Alice Cooper

Hvem hjælper hvem mest?


Anmeldelse af: Loud Krazy Love. Af: Trey Hill og Scott Mayo.

Når man stort set altid har levet som rockstjerne, kan det være svært at se nattehimmelen for bare stjerner.

 

Sidste år blev der fremvist en dokumentar-film om guitaristen Brian “Head” Welchs genkomst til KoRn samt forholdet til datteren Jennea, hvor hovedfokus er på udviklingen af sidstnævnte, ved flere filmfestivaler, hvor filmen høstede relativt gode anmeldelser sammenlagt.
Selvom filmen endnu ikke har fået (mulig) biografpremiere i Europa, så blev det fra i sommer muligt at få filmen på DVD, hvorfor vi her på Metal A Day bringer en anmeldelse af filmen.

Denne anmeldelse vil være tredelt og fokusere på følgende elementer: Baggrund, æstetik og indhold.

 

Baggrund: KoRn er stadig store i USA. De er langt fra den størrelse, som de havde omkring årtusindeskiftet, hvor de næsten kunne gå på vandet og sagtens kunne konkurrere med de store popartister i de år.
Herhjemme har specielt én generation værdsat KoRn i større eller mindre grad, og de er en guilty pleasure for mange andre, og de er netop annonceret til Copenhell 2020, hvor de med garanti kommer til at optræde på en af de store scener på et sent tidspunkt, hvilket siger noget om, at de stadig er aktuelle – og deres vedvarende strøm af udgivelser (i varierende kvalitet) har blot bidraget til, at de ikke er gået hen i glemslen.

Hvis vi starter historien med den velkendte konstellation af KoRn, lige før de havde udgivet deres selvbetitlede album i 1994, så bestod bandet af: Jonathan på vokal, Munky og Head på guitarer, David på trommer og Fieldy på Bass.
Bandet fortsatte helt frem til år 2005, før der skete en drastisk udvikling i besætningen af bandet, da Head i februar måned det år valgte at forlade KoRn for at kvitte stofferne, fokusere på sin datter og følge Jesus’ sti.

Mildt sagt var de andre medlemmer ikke glade for denne beslutning, men en egentlig erstatning i Head, der kunne få lov til at stå ligeværdigt på scenen med de andre, fandt de aldrig; deres hyrede hænder fik altid behændigt lov at befinde sig bag bagtæppet og spille.

I 2013 returnede Head så som fuldgyldigt medlem af KoRn, og alle sår så ud til at være helede, alle var glade og forsonede sig. Derfor var jo oplagt at lave en film om alt det, der fik Head ud fra KoRn, hvad han lavede i mellemtiden, hvordan han fandt tilbage til KoRn, og hvordan de alle klarer sig nu.

Netop dette fandt instruktørerne Trey Hills og Scott Mayo på, at de ville gøre. Gutterne har intet nævneværdigt CV, men idéen og tanken var der, så det var bare med at komme over stepperne, når KoRn-faktoren sikkert ville kunne lokke mange i biograferne.
Head med-finansierede også filmen, der så netop så lyset i 2018 under navnet “Loud Krazy Love”, hvorfor det på ingen måde er en ufarvet film, men mindre kan også afsløre knaster. Vinklen i filmen var dog ikke (udelukkende) Heads retur til KoRn, men hovedsageligt på det bånd, han skulle forsøge at knytte til datteren, Jennea, som han havde forsømt så længe og gerne ville rette op på og være en god far for.

Så meget for gode intentioner, men det vender vi tilbage til…

 

Æstetik: Produktionen holder ethundrede. Den er skabt med umiddelbart det bedste udstyr, man kan opdrive til den slags, og der må være lagt mange timer i at præcisere de forskellige klip, lave voice over og alle de andre ting, og det gør det til en helstøbt dokumentar på halvanden time, der angiveligt skulle kortes meget ned fra sin oprindelige udgave.

Materialet består af nye optagelser og interview med Head og de nuværende medlemmer af KoRn samt nogle gamle VHS-optagelser af KoRn og Heads datter, da det hele virkelig blev stort for bandet (cirka 80 procent af optagelserne er dog at finde på bandets egne video-udgivelser “Who Then Now” og/eller “Deuce”, så på den front er der intet nyt at komme efter).
Der er også optagelser af Head og datteren til forskellige arrangementer, der ikke bliver udpenslet nok til, at man forstår som seer, hvorfor de er der, eller hvad sammenhængen er kronologisk.

Omdrejningspunktet er Head, der i begyndelsen af filmen – uden videre årsag end måske en metafor for at afsondre sig for at tage stoffer – tjekker ind på at faldefærdigt hotel og fortæller den (velkendte) historie om hans deroute, hans exit fra bandet og at finde Gud.
Den nyere fortælling starter først her, hvor en virkelig moden datter i Jennea kommer ind i billedet og fortæller sit synspunkt af oplevelserne dengang, og hvad de gjorde, da Head ikke var en del af KoRn længere.

Informationen, indtil Jennea kommer ind i billedet i filmen, er velkendt for de inkarnerede KoRn-fans, der kan finde materialet i de tre (fire, hvis man er nøjeregnede) bøger, som Head udgav i kølvandet på at forlade bandet, hvor opgaven som alenefar da også bliver udpenslet en god del.

Og angående informationen:

 

Indhold: Min første anke med indholdet i “Loud Krazy Love” er egentlig ikke så meget “problemet” med, at Head har haft redigeringsmulighed i materialet, for ellers havde vi nok ikke fået nogle ord – overhovedet – ud af ham eller de andre bandmedlemmer i KoRn.

Min anke er mere (og jeg taler uden at have erfaring), at hvis Head bare var halvt så meget væk på stoffer i den periode, han beretter om, hvor meget er så genfortælling, som det er en refleksion efterfølgende om at retfærdiggøre de handlinger, som han foretog dengang i bandet og for efterfølgende være en bedre far?

Eller faktisk mangel på samme. For når man ser filmen udfolde sig, og man ser Head virkelig bekende sine synder (der gemmer sig vist en joke, hér) til kameraet og forklare, at han virkelig bare gerne ville være en god far, gør han det egentlig ikke rigtig i filmen frem til, når rulleteksterne indfinder sig.

For det hele handler om ham.
Dette skal ikke forstås som, at seerne nok nærmere vil høre om KoRn, Head og oplevelserne med det, end de gider høre om, at en rockstjerne skal skifte ble på et lille barn. Men omdrejningspunktet for alle Heads forklaringer falder hele tiden tilbage til noget i retning af: “Hmm. Hvis jeg nu gør sådan her, så kan jeg stadig tjene penge, være kendt og leve i luksus, og det vil gøre min datter godt!”
Head siger noget nær aldrig: “Hvad har min datter reelt godt af, at jeg gør?”, hvor han meget siger: “Hvad vil jeg nu gøre sammen med min datter?”. Det kan lyde som den formulering, men der er en stor forskel.

Enhver forælder vil fortælle dig, at det er et stort ansvar at have bare et enkelt barn, og man skal tilsidesætte ens behov i rigtig lang tid, for at dette barn kan få de bedste tarv i livet. Dette gælder ikke så meget for Head.
Jeg tror ikke, han havde intentioner om at være en dårlig far, men han var til fals for stofferne, og når han så forlod bandet, indså han, at Jesus ikke betaler regningerne, men livsstilen ville han stadig gerne have. Så kan han parkere datteren hos en barnepige, en ‘sekt’ eller lignende, der kan tage sig af barnet, mens man selv forsøger at få karrieren op at køre igen ved at skrive bøger, danne bands, stifte et musiklabel og konstant rykke teltpælene op, så Jennea aldrig får faste rammer – uden den store succes for Head, fordi han nok altid har haft folk til at klare den slags for sig.

I en famøs scene i filmen, hvor det hele angiveligt er værst for familien, siger Head, at han må lede blandt puderne i sofaen for at skaffe kontanter til Jenneas skolefrokost – mens de befinder sig i en lækker villa med flere soveværelser, en stor garage og en enorm svømmepøl i baghaven…

Da filmen når sit endemål, og alt er i skønneste orden, ser man Head med lange dreadlocks, hættetrøje og eyeliner på, mens hans datter står som en ung kvinde, der glæder sig til at danne sit “rigtige” ståsted i livet og klare sig selv.
Vidste man ikke bedre, så kunne man godt tro, at man så et søskendepar og ikke en far og ens datter til skolebal. Kendte man ikke konteksten, ville man faktisk gå så langt som at sige, at Jennea ligner en, der skal til at tage sig af sin hjemløse far, fordi han aldrig lærte at stå på egne ben, som Jennea nu skal til i livet.

 

Konklusionen for mig bliver, at filmen opnår sit formål ved at fortælle den historie, man forventer ud fra beskrivelsen med flotte billeder og en logisk rækkefølge i (det meste af) klippene, men den ellers ventede konklusion ud fra filmens hovedpræmis om at finde fælles fodslag og indse, hvad der er bedst for ens nærmeste og ikke en selv, føles ret så meget uforløst.

Filmen kan anskaffes HER, og herunder er der en trailer for filmen:

.

.

.

.

.

.

Eftertanker:

– Head udtaler i sin anden bog, “Stronger: Forty Days of Metal and Spirituality “, at han kun ville finde tilbage til KoRn, hvis Jesus i egen person viste sig for ham…

– Den oprindelige trommeslager i KoRn, David, bliver kun indirekte nævnt i én enkelt sætning. Forsøger bandet helt at afskrive ham?

 

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Loud Krazy Love

Discover

Latest

En brandvarm omgang amerikansk wok’n’roll

Anmeldelse af: Skillet. Amager Bio, Kbh. 07. november 2019. Hvis du er fan af positive vibes, upbeat rock og levende stageperformance, så var du formentlig...

Copenhell Metal Cruise 2019 – dag 2

Oslo-båden Crowne Seaways, DFDS, Colombus Suite Nærværende intensitet, bøllerock og diesel-fræs. Andendagen på Copenhell Metal Cruise bød på melodisk metal, postmetal, thrash og heavy duty bomboozle...

Copenhell Metal Cruise – dag 1

Fredag den 8. November 2019 - Oslo Båden/DFDS - Colombus Suite Moshpit-kaptajner, grooves og bølgegang. Første dag på Copenhell Metal Cruise byder på festivalstemning og...

Entombed A.D. – videoanmeldelse

Videoanmeldelse af: Entombed A.D. + Aborted + BAEST. Store VEGA, Kbh. 01. november 2019. Vi fik sendt vores Brutal Corner ind for at anmelde Entombed...

Cellar Darling – Fotoreportage

Fotoreportage fra: Cellar Darling + Forever Still. BETA, Kbh. 30. oktober 2019. Billeder er taget af Tommy Sonne Skøtt.   Forever Still:   Cellar Darling: