Anmeldelse af VOLA – Friend of a Phantom. Udgivelse d. 1. november 2024 via Audible Music.
VOLA taler ikke kun om fremtiden – de spiller som om, de er allerede i den.
I 2021 udgav dansk-svenske VOLA deres tredje, seneste album, Witness, som var et fremragende album. De er en “hybridgenre-band” med progressiv, melodiøs, metalcore-/djent- og til tider også elektroniske vibrationer og en klar vokal af Asger Mygind, der mest minder mig mest om Jonas Bjerre fra Mew. På When Copenhell Freezes Over i 2020 så jeg dem, hvor både BAEST, Bersærk, Siamese og D-A-D stjal showet, men på dette udspil løber de med al opmærksomheden.
I slut september udkom singlen, som også er albumåbneren, “Cannibal”, med Anders Fridén fra In Flames, og dér overgav jeg mig (endnu en gang). Kontrasten mellem Fridén og Myginds stemmer var noget nær metal-yin-yang-afbalanceret perfektion, ligesom Myginds egen vokalrange, bare større.
Omkvædshooket: “You summoned a cannibal” er ørehængende som bare pokker. Især med de øvrige instrumenter; Martin Werner på keyboard, Adam Janzi på trommer, Nicolai Mogensen på bas og Mygind på guitar. Werner og Mygind er de eneste originale medlemmer tilbage fra 2006, og man kan godt mærke deres musikalske kemi mellem højtalerne.
“Break My Lying Tongue” har et voldsomt elektronisk “rave”, men det passer godt til sangen, så det gør kun det hele bedre. Også “Glass Mannequin” og “Bleed Out” har gode dynamikker, som gør sangene lytteværdige, heriblandt “We speak in future tense / Into violence … I am covered in blood / I AM COVERED IN BLOOD” er delvist clean og growl – det er en kraftfuld tour de force.
“I don’t want to throw this glass javelin / I don’t want to watch it fly / I don’t want to break my glass mannequin once again” fra “Glass Mannequin” er et foruroligende mere stille nummer, men den har stadig pondus – et godt eksempel på et godt antiklimaks.
Sangene med de mundrette titler “We Will Not Disband” og “I Don’t Know How We Got Here” har også mange kvaliteter, som kun bliver bedre ved flere gennemlytninger.
Efter “Paper Wolf” taber VOLA ikke terræn, men tempoet bliver bare mere melankolsk og “roligt”, men det er stadig virkelig godt. VOLA balancerer på en knivsæg mellem at være rock og metal, og den kombination fungerer overraskende godt – især hvis man kan lide begge genrer. Forsanger og guitarist, Asger Myginds, stemme er, som tidligere nævnt, ekstraordinær, så den og lyrikken bærer meget af musikken, selvom de tunge elementer og instrumenter også gør deres for ikke at blive glemt og overhørt.
Der er ingen dårlige numre – heller ikke “Paper Wolf”, som jeg i starten var lidt skeptisk overfor, men som voksede på mig. VOLA har international klasse og råber på at blive spillet på Refshaleøen, og det må meget gerne være allerede til sommer.
Friend Of A Phantom er en lille my bedre end forgængeren, Witness, og en stor kandidat til at blive årets danske udgivelse!
Der er ingen tvivl om, hvad VOLA vil. De vil vinde, og dét gør de overbevisende!