Anmeldelse af Among Phantoms: Remnants (EP). Udgives d. 06.03.26
Den danske metalscene har allerede mange gode udgivelser i 2026, dette er ikke en af dem.
Firkløveret fra Aarhus byder på deres nye EP Remnants på tre numre, der begår sig i den melodiske groovy ende af skalaen. Man kan ikke beskylde de herrer for ikke at komme ind med viljen til at ville starte et svedende pit. Åbneren “In Absentia” drives nærmest af adrenalin, og tankerne ledes hen på både Strapping Young Lad og Fear Factory. Hvad der yderligere trækker lidt op er de melodier, der gemmer sig bag den mere kliniske lyd vi præsenteres for. De detaljer må der gerne fokuseres mere på i fremtiden. Jeg tror sagtens det kan lade sig gøre uden at man ofre aggressionen. Den form for melankoli, der i øvrigt spøger via lidt ren vokal i baggrunden, kan også være med til at gøre numrene mere fængende imens man stadig bibeholder sin voldsomme tilgang.
Vokalen er som sådan ikke noget at skrive hjem om. Der råbes og skriges hæst, og det passer fint i konteksten til de maskinelle rammer der sættes op. Som en dystopisk fremtid, hvor vi har efterladt vores humanisme. Dette ændrer dog ikke på at jeg finder lige netop denne form for stemmeføring monoton efter kort tid. Det skal ikke tage fra sangeren, at han har teknikken i orden, det er bare ikke for mig. Mange dele hos Among Phantoms er veludførte og vi har at gøre med musikere der kan deres kram. Produktionen er ligeledes fin og man har en god fornemmelse af bandets hektiske vision.
Der, hvor det snubler for mig, er at godt nok kan jeg sagtens nikke med hovedet til “Insignificance” og lukkeren “Lost at Last”, men jeg føler ikke at Among Phantoms giver mere nyt liv til en lyd der havde sin storhedstid i 00’erne. Der er intet galt i at ville fremkalde nostalgi eller lade sig inspirere af tidligere giganter og jeg får associationer til både danske Mnemic, Diamond Drive, Urkraft og Vira . Desværre mangler der en identitet der gør at aarhusianerne skiller sig ud. Selv om jeg har lyttet til Remnants af flere omgange, så er der som sådan ikke noget, der sætter sig ordentlig fast som videre mindeværdigt.
Dette på trods af at dedikationen kan mærkes i de frontale øretæver der lægges op til. Når der skrues lidt ned for tempoet og man får lov til at trække vejret, så anes der en mulighed for en større variation, men alt for ofte befinder vi os igen i samme territorium og der smadres derudaf på ny. For meget af materialet er hørt mange gange før og væsentligt bedre. Der flirtes kun delvist med de ingredienser, der kunne have løftet udgivelsen højere op på skalaen. Potentialet er til stede, men der er beklageligvis lang vej endnu, før at Among Phantoms er klar til at imponere med deres nihilistiske sange.
Det ender derfor i en grøft, hvor andre vrag af upersonlige bands er gået til grunde. Jeg håber ikke at gruppen bliver en af dem, for jeg kan godt mærke hvor de vil hen musikalsk og det er prisværdigt. Produktet er bare ikke særligt spændende.
