Teknisk kaotisk

Photo af: Bjørn Bavngaard

Aphotic

Aftenens første koncert står italienske Aphotic for med deres døds-inspirede doom. Bandet lægger tungt fra start, men desværre er lyden ikke rigtigt med italienerne her til aften, hvor særligt guitarerne har en tendens til at drukne i mængden. Trommerne dominerer lydbilledet totalt. Det er tit svært at høre, hvad de resterende instrumenter egentlig bidrager med, og vi ender desværre ofte ud med en stor mudderkage af lyd. Særligt slemt står det til i de lidt hurtigere stykker, som koncerten alligevel har nogle stykker af.

Fornemmelsen af at bandet har noget at byde på, er dog til alt held for bandet stadig tilstede. Det man kan høre lyder ofte ganske interessant rent kompositorisk. Bandet har et flair for at spille tungt og til tider små-uforudsigeligt, og dette fungerer så absolut også for gruppen, der igennem koncerten lokker det ellers ret tilbagestående publikum til at komme lidt tættere på scenekanten.

Bandets har et godt live-tække og rigtigt god energi. Sammenspillet lader desuden også til at sidde i skabet, i hvert fald når lyden tillader, at man faktisk kan høre samtlige instrumenter.

Aphotic bøvler desværre for meget med lyden her til aften til at de rigtigt kunne brage igennem med deres ellers umiddelbart interessante musik.

Master’s Call

Næste gruppe sætter gennemsnitstempoet en del op. Master’s Call fra england spiller blackened death metal, men der lader også til at være draget rigeligt inspiration fra thrashens verden. Fart er der selvsagt rigeligt af for briterne, der tonser igennem på deres instrumenter.

Desværre er lyden ikke forbedret fra aftenens første koncert, og de mange hurtige stykker kommer derfor til at fremstå ret rodede. Lyden gør, at Master’s Calls udtryk ender ud i en pærevælling af en kaotisk lydmur, hvor det musikalske simpelthen ikke slipper ordentligt igennem til publikum.

Derudover lader det til, at bandet selv har svært ved at finde rundt i musikken. Sammenspillet sidder i hvert fald ikke altid lige i skabet, hvor gruppen lader til at have en tendens til at være uenige om, hvor og hvornår et-slaget skal være. Det gør desværre, at sådanne genrer som død, black og thrash falder lidt til jorden, da det er en del af gamet, at man skal spille rimelig stramt, når man fræser løs på instrumenterne.

Master’s Call falder desværre igennem her til aften, hvor særligt den enormt utaknemmelige lyd kan ses som den store synder.

Abyssal

Det næstsidste band på de skrå brædder denne regnfulde søndag aften er det band, som har lokket denne anmelder hele vejen fra Jylland til kongens by, København.

Abyssal fra England spiller en enormt teknisk omgang ekstremmetal med rigeligt af genreblandinger indenfor den ekstreme musik. Særligt prominent lader black- og dødsmetal at være for gruppens voldsomme og oftest enormt tekniske musik. Ligeledes drages der inspirationer fra den mere avantgarde del af den mørkere metal – altså lige noget for mig.

Frygten sidder dog stadig i baghovedet for, at lyden vil komme til at gøre Abyssals musik for rodet i sit kaos, ligesom den har gjort det tidligere på aftenen.

Enten er der kommet anden lydmand på her sidst på aftenen, eller også har lydmanden fået sig en spand kaffe i fjæset, så vedkommende kunne vågne op, for der er helt klart sket lydmæssige forbedringer i forhold til aftenens tidligere optrædener. Abyssals musik er ellers mere kaotisk, men alligevel kommer den, særligt grundet et noget skarpere lydbillede, til at virke teknisk kaotisk og kalkuleret.

Gruppen har nærmest konsekvent godt med musikalsk knald på, foruden gruppens brede musikalske og tekniske spekter. Det høje tekniske niveau har dog ikke givet bandet særligt stor fantasi i forhold til at begynde numre. Samtlige numre her til aften indledes af fire lilletrommeslag for at markere tempoet, og så går det ellers over stok og sten for briterne.

Det lader ligeledes til at være dette band, størstedelen af aftenens publikum er kommet efter, da der bliver fyldt godt ud foran scenen – godt ud i forhold til det ellers ikke helt så prangende fremmøde, som man havde kunnet håbe på.

Nuvel, det er jo en søndag, og der var Solbrud i går og Suffocation i morgen. Det publikum, der er mødt op, får en god opvisning i enormt teknisk og bredt funderet ekstrem metal, ja, mine øjne skuer sågar en personage helt forrest i midten, der lader til nærmest at være i en trancelignende tilstand. Man forstår det godt, for Abyssal imponeret i den grad med deres bredt og mørkt funderede musik og deres suveræne sammenspil.

Power From Hell

Vi slutter af med et besøg fra Brasilien, du ved, dér, hvor kaffen kommer fra. Power From Hell spiller umiddelbart en gammeldags omgang black metal med ikke så få inspirationer fra den klassiske thrash metal. Det blackede thrash står skarpt sammen med gruppens stil, der naturligvis indbefatter læder, nitter og ikke mindst corpsepaint.

Der er i den grad fart på drengene, der hurtigt får det tilbageværende publikum lidt med på noderne. Det er lettere at sluge og headbange til end Abyssal, så der bliver boppet nogle hovedet i takt til den hurtige og aggressive musik, som blæses ud i ansigtet på publikum.

Power From Hell spiller simpelt, men effektivt. Der er ikke meget slinger i valsen for brasilianerne, der sågar også drister sig til at spille et cover af Bathorys “Satan My Master”. Bandet spiller glimrende og har en god energi og attitude på scenen. Udtrykket spiller i den grad for brasilianerne.

Musikken bliver dog måske lidt ensformig i længden; i hvert fald for mit vedkommende. Der mangler lidt noget variation og dybde for at det bliver helt spændende. Det hurtige tempo hjælper dog de ofte måske lidt trivielle melodier og riffs til at spille lidt federe og sejere, end de ellers ville have gjort.

Bandet ender grundet tidspres med at skære lidt af sætlisten. Den tid, de når at spille, fungerer dog glimrende, og til trods for at være enormt simpelt musikalsk i forhold til Abyssal tidligere på aftenen så virker det egentlig godt med et lige-ud-af-landevejen-show til at slutte denne aften af med.