Kataklysmens helligånd

Kristi Himmelfartsdag markerer ifølge kristen tradition dagen, hvor Jesus for sidste gang viste sig for sine disciple og derefter steg til himmels – et øjeblik af både afsked og ophøjelse. Og netop denne følelse af at blive løftet ud af det jordiske og ind i noget større prægede Ulcerates koncert torsdag aften. For på samme måde som Jesus tog til himlen, kom vi som publikum meget tæt på med Ulcerates optræden.

Fange

Ulcerate gjorde det dog med hjælp fra franske Fange, der står for aftenens opvarmning. Jeg får dem beskrevet som en sludget omgang dødsmetal, men den sande genre kommer mere til udtryk, når de faktisk står på scenen og vælter publikum bagover med en hardcorepræget omgang dødsmetal, hvis grundlæggende rødder tydeligt tager inspiration fra industrial og elektronisk – hvilket let kan deduceres alene ud fra den Coil-trøje forsangeren bærer. Faktisk så meget, at de ikke har en trommeslager med på scenen i aften. Det gør dog ikke noget, og der går faktisk relativt lang tid, før jeg lige fanger, at der slet ikke er en trommeslager.

Det lyder måske fjollet som anmelder, men jeg er mere optaget af forsanger Matthias Jungbluth konfrontatoriske spadseren rundt på scenen, mens han med hele kroppen gestikulerer manisk med på bandets samspil. Man kan godt mærke, at de fire herrer på scenen har brugt mange timer i øvelokalet, da riffene og koordinationen ligger knivskarpt til backingtrackets elektroniske trommer og andre forvrængede lydkonstellationer.

Det er meget sejt at have sådan et stærkt og velfungerende lydgrundlag kørende for sig, når man ikke engang er fuld besætning. Det er også meget fedt, at de kan spille så teatralsk i udtrykket alene, når det egentlig ikke foregår meget andet på scenen end en uendelig mængde af epilepsiudløsende stroboskoplys.

Intensiteten er dog uafbrudt, og de hæse brøl fra Jungbluth rammer ikke altid lige så godt, som tilsigtet. Det er så høj energi i nogle sektioner, at det føles som en slåskamp, der er overstået hurtigt for så at komme tilbage igen, når man mindst venter det. Det lyder måske godt, og det er det også – men noget så højintenst som Fange skal føles voldsparat konstant og burde ikke have plads til pusterum. Adrenalinniveau skal ikke hæves i intervaller, men skal fremkalde blodtørsten til dens absolutte udholdenhedspunk – og det
bliver den desværre ikke helt i aften.

Det ændrer dog ikke på, at Fange straffer publikum glimrende i aften med dødsmetallisk industrial og et lydlandskab så urbaniseret og ubehageligt effektivt, som det kunne på koncertens 40 minutters varighed.

Ulcerate

Som hovednavn er der selvfølgelig Ulcerate, hvis transcenderende optræden ikke kun fylder én med følelsen af at blive opløftet men lige så modstridende dræner dig til din kerne og fylder sindet med tanker om ødelæggelse.

Bombardementet af tekniske bas- og guitarriffs, hårdstøbt vokalstykker og ekvilibristiske trommefills trænger uafbrudt igennem aftenens koncert soniske overflader, når bandet starter ud med nummeret “To Flow Through Ashen Hearts”.

Bundniveauet fremhersker sig selv som værende betydeligt højere end hvilket som helst andet dødsmetalband, og en væsentlig professionalisme præger også koncerten, hvilket ses på den måde, hvert medlem står stillestående og koncentreret i sin egen boble af fejlfri eksekvering. Der er et så ubeskedent teknisk overskud fra hele bandet, men især Michael Hoggard, at min makker og jeg ender med at bruge lang tid på at diskutere, om aftenens koncert bliver fremført med backing-track, eller om Hoggard bare er så afsindig dygtig.

Alt fra de dissonante mellemtoner, der hænger i atmosfæren, til de labyrintisk komplicerede riffs, hvor guitarnørderne for alvor kan fiksere nøje på de hurtige håndbevægelser og unaturlige fingerstrækninger over gribebrættet er med til at skabe et
større billede af umanérlig imponerende kompleksitet.

Med helligdagen taget i betragtning giver det mening, at det hovedsagelige materiale, der bliver spillet i aften, er fra deres seneste plade Cutting the Throat of God, der udkom sidste år. Titelnummeret fungerer som aftens højdepunkt, hvor hvert medlem får lov til at vise deres kompetencer glimrende i det antikristne lydhelvede, der bliver etableret.

Det er teknisk dommedag i lydform, og det kakofoniske spektakel bliver aldrig for overvældende eller ubarmhjertigt; intensiteten taget i betragtning. Ulcerate beviser tydeligt essensen af dissonant dødsmetal, der ikke bliver gjort på samme måde som meget andet lignende slags dødsmetal. Denne aften var Ulcerate den ægte helligånd.