Hardcorens kunst

Decorticate

Aftenen lægger ud med en omgang grindcore/powerviolence af københavnske Decorticate. Tremandsbandet består af David Hating (guitar og vokal), Adam Marques (bas og vokal) og Mikkel Jensen (trommer), hvor hvert medlem gør sit yderste for at levere en voldsom og kaotisk lytteoplevelse.

Bandet gør sig selv til kende på scenen, og publikum skal ikke vente længe, før de bliver præsenteret for aftenens første lydvæg. Guitaren kan høres klart i lydbilledet, mens bassen brager derudaf og lægger et tydeligt og robust grundlag for musikken – også selvom der bliver joket med, at man alligevel ikke kan høre forskel på deres musik med eller uden bas.

Tit lyder voldsomme genrer som grindcore og powerviolence hektiske og fremstår som om, der ikke er nogle tanker bag kompositionerne. Samspillet hos Decorticate er dog ret struktureret. Hvis man lytter ordentligt efter og er opmærksomme på de musikalske signaler, kan man høre en tydelig struktur i musikken, hvor guitarriffsne nogle gange lyder som en god gammel omgang rock’n’roll, hvis de var spillet i stil med grindcore.

Decorticate bød publikum fint på en god omgang smadder i ægte grindcore-manér. Deres set var kort og hurtigt og sørgede for at varme aftenens gæster ordentligt op til næste band.

GRAVA

Aftenens andet band er københavnske GRAVA, der spiller en doomet omgang sludgemetal med vægt på hardcore-aspektet, når det kommer til vokalen. Bandet består af Atli Brix Kamban (guitar og vokal), Niels Asger Svensson (bas og vokal) og Casper Axilgård (trommer).

I modsætning til Decorticate så går alting ikke hurtigt her. Selvom man indimellem støder på nogle hurtigere sektioner, så foregår størstedelen af GRAVAs musik i middeltempo, hvor fokus er på tunge og guitarknasende lydbilleder. Meget af showet foregår også i det instrumentale, hvor den rå vokal til tider kommer ind for at akkompagnerer det tunge samspil.

Til start fungerer det meget godt, og de langsomme guitarer får publikum til at stå og headbange synkront med på riffsene. Men efter bandet fortsætter med samme tilgang til mange af numrene, nemlig tungt og langsomt, begynder jeg at stå og småkede mig lidt, da musikken ikke ændrer sig særlig meget.

Der bliver sluttet af med nummeret ”The Pyre”, hvor det virker til, at bandet skruer energiniveauet lidt ekstra op. Det fungerer godt, men selvom dette nummer lyder til at variere mere end forrige, så bliver det også en smule forudsigeligt især den repetitive outro, der gentager sig selv alt for mange gange.

GRAVA ved, hvad de laver musikalsk og går tydeligvis efter en meget specifik lyd, hvilket de så sandelig også opnår. Dog virkede den en smule uinteressant i aften, hvilket er en skam, da bandet eksperimenterer med genrer, der ofte ubesværet går hånd i hånd.

Lifesick

Hovednavnet er ingen ringere end Lifesick. Skulle man ikke kende til Lifesick eller deres liveshows, så spiller de benhård hardcore, der med garanti sørger for, at kokkerere en moshpit eller wall of death i koncertgryden.

Normalt er drengene i Lifesick fem mand på scenen, men i aften måtte vi nøjes med fire, da guitarist, Nikolai Lindegaard, er på barsel. Bandet træder ind på scenen og starter med det sædvanlige åbningsnummer, ”Wolf Amongst Rats”, fra deres seneste album, Misanthropy.

Lyden er rigtig god fra start, og selvom Nikolai Lund (guitar) er alene på guitar i aften, så bliver sangene og riffsne leveret med præcision, der ville give topkarakterer, havde det været en skoleaflevering. Simon Shosan (vokal) er enormt godt til at skabe en stemning, ved gentagne gange at råbe til (og af) publikum og fremføre numrene med en udstrålende entusiasme.

Udover nogle af de ofte spillede fanfavorit numre så bliver vi også præsenteret med numre, der ikke bliver spillet live særlig ofte – og endda også et helt nyt nummer. Det nye nummer, ”Reverse Birth”, fastholder den genkendelige Lifesick-lyd og sørger i den grad også for at vedligeholde publikums høje energiniveau.

Adskillige moshpits udbryder i løbet af aftenens koncert, og en kæmpe wall of death bliver formet til nummeret ”Torment of Life”. Der bliver også tit opfordret til, at man skal skubbe til sidemakkeren eller deltage i hyggeslåskampene. Lifesick har altså ikke planer om at nedkøle publikum på noget tidspunkt. Nummer efter nummer bliver man præsenteret med soniske cirkelspark, der fungerer som hårdtslående lydmæssige knytnæveslag.

Aftenens publikum holder heller ikke tilbage, når det kommer til entusiasmen. Nøjagtige ninjaspark, veltrænede vindmøllearme og konfrontatoriske hardcore-dansende gestikulationer var der mange af, og Simon Shosan sørgede også selv for at fastholde hardcore-synergien ved selv at danse og gestikulere med på numrene.

Koncerten bliver lukket med nummeret ”Lifesick”. Selvom bandmedlemmerne er gennemblødte af sved på nuværende tidspunkt, bliver sidste nummer stadig leveret med et energiniveau på 110 %. Adskillige fans hopper også med op på scenen og headbanger energisk med på nummeret, hvor Simon Shohans kampklare vokal går enormt stærkt igennem.

Dette var ellevte gang, jeg har set Lifesick live, og de har endnu ikke skuffet mig. Live-energien er altid høj, og alle drengenes entusiasme skinner prominent. Det kan kun anbefales at tage til en Lifesick-koncert, hvis du skulle have muligheden og gerne vil blæses bagover.