i Aarhus.
Hele bandets sammenspil sidder altså lige i skabet. Det er tæt på at være for imponerende; så stramt Soen spiller her til aften. Guitarerne står knivskarpt med riffs af ufattelig styrke og sejhed, bassen leger rundt og fylder musikken ud, imens Martin Lopez viser, hvorfor han går for at være blandt toppen af Sveriges metaltrommeslagere. Det står faktisk meget klart, at Lopez ikke har hvilet på laurbærrene siden sin tid i Opeth, for hans trommespil her til aften er perfekt. Derudover har Ekelöf altså en tryllebindende vokal, der burde kunne varme selv de mest kritiske hjerter op. Uanset om der bliver gået til stålet, eller der bliver lænet sig lidt mere tilbage, så sidder sangen altså præcis, som den skal med den silkebløde stemme.
Lyden er ligeledes formidabel, og alle detaljer går klart igennem. Særligt lækkert er det, at der er så god plads til, at vokalen kan udfolde sig i mixet. Dertil skal det siges, at Soen i sig selv som band har en ufatteligt stærkt og let genkendelig lyd. Første gang, jeg oplevede eller måske nærmere opdagede Soen, var, da de udgav nummeret “Satia” (som naturligvis bliver spillet ganske eminent her til aften), og allerede dengang følte jeg, at Soen havde ramt noget helt specielt.
Dengang lød de i høj grad som en bastard affødt at en hed elskov imellem Tool og Opeth. I dag er der mindre Tool over spillestilen, som altså i stedet ligger mere i det soniske aspekt af bandet, mens Opeth stadig kan spores.
Soen har dog fundet deres egen vej, så de ikke blot lyder som et bindeled imellem andre bands.
Soen kommer godt rundt på scenen, og spilleglæden stråler ud af dem, som glæden, der forbindes ved et lille barn juleaften. Ekelöf forklarer da også, at de netop har set meget frem til dette, da det er deres første rigtige koncert siden Covid-19 og i forlængelse deraf også første rigtige show siden udgivelsen af deres seneste album, Imperial, der kom tidligere i år.
At bandet ikke har spillet live siden før pandemien, kan til gengæld ikke mærkes. Bandet er i sandhed i hopla og kommer faktisk mere og mere i gang igennem koncertens progression. Soen spiller og udfører altså deres musik til UG, men alligevel er vi altså ikke helt oppe at ringe i forhold til karakteren. Vi får egentlig serveret et bredt udvalg af rigtigt fede sange til aften, og mange af dem er meget rolige sange, hvor Soen fungerer bedst, når der bliver varieret noget mere i musikken, så vi kan gå fra silkeblødt til ståltungt.
Svenskerne kommer altså rigtigt godt fra deres turnéstart i Aarhus, hvor humøret har været højt, sætlisten solid, og bandet sublimt med enormt spændende progressivitet, og så endda på en tirsdag i Aarhus.
Ganske vist har det ikke været et prangende fremmøde, men de, der har mødt op, har haft en fornøjelse uden sidestykke.
Bastian tog et par flere billeder for din fornøjelse, som du kan se her:
