Håbet er lysegråt

0
22

Anmeldelse af: The Interbeing – Icon Of The Hopeless. Release d. 18. november via Prime Collective

Det konceptuelle industrielle metalband forbliver lidt for konceptfuldt på deres tredje album.

 

Tilbage i 2011 udgav The Interbeing deres debut, Edge Of The Obscure. Det var et fremragende album, men så hørte man ikke fra dem i seks(!) år, før de udgav opfølgeren, Among The Amorphous, i 2017. Det var også et godt album, men det var tydeligt, at der var gået mange år, ligesom da Kellermensch udgav deres selvbetitlede debut i 2011 og opfølgeren, Goliath, i 2017. Hypen om dem var blevet mindre, hvilket var ærgerligt for to hyper-interessante bands. Godt nok er der gået fem år siden Among The Amorphous, men de sidste 2,5 år tæller ikke rigtigt pga. COVID. Det er nemlig de færreste bands, der ikke har udgivet et album i løbet af de sidste 2 år. Selv Rammstein, der var 10 år om deres forrige album, Rammstein fra 2019, var kun 3 år om opfølgeren, Zeit, fra 2022

The Interbeing laver ikke bare ét konceptalbum – de er ét “konceptband”. Icon Of The Hopeless fortæller, ligesom de to forrige plader, en historie om en fiktiv karakter, The Interbeing, og dennes ydre/indre rejse. Denne gang for at blive leder over de andre udstødte, håbløse, i et oprør mod Interbeings skabere. 

Som nævnt i andre albumanmeldelser, så elsker jeg konceptalbums. Jeg er vild med, når kunstnere dedikerer et helt album til et tema, men med The Interbeing bliver det næsten for meget. Kunne de ikke prøve noget nyt? F.eks. udgive 10 uafhængige, anderledes, men stadig gode numre? 

Er det fordi sangene er dårlige? Nej, slet ikke. Det bliver bare for meget. Jeg bliver bare ikke overrasket længere over deres musikalske valg. Heller ikke når der kommer en mere cleanvokal med på et nummer, eller når det industrielle overlappes af det mere organiske. Det er lidt ligesom politiske partier, der primært har én mærkesag (flygtninge, klima eller Skat). De har muligvis ret, men det bliver også bare en lille smule unuanceret kun at fokusere på én ting. 

“Synthetic Bloodline” har nogle gode elementer, bl.a. hooket “Beneath the soil we wait / To overcome our fate…”, omkvædet “Purify the strain / Purify the shadows…” og overgangen til næste nummer, “Lifeless Decoy”, men “Synthetic Bloodline” eksploderer aldrig rigtigt, melodien kører lidt i ring, ligesom resten af pladen, desværre. 

Dengang da Edge Of The Obscure udkom med “Fields Of Grey”, “Face Deletion” og “Shadow Drift”, var det nyt og forfriskende. Among The Amorphous var en venlig reminder om det. Men en artist skal udvikle sig lidt for hvert nyt album/projekt, så det ikke bare føles som en gentagelse, her tænker jeg også Nicklas Sonnes Resonance, der udkom i sidste uge.

Det er også min største anke ved Interbeing. På Icon Of The Hopeless er reminderen blevet en pop up-minde-notifikation fra en anden tid. Så i stedet for at blive glad og nostalgisk, bliver man irritabel og melankolsk. Det er selvfølgelig ikke mindet/musikkens skyld, men når musik bliver så personligt, er det alligevel svært ikke at blive “sur” på budbringeren. 

The Interbeings Icon Of The Hopeless er ikonisk, men også lidt for håbløst, og får derfor kun 2 stjerner.

 

Icon of The Hopeless trackliste:

  1. Revive
  2. Perplexion
  3. Black Halo
  4. Lies of Descent
  5. Synthetic Bloodline
  6. Lifeless Decoy
  7. Ruin
  8. Depressor
  9. Eternal Eclipse
  10. Icon of the Hopeless

 

OVERBLIK OVER ANMELDELSER
The Interbeing - Icon Of The Hopeless
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮
haabet-er-lysegraatAnmeldelse af: The Interbeing - Icon Of The Hopeless. Release d. 18. november via Prime Collective Det konceptuelle industrielle metalband forbliver lidt for konceptfuldt på deres tredje album.   Tilbage i 2011 udgav The Interbeing deres debut, Edge Of The Obscure. Det var et fremragende album, men...