Anmeldelse af: Lamb of God – Omens. Udgivet 07. oktober 2022 via Nuclear Blast Records.
Der er få metalbands, som kan få mig op af stolen på samme måde, som kvintetten fra Virginia, kendt som Lamb og God, kan.
Metalgudernes ukronede lam har siden de tidlige 90ere skænket verden en god blanding af heavy og thrash, hvilket er en kombination, som rammer plet hos de fleste metalfans – inklusiv mig.
Mens mange bands har forgrenet sin genre ud til elektronisk, poppet eller melodisk metal, så holder Lamb of God godt fast i sine rødder, mens de fortsat udvikler og forbedrer sig – og dette fremgår tydelig på denne nye plade, navngivet Omens.
Albummet åbner med nummeret “Nevermore,” som banker lige ind i øregangen og kridter banen om for, hvad jeg kun kan forvente, bliver et hårrejsende lækkert album. Mark Mortons svedige riffs blandet med Randy Blythes dyriske brøl formår aldrig at skuffe mig. Produktionen er lige så knivskarp, som den altid har været, og det er tydeligt at mærke, at der er blevet lagt godt med kærlighed i bandets niende album
Nummeret “Vanishing” disker op med en helt exceptionel velkrydret blanding af rå thrash og hardcore riffs. Især Mark Morton får lov til at vise, hvad hans magiske guitarfingre kan udrette på dette nummer. Morton serverer kaotiske, men præcise riffs, der får samtlige glædeshormoner til at køre om kap i hele min krop.
Den gode thrash tone bevæger sig videre over i nummeret “To The Grave.” Lamb of Gods kanondygtige trommeslager Art Cruzs tordnende trommespil tager intensiteten til helt nye højder på dette velkomponerede nummer. Jeg var skeptisk, da Chris Adler tog sin afsked fra bandet, men jeg må sige, at Cruz virkelig ikke har skuffet mig som Lamb of Gods nye trommeslager.
Intensiteten stiger endnu mod nye højder på nummeret “Ditch,” som hurtig bliver en af mine personlige favoritter. Der er en fed veksling mellem tempo og intensitet fra start til slut, så din opmærksomhed holdes i et jerngreb.
Jeg er vild med, at Lamb of God holder deres numre short and sweet på denne skive. Jeg kan simpelthen ikke være den eneste, der sidder og keder mig lidt til stv minutters lange intromelodier (Dream Theater, I am looking at you!) nogle gange vil man bare gerne direkte til sagen og høre nogle fucking breakdowns.
Omens byder på 10 numre, som er skåret ind til benet, hvoraf de fleste kun er omkring 3-4 minutter lange. Der er altså ikke så meget pis. Vi kommer fra A til B med 10 gode quickies, og det gør sgu tricket for mig.
Titelnummeret, “Omens”, er en god afstikker fra albummets ellers aggressive tone. Den starter ud med lidt blødere rockede melodier, før den udvikler sig til et skarpt bagholdsangreb af heavy metal. Jeg kan godt lide afvekslingen, men efter at have hørt hele pladen, så ligger nummeret “Omens” ikke i toppen for mig.
Pladens mest interessante afstikker kommer allersidst på pladen med nummeret “September Song.” Når jeg siger afstikker, så mener jeg, at denne sang lægger sig mere op ad den progressive genre, end noget andet Lamb of God har lavet. Sangen er melodisk, legende og endda helt dramatisk til tider. De sidste minutter i sangen er akkompagneret med orkester og dramatisk råb i kor, flettet ind bag Randy Blythes vrede vokal. En anderledes og modig lille bid musik her sidst på albummet, som jeg faktisk var positivt overrasket over.
Lamb of God beviser deres imponerende store evner med en perlerække af numre, hvilket kun cementerer deres status som en af de mest fremtrædende navne i metal musikkens historie – i hvert fald ifølge mig!
