Overordnede minder det her album, Limited Deadition, mest om Killection (fra 2020). Der er mange fyld “SCG”-mellemspil med forskellige speaks og interludes; 5 ud af 16 er lige i overkanten – men det er Lordi bare generelt.
Det hele starter fint ud med, “Legends Are Made Of Clichés”, hvor klaverintroen lyder som introen til Linkin Parks “What I’ve Done”. Det er egentlig tilforladeligt nok, fordi det er selvironi og humor på bedste Lordi-manér, ligesom det sidste nummer meget passende hedder “You Might Be Deceased”.
Mit største problem med Limited Deadition er, at jeg overraskes meget få gange undervejs. På deres forrige udspil, Screem Writers Guild (fra 2023), er der både “Thing In A Cage”, “The Bride” og “End Credits”, der er decideret gode – her er det kun “Collectable”, der udmærker sig. Godt nok er det “bare” en ballade, men den er meget mere overbevisende end de andre up tempo-numrene, der minder om hinanden. “I’m collectible / but I come with a curse,” lyder enormt banalt, men selve musikken, Gary Moore-guitarsoloen og simpliciteten redder budskabet. Som KISS-princippet siger: “Keep it simple, stupid”.
Generelt redder 80’er-charmen rigtig meget for bandet – fordi det er ikke decideret dårligt, som All For Metal, der opvarmede for Lordi i Pumpehuset sidste år. De kunne måske bare godt bruge en pandemi til at genfinde sig selv. At de udgiver nyt album ca. hvert andet år, er måske også for hyppigt i forhold til kvaliteten; nogle af sangene kunne godt have været udeladt, så der kun var 11-13 numre. Der er ikke engang nogle catchy pop-rock-metal-numre som tidligere singler. Referencerne til KISS, Alice Cooper og 80’er heavy metal er i overtal i forhold til Lordi selv.
“Skelephant In The Room” og “Hellizabeth” kunne godt have været bedre. Selv musikvideoen til “Hellizabeth” minder til forveksling om “Blood Red Sandman” (fra 2004). Så er alle typer for genbrug vist i spil.
Limited Deadition trackliste:
SCGTV XIX the Hexecutioners
Legends Are Made of Cliches
Syntax Terror
Skelephant in the Room
SCGTV Saturday Night Main Event
Killharmonic Orchestra
Collectable
SCGTV Monstersquad Action Figures
Fangoria
Hellizabeth
SCGTV The Hexecutioners Season
Retropolis
Frighteousness
SCGTV Crazee Ralph Promo
Limited Deadition
You Might Be Deceased




