Gensynets glæde – næsten

De første par Sepultura-albums er umiskendeligt et par klassikere, men på samme måde som Metallicas “The Black Album” delte vandene i sin tid, så er der også delte meninger om et af det brasilianske bands nok mest ikoniske leveringer: “Roots” fra 1996.

Flere meningsdannere mener, at bandet her solgte ud, at de forlod deres velkendte thrash-lyd til fordel for en mere nu-metallisk lyd. De lidt mere positivt stemte tunger – mig inklusiv – mener, at det var et kærkomment stilskifte for en genre, der efterhånden havde peaket og på daværende tidspunkt udvandet sig selv, og i poterne på producer Ross Robinson fik man en vare, der inkorporerede lokale instrumenter med en rå lyd.

De fleste Sepultura-fans kan dog blive enige om, at brødrene Max og Igor Cavalera, henholdsvis forsanger/rytmeguitarist og trommeslager, udgjorde stammen i bandet, og førstnævnte forlod da også bandet efter benævnte plade, hvor Igor daffede fra Sepultura i 2006 og senere blev genforenet med sin broder, der sammen dannede bandet med det velklingende navn Cavalera Conspiracy.

Det var denne bandkonstellation, som denne årle decemberaften havde lagt vejen forbi Pumpehuset i København for at traktere os med lidt brasiliansk stamme-metal og forvandle mørk vinter til sol og varme i Sydamerika ved at spille HELE Roots-pladen fra start til slut.

Derfor var det også – forståeligt – et udsolgt publikum, der tog imod bandet omkring klokken 21.

JustinHate
Men en time før da entrerede den danske opvarmning, Justin Hate, scenen for lige at varme scenen op for brødrene Cavalera og deres følge. Forreste række var åbenbart ikke det rette valg rent lydmæssigt at opleve disse drenge, da bandet fra start var ramt af et mudret lydbillede.

Heldigvis blev lydbilledet en my forbedret for bandets selvproklamerede mørke, metalliske hardcore-lyd et par numre henne. I min optik var det mere som at høre BÆST på en dårlig dag blandet med Undergang på en god dag: Det var fandens hurtigt, brutalt, men heldigvis med en sangstruktur, der gjorde, at man med lidt spidsen øre kunne fornemme bandets evne til at variere udtrykket.

Forsanger Kim Rock skal dog have en guldmedalje – eller i hvert fald en kold øl – som præmie for at gå amok til koncerten, som var det den sidste på danske jord nogensinde. Men at dømme ud fra publikums entusiasme, eller rettere mangel deraf, ville JustinHate nok være glemt, så snart de første Cavalera-toner ville lyde fra scenekanten.

Max og Igor
Og det virkede til at være et godt gæt! På plade som live indledte bandet med det efterhånden godt gennemtærskede nummer “Roots Bloody Roots”. De sorte guder må vide, hvor mange gange Max Cavalera i den ene eller anden konstellation har ytret de selvsamme ord. Men for fanden, hvor det holder MAX (get it?) hver gang.

Max selv virkede 50 procent mere frisk, end da vi så ham med Soulfly på Pumpehusets mindre scene sidste år. Denne aften her var der ret så meget mere indlevelse og entusiasme at spore, og det klædte ham – og fremkaldte flere anerkendende horn fra undertegnede – at se sammenspillet mellem ham og Igor. Og publikum kvitterede da også med det samme med gedigne circle-pits.

Ja, du kan hente din egen “Roots”-plade for at gætte dig frem til setlisten for seancen. Som ekstranumre fik vi lidt Motörhead- og Celtic Frost-covernumre og en anelse Slayer (den slags må man ikke tease, drenge! Så spiller man altså MINDST frem til første omkvæd). Det var egentlig aftenens højdepunkt for denne anmelder.

Ikke, at det var noget galt med at opleve Roots-pladen live. Det var en særegen oplevelse, jeg ikke vil være foruden. Så fik jeg ligesom det hak i bælten – men så heller ikke mere.

Jeg havde ikke forventet, at bandet ville variere sangene markant, det havde næsten været blasfemi! Men der manglede bare det der ekstra energi-niveau fra bandet (det manglede i hvert fald ikke hos publikum!) for at gøre det til en decideret mindeværdig aften.

Hvis man skulle være gnaven kunne man klandre bandet for efterhånden at være kørt lidt sur i at spille de samme numre hver aften (at dømme ud fra setlister andre aftener på turnéen, så var cover-numrene også de samme ligesom den hurtige afrunder med “Roots Bloody Roots” igen hver aften), og der var mest spontanitet at spore, når Max og Igor fik hygget sig med lidt jam til sidst, hvilket derfor var fedest at opleve for mig, da det virkede mere autentisk end autopilot.

MEN, når al den galde så er udgydt, så havde størstedelen af publikum uden tvivl en uforglemmelig aften og vandrede gladeligt videre ud i decemberkulden, som på den indre nethinde var blevet forvandlet til lidt samba-metal under varmere himmelstrøg.

Jeg er glad for, at jeg fik den oplevelse med, men jeg behøver ikke opleve det igen.

Men det lækre galleri fra Mark Stoumann er skam værd at kigge på mere end én gang: