Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at anmelde bogen “Please Return My Stamps” af pladeselskabsbossen Michael H. Andersen (samt forsanger i Withering Surface, Thorium, og listen med hans musiske metier kunne fortsætte længe.), da jeg ikke tænkte, det kunne kaste så meget af sig at læse de fire genoptryk af hans fanzine fra starten af 90’erne samt en lille introduktion.
Men når nu man direkte får tilbudt en fysisk udgave (jeg hader lyd- og e-bøger), så siger man da pænt ja, sætter sig udenfor i den første efterårssol på altanen med en kold øl og ser, hvad man kan få ud af den her udgivelse.
Hvis man er på alder med forfatteren (omkring midten af 40’erne), så vil man formentlig kunne nikke genkendende til, hvordan det var at være metalfan dengang i starten af 90’erne.
Det startede så i det små for Michael med at udgive fire fanzineudgaver af Emanzipation-magasinet på engelsk.
Det første, som der slår denne anmelder, er, hvordan jeg selv fandt det bøvlet og besværligt at skulle rundt i pladeforretninger samt ikke mindst afsøge mystiske afkroge af internettet for at finde frem til den slags musik, jeg godt kan lide i den tunge ende af skalaen; men når jeg læser Michaels beretning om, hvordan tingene var dengang (han er lige 10+ år ældre end undertegnede), så har jeg slet ikke noget af pibe over.
Dernæst kan man allerede mærke, at han næsten fra han kunne kravle har dyrket den tunge musik, og hvor det for andre forblev en fase, mens det for andre blev ens livslang interesse, så blev det her en levevej for manden – og man fatter dårligt nok, hvordan han angiveligt fandt tid til at drikke alle de øl OG have alle de musikprojekter plus det løse kørende ved siden af!
Man mores over tidlige interviews i Emanzipation med bands som Paradise Lost, Death, Dominus og flere til, og så kan man også mærke, hvordan fortællerstemmen og måden at sætte magasinet op ændret sig løbende, og han har tydeligvis har haft det der iværksættergen i en tidlig alder, før man kunne fodre svin med det udtryk, som man gør det i dag.




