Anmeldelse af 3 Inches of Blood + support: Katla, d. 01.08.25 på Hotel Cecil

Et genopstået band kommer forbi kongeriget med support fra nogle Nordvest-gentlemen.

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Jeg har massiv FOMO disse dage, da jeg for første gang siden 2009 ikke er på Wacken Open Air. Heldigvis er der lidt distortion til abstinenserne i indre by. Det var kun i sidste uge, at jeg anmeldte Dead Void og Macabre i selvsamme sal. Hotel Cecil har sandelig styr på deres metal i øjeblikket.

Katla

Rasmus Bang (vokal, trommer), Marc Christensen (guitar, vokal) og Theis Roed Stenberg Thorsen (bas, vokal) bedre kendt som de elskelige doom-metallere Katla udgav i år deres debutalbum Scandinavian Pain og på baggrund af denne skive skal de rundt i Europa med 3 Inches of Blood.

Jeg har ikke lyttet til den nye skive endnu, allerførst var der plader med Disarmonia Mundi, The Man Eating-Tree og Tetrarch. Så denne fredag er første gang jeg skal lytte til de dugfriske sange. Jeg har heller ikke oplevet gruppen live siden A Colossal Weekend i 2024.

Et stort banner med bandets navn og deres fede slagord “kærlighed og satan” pryder bagved gruppen og deres omvendte metalkors står i højre side af scenen. Til lyden af ildevarslende sværd og stormvejr i rødt lys og strobeffekter ankommer trekløveret og med en massiv lyd, åbner de den første dag på deres tour med stor styrke. Der er dog nogle problemer med Bangs vokal og hans ellers vilde skrig ligger lidt for lavt i mikset. Til gengæld går de andre instrumenter, særligt bassen klart igennem og viser numre som “Black Echo” fra deres Overdoser (2022) Split med Czar + “Warcries” fra Warmongering Luciferians (Chapter 1) fra 2020 i stærk kamplysten form. Tunge og fulde af bister aggression. Vi kender det og ved hvad vi kan forvente, og det skuffer aldrig.

På dette tidspunkt i deres karriere fremstår Katla som en næsten urørlig enhed, men vi er ikke mange til stede til at bevidne deres magt. Bevares, et par stykker inklusiv mig selv, headbanger, men taget løfter sig ikke helt. Det er Thorsens 5 års dag med sin partner og dette hylder vi med skrål.

Hvad der ender med at løfte denne koncert op er dog præsentationen af materiale som “Dead Lover (House of Pain)” og “Taurus”. Udviklingen hos dragen er vild og jeg er ikke et sekund i tvivl om at bandet har udgivet deres magnum opus med Scandinavian Pain. Både hvad angår dynamik og hidsighed. Jeg må skynde mig hjem og lytte op inden de spiller hele skiven til Dødsgangen 2025.

Ole Luk kommer ind til sidst og giver den gas med sin vilde vokal. En altid velkomment tilføjelse. Som support var Katla effektiv og gav mig appetit på meget mere. Folk er vist stadig lidt på sommerferie og var ikke 100% med i denne omgang, men denne fredag lover godt for de resterende datoer rundt. Den danske invasion fortsætter.

Vi ses senere i august i Albertslund!

3 Inches of Blood

MTV Headbangers Ball, nogen der husker det herinde? Mon ikke og i så fald er der helt sikkert et par stykker der mindes da musikvideoen til “Deadly Sinners” fra canadiernes andet album Advance and Vanquish (2004) havde sin faste rotation i programmet. Det var og er en særdeles festlig sang der hylder de klassiske dyder hos heavy metal. Over the top og corny uden at ville undskylde det mindste for sine klicheer.

Og det var vel også denne tilgang der gav Cam Pipes (vokal), Shane Clark (leadguitar), Justin Hagberg (rytmeguitar, vokal), Ash Pearson (trommer) og Nick Cates (bas) succes med 3 Inches of Blood i en del år. Der kom 3 yderlige udgivelser til, inklusiv den sidste fuld længde, Long Live Heavy Metal (2012), inden at bandet stoppede i 2015.

I 2023 spillede de et enkelt reunionshow, der endte med at føre til en fuld gendannelse. De har ikke stået på dansk jord siden 2012 i Pumpehuset. Så nu er spørgsmålet, om de kan genoplive deres speed metal med nok overbevisning så mange år senere?

Jo tak der er fart over feltet da jeg stiller mig foran scenen. Der kværnes derudaf i en storm af guitar, kække riffs, soloer og high pitch sang fra Pipes + hæse skrig fra Hagberg, der ligner Fun Boy fra filmen The Crow (1994). Igen driller lyden og flere gange forsvinder vokalerne. Det er ærgerligt og denne tendens går op og ned hele showet igennem.

Der spilles satans højt, dette er der umiddelbart ikke noget i vejen med på papiret, men i aften ender det som en grød, hvor sangene ikke rigtig kommer til sin ret. Det er et ikke godt kaos hvor metalsalmerne ikke helt kan skilles ad fra andre numre på setlisten. Det kan også have noget at gøre med at sangene hos 3 Inches of Blood meget hurtigt bliver temmelig ensformige. Det er absolut godkendt til at hamre bajere og headbange til, men vildt spændende er det faktisk ikke når alt kommer til alt.

Javel ja, men kan det så bruges som soundtrack til at bade gulvet i øl? Ikke denne fredag, hvilket undrer denne anmelder. Men kun et par stykke oppe foran har fat i luftguitaren og lader håret flyve rundt til “Fire Up the Blades” fra Fire Up the Blades (2007) og “Trial of Champions” (2007) fra EP’en af samme navn. Der opstår små moshpits, men størstedelen af publikum befinder sig bagi og ønsker ikke at hoppe rundt. Bandet gør ellers deres bedste for at hive folk med på “Call of the Hammer”, men det er som om at den helt rigtige kontakt med gæsterne mangler denne fredag. Potentialet bobler lige under overfladen til den rigtige form for galskab, men stemningen forbliver uheldigvis uforløst.

På trods af et par “HEY!” og at fansene får kaldt gruppens navn i kor en eller to gange, så er der langt flere øjeblikke hvor der larmes løs fra scenen, men responsen udebliver for det meste. Når så intens heavy i sådan et tempo spilles i over 1 time og mødes af så lidt hurlumhej, bliver det helt akavet.

“Battles and Brotherhood” fra Here Waits Thy Doom (2009) dedikeres til Ozzy Osbourne, og selv om det er en respektfuld gestus så er det på nuværende tidspunkt blevet helt anstrengende at lytte til det mudrede miks. “Deadly Sinners” får som forventet gang i circle pitten. Herefter liver salen mere op, men det er for lidt for sent til at det rigtig kan redde indtrykket af at dette ikke var det ultimative comeback. Langtfra flere steder faktisk. Jeg tror beklageligvis ikke det bliver nødvendigt at se det her igen på Obscure-scenen på Brutal Assault næste uge.

Som jeg bevægede mig ud i natten og imod Hedehusene står jeg tilbage med et delvist svar på mit oprindelige spørgsmål. Ja, man kan stadig danse til 3 Inches of Blood hvis man er i humør til det, men havde metalverden anno 2025 behov for at canadierne blev gendannet?

Nej.

Se galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder