Anmeldelse af: Metallica + Architects + Mammoth WVH i Parken, Kbh. D. 14. juni 2024.

Metallica indtog Parken på præcis den måde, man havde forventet.

Foto: Louise Petersen.

Mammoth WVH

Som udgangspunkt er det svært at være supportband. Folk er (højst sandsynligt) ikke kommet for at se dig spille, og mange af dem, der ser dig, kender ikke noget til dig.

Og det gør det kun meget sværere for første band i aften, Mammoth WVH, som skal opvarme for verdens største metalband, nemlig Metallica. Det er en stor opgave at stå med. Især når publikum ikke fremstår særlig begejstret. Der skal i hvert fald mere til end normalt, før hovederne begynder at bevæge sig en smule, eller før hænderne entusiastisk bliver kastet op i form af djævletegn for at vise engagementet.

Den genkendelige formular på rock bliver klart opnået, men mindeværdig er det ikke.
Guitarsamspillet mellem Jon Jourdan og Frank Sidoris fungerer egentlig fint, og vokalen fejler heller ikke noget, men det rører mig bare ikke på nogen som helst måde.

Det er stadig tidligt på dagen, så, bevares, folk skal lige varmes op, men helt ærligt, er det overhovedet nødvendigt med to opvarmningsbands til Metallica? Ikke hvis du spørger mig. Solen skinner ind ad få loftsprækker i Parkens tag, og man kunne håbe på, at de ville ramme scenen, så bandet i sig selv kunne fremstå mere strålende, end det musikalske gør.

Entusiasmen fejler ikke noget specielt ikke for trommeslageren eller frontmand, Jon Jourdan, men den 80’er-inspireret og til tider stoner-agtige rock ender med at blive baggrundsmusik for de folk, der skal finde deres pladser eller købe øl. Eller for os, der har fundet vores plads, og gerne vil høre noget spændende musik snart.

Architects

Det kan godt være, at Mammoth WVH var mig totalt intetsigende med tendenser, der overordnet trækker oplevelsen mere ned end op, men andet opvarmningsband, Architects, er ikke intetsigende. De er decideret dårlige.

Dog må man give dem, at de allerede indenfor første nummer formår at fylde mere på scenen, end Mammoth WVH gjorde i deres 30-minutter lange set. Det er dog primært instrumentalisterne, der står for energien, da frontmand, Sam Carter, super casual og alt for hverdagsagtigt spadserer rundt på scenen i jakke og solbriller.

Efter noget tid kommer der mere energi i ham, og han formår samtidig at få energien frem i publikum i form af hujen og buhen, når han fremviser en FCK-trøje til de antageligt 40.000 gæster i aften.

Når Architects er på scenen, får du metalcore for alle pengene. Dog er det en ærgerlig ting at skulle betale for at se, da deres flødeomkvæd og ‘chugga-chugga-breakdowns’ ikke er nok til at hive oplevelsen op på et tilfredsstillende niveau. Det bliver for meget lir i form af den formulariske tilgang til metalcore.

Decideret synd og tæt på sørgeligt er det, når der bliver opfordret til circlepits. I Parken… Det i sig selv er allerede svært med Metallicas sceneopstilling, der ikke giver plænens koncertgængere meget frirum, men også svært at få folk til, når ingen virker til at være særlig engageret i musikken.

Credit går dog til Sam Carter for ikke at blive ved med at opfordre folk til at bevæge sig. Overordnet står Architects med en tjans, de ikke kan fuldføre, og det går igen hen og føles som 55 minutter med baggrundsmusik. Jeg tror, det hovedsageligt er grundet omstændighederne, og ville fungere bedre på et mindre spillested. Nok stadig ikke godt, men i hvert fald bedre end nu.

Metallica

Angående ventetid skulle vi alle vente længere end forventet, da Metallica går på efter 30 minutters forsinkelse. Det resulterede i tre gange, hvor alle Parkens gæster rejste sig op, fandt telefonerne frem for så at sætte sig ned igen og anerkende, at de måtte vente længere tid på metalmastodonterne.

Men efter cowboyfilmfremvisninger på storskærmene og stenhårdt raserthrash i form af “Creeping Death”, der fræser derudaf, kan man godt tilgive dem. Og tilgive dem endnu mere, når efterfølgende nummer er tunge “Harvester of Sorrow”, der også bliver fremført med en enormt betydelig gennemslagskraft. Gennemslagskraften er dog ikke nok til at lægge skjul på sjusk fra Lars Ulrich bag trommerne.

Efter få ældre numre kommer der en håndfuld nye numre fra deres seneste album – 72 Seasons. For at sige det mildt: Folk er ikke begejstret. Det var vi heller ikke, dengang vi anmeldte pladen. Og samme tanke opstår live: Det, vi ser foran os lige nu, er virkelig kunsten af at være Metallica. Definitionen af “stadionmetal”, der bliver mødt med bifald ved hvert nummers ende, også selvom det er sløvt.

Instrumentalduetten mellem guitarist Kirk Hammet og bassist, Robert Trujillo, samt nummeret “The Day That Never Comes” føles som ligegyldigt fyldmateriale for at opnå konceptet No Repeat Weekend med en sætliste uden gengangere de to dage, de spiller i Parken.

“Orion” og “Nothing Else Matters” løfter stemningen igen. Her er det særlig tydeligt, hvorfor Metallica har den status, de har. Det kan gode være, at “Nothing Else Matters” er blevet spillet til død, men den forener folk på tværs af generationer, og det er dejligt at se.

Progressivt og tungt bliver det under henholdsvis “Blackened” og “Sad But True”, der tænder flammen hos koncertgængerne igen efter en neddæmpet stemning under “Nothing Else Matters”. Yderligere bliver sceneshowet vildere og dummere med ild under “Fuel” og massive badebolde under “Seek and Destroy”, der må genstartes, grundet sjusk fra Lars Ulrich igen.

Massivt er det også, når bandet slutter sætlisten på “Master of Puppets” med sine karakteristiske thrashelementer, som bliver fuldført glimrende af bandet – på nær Lars Ulrich. Igen. Det er gevaldigt guitarmakkerskab, når James Hetfield og Kirk Hammett i lyntempo downpicker guitarstrengene og udfylder det tunge lydbillede.

Metallica leverede lige præcis det show, jeg havde forventet. Samtidig var der ting, der skuffede mig mere end forventet, som hvorfor Lars Ulrich ikke interagerede mere med publikum, nu hvor Metallica spiller på dansk jord, eller ting som den generelle stemning under specifikke numre, hvor publikumsgnisten bare ikke var betydelig. Dog er det Metallica, og de besidder en status, der gør det overvældende bare at være til stede, også selvom de ikke rammer plet.

Se det store galleri af Louise Petersen herunder: