Anmeldelse af: DownFall, Pectora & Iron Fire, Gimle (Loke’s kælder), Roskilde 2017
Mægtige Iron fire indtog i fredags loke’s kælder på gimle, og med sig havde de den “yngre” generation i form af pectora og Downfall
DownFall
Det københavnske crossover/power metal-band var først på scenen. Med en enkelt album udgivelse ”A Place in Existence” fra 2015 kunne bandet cementere en ganske underholdende koncert. De to guitarister, Magnus Koudahl og Kim Nielsen, kunne hele aftenen sørge for episk stemning på numre som “A Place in Existence” og “My Path”, som indeholder et væld af drage-nedslagtende guitarsoli. De kunne for min skyld lige så godt have stået på verdens bjergtop med en let vind i håret, og med guitarens massive kræfter mane et sværd op af en sten.
Forsanger Oliver Svensson har jeg tidligere stiftet bekendtskab med. Hans kraftfulde stemme er letgenkendelig og har en speciel sound. Men han mestre både clean og en mere forvrænget vokal, som føles tillokkende. Det høres tydeligt på nummeret “Memories”, der iøvrigt indeholder et fedt breakdown, som er svært ikke at rykke nakken til. Enten kan man lide hans stemme, eller også kan man ikke. Jeg er på det første. Hvad der til gengæld er indiskutabelt, er hans evner som frontmand. Han skaber en fed stemning i det lokale, han indtager, og sammen med bandet skaber de en voldsom god energi.
Dog bliver DownFall lidt for episke i deres musikalske udtryk. Med masser af backtracks af strygere- og klaverpassager blev min sult og nysgerrighed stillet hurtigere, end jeg reelt set blev mæt i samme stil, som når jeg begiver mig ud i at sætte Blind Guardian eller Dragonforce på anlægget. Men det gør ikke bandet til et dårligt liveband.
Pectora
Med et lille afbræk fra power-genren skulle jeg nu stifte bekendtskab med Pectora. Selvom det nærmest var en aften, som stod på rendyrket power-metal. Så var Pectora alligevel på plakaten for at bryde med denne norm – og sikke et held.
Bandets seneste EP, ”Redemption”, fra i år er nemlig spækket til randen med numre, som skriger på fedt livemateriale. Hårde riffs, gode melodier og lette omkvæd. En opskrift, der har været brugt i mange år, men som Pectora alligevel formår at tage til sig på en sådan måde, at det ikke går hen og bliver uinteressant.
Pectora spiller en mere classic Heavy Metal. Vi skal nok tilbage og ramme omkring midt 80’erne med et ordentligt indspark fra Judas Priest. Pectora har dog ikke en Rob Halford-vokal. Tværtimod så har de Kenneth Jacobsen på vokal, som har en dybere stemme med en mere rå klang. Allerede fra første nummer, “Democracy In Disguise”, har det “mest smilende band” fra Roskilde fyret kedlerne op for den fyldte kælder. Hvor i alverden kom alle de folk lige fra?
Pectora trak tydeligvis en masse mennesker til Loke’s Kælder denne aften. Nok var bandet på hjemmebane, og det har sikkert også en masse at sige på, at de kunne trække en masse folk til af den grund. Men af andre gode grunde også! De er et virkelig fantastisk liveband, som skal opleves. Energien er mere end i orden, og under den flotte ballade “Valley of Dreams” blev stille magi bragt til live.
Under slutningen på sidste nummer, ”Going Through Hell”, forsvinder det meste af lyden i lokalet, end ikke mikrofonerne gav lyd fra sig. Trommeslager Nicolas Frandsen kan dog stadig høres, og guitaristerne Søren Kristiansen og Morten Nielsen, kunne svagt høres, da deres lyd stadig kom ud af de medbragte forstærkere bagerst på scenen. Bandet forsatte alligevel, og imens lydmanden, med sveden rendende ned i ansigtet, ihærdigt prøvede at finde frem til problemet, ja, så tog publikum over og sang videre på omkvædet. Hvad man troet blev et ærgerligt liveøjeblik, blev ganske enkelt vendt til noget utroligt fedt. Og da Lyden kom tilbage, kunne Pectora afslutte med manér
Iron Fire
Jeg har kendt Iron Fire de sidste 10 års tid. De er fra den periode af mine teenageår, hvor jeg stadig sneg mig ind på min storesøsters værelse for at lytte til hendes nyindkøbte metal-CD’er. Husker tydeligt coveret til ”Revenge”-pladen fra 2006. Men det var først, da jeg hørte ”To the Grave” fra 2009, at jeg for alvor blev fanget af Iron Fire.
Dog har jeg alligevel ikke formået at se dem live! Men efter alle disse år lykkedes det mig endelig. Det var sateme også på tide.
Iron Fire har eksisteret i 20 år, og det var derfor, ifølge vokalist og fanebærer Martin Steene, grunden til, at bandet atter var på landevejen. Så denne aften ville bandet spille deres ”greatest hits” gennem de sidste to årtier, eller ”de samme sange, vi plejer at spille”, som Steene selv kækt jokede med.
Iron Fire starter med ”Wings of Rage” fra ”Revenge”-skiven. De hurtige riff og trommer vidner til et utroligt erfarent liveband, som mere eller mindre kan tillade sig lige, hvad de har lyst til. Selv at lave den fejl at spille et (ifølge setlisten) forkert nummer før et andet og så stadig indrømme det efterfølgende, har ikke den store indflydelse på hverken publikum, band eller bedømmelse for aftenen.
Resten af aftenen stod nemlig på “greatest hits”. Selvom mange allerede var gået hjem efter Pectora, så har jeg kun at sige, at I gik glip af en fandens god koncert med Iron Fire. Guitaristerne, Rune Stiassny (Saturnus) og Kirk Backarach, fik shreddet os gennem de vilde soli på bl.a. “Kill for Metal”. Gunnar Olsen levere utroligt tight bag tønderne på den tunge “Jackal’s Eye”, og Martin Steene leverer den eminente vokal, som er lige så potent på en livescene, som den er på plade. Ja, jeg vil faktisk vove påstå, at han har en af de fedeste stemmer i det danske metalmiljø.
Afslutningsvis inviterede Iron Fire Ivan Grosmeyer, vokalist i Metallica Jam, på scenen, og meget belagt fyrede de op for et eksplosivt cover-nummer af Metallica-klassikeren ”For Whom the Bell Tolls”. Det fik personligt min rus til at skyde yderligere i vejret. Men om de nu bare havde spillet “endnu” et Iron Fire-nummer som ekstranummer, havde det ikke gjort den store forskel på den, i forvejen, fede oplevelse.
Jeg må indrømme, at jeg havde mine skeptiske tanker omkring Iron Fire inden koncerten. Men bandet beviste, at der absolut ikke var grund til bekymring, og det her var absolut en drengedrøm, som endelig kunne indfries. At de så leverer en vare, der tungere end guld, er til alles store fornøjelse. Alle bands denne aften leverede fantastiske koncerter, og alle bands er værd at opleve eller genopleve. .. og så håber jeg bare, Iron Fire holder ord, da der blev nævnt noget med, at de snart ville vende tilbage til Roskilde!
(Alle billeder af Jeppe Jensen)
