Det var IKKE så punket

(Foto: PR)

“Nå, jeg har en hel del ting at snakke om”, siger min følgesvend, efter vi forlader premiereopsætningen på den danske version af Green Day-musicalen “American Idiot”, som – godt gættet – er en musical-version af albummet af samme navn.

Der var faktisk en hel del at diskutere under vores gåtur gennem byen efter endt forestilling,
Hvad var det lige, vi havde oplevet? Hvis jeg kort skal opridse det, så var det i min fortolkning en fortælling om tre knægte (spillet af midaldrende mænd), der hver vælger deres vej i livet: Henholdsvis forstadslivet med gravid kone og tristesse foran TV’et; en tur i krig med tilhørende invaliditet; og storbytilværelsen med tilfældig sex og stoffer.

Min medbragte hjemmedreng var mere kyndig udi Green Days rockopera, der går under navnet “American Idiot”, der udkom i 2004. Personligt oplevede jeg dengang, da pladen udkom, nogle gode poppunk-numre med tilhørende musikvideoer. Efterfølgende lod jeg mig forstå, at der var tale om en sammenhængende fortælling i numrenes opbygning. Det er flot klaret af et band, der angiveligt skulle have skrevet pladen, efter deres foregående indspilninger var blevet stjålet.

Forsangeren fra Green Day, Billie Joel Armstrong, skulle angiveligt selv have skrevet manuskriptet til musicalen. Men om det også gælder en godkendelse af den danske version (hvor alt stadig er femført på engelsk), vil jeg gerne lige have ham på en transkontinental linje for at få opklaret.

Jeg skal være ærlig at sige to ting med det samme: Jeg HADER musicals (enten vil jeg have teater eller være til koncert. HOLD OP med at blande de to ting sammen), og jeg har ikke set den engelske version af “American Idiot”-opsætningen, så en komparativ analyse er udelukket.

Men jeg vil gerne have hr Armstrong i røret for at høre, om han vitterlig har været ophavsmand til den PG13-venlige, semi-Disney-historie, der går under navnet “American idiot”. Du får lige (SPOILER ALERT) et oprids af handlingen her: Uanset hvilken vej, du vælger i livet, ender alt lykkeligt. Nå ja, og stoffer er farlige.

Det er dét. Hvis vi ser bort fra sexscenerne (med tøj på, bevares!) og den åbenlyse flirt – og deroute – med stiknarkomani, så kunne du for den sangs skyld tage din yngre fætter med ind og se “American Idiot” og forklare knægten, at her er tale om version af Grease med de numre, som du selv hørte i en lidt hårdere version, da du var teenager.

Men før jeg bliver anklaget for at være sur for surhedens skyld, skal jeg da sige – uden at være den store kender af genren – at skuespillet var i topform, og livebandet (godt gemt væk) klarede det skide godt. Ja, selv violinerne var live(!)

Så for selve underholdningsværdien – hvis man ikke aner noget om Green Day – er på et stort firtal, men selve fortolkningen bliver på et to-tal, hvor du kan spare din billet væk ved blot at se bandets musikvideo til nummeret “Jesus of Surburbia”, der meget bedre opsummerer fortællingen “American Idiot”.

Sat på spidsen er en dansk fortolkning af musicalen “American Idiot” overflødig, men hvis du keder dig – eller vil be- eller afkræfte min mening – så kører “American Idiot” det næste stykke tid i Den Grå Hal.

For kyndige kendere og fans vil jeg understrege, at der er gået en hel del tabt i fortolkningen af “American Idiot”, men hvis du bare VIL høre Green Days sange fremført uden, at det bliver gjort af bandet selv, kan du da godt slå et smut forbi Den Grå Hal.