Anmeldelse af S.L.E.M. 2025: Daze of June + Forever Still, d. 25.01.25 på Lygten Station.

En omgang moderne dansk tråd skulle fyre op under mit gamle nabolag en kold lørdag.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Lavuk Entertainment og Dark Mental Festival har atter slået pjalterne sammen for at skabe en aften med hårdtslående musik. Jeg selv havde fornøjelsen af at spille min første headlinerkoncert med mit eget band til sidste års udsolgte arrangement, og forholdene, de frivillige og fansene, står stadig som en af de bedste oplevelser, jeg nogensinde har haft som artist.

Lavuk Entertainment har som organisation en ideologi om at skabe nogle trygge og aktive rammer for mennesker med udviklingshandicap. At stable noget som S.L.E.M. på benene, hvor disse personer får et ekstra frirum, hjulpet godt på vej af metal i alle afskygninger, giver en stor og vigtig diversitet, og jeg håber, at organisationen vokser og fortsætter deres fine arbejde i fremtiden. Stor respekt herfra!

Derfor var det med en vis iver, at jeg efter en arbejdsdag og et kort besøg til en forsinkede julefrokost satte mig op på min cykel iført min battlevest, Hexis-hoodie + min Hypocrisy-tour-t-shirt og drog ud i natten.

Forever Still

Dannet i 2013 af Maja Shining (vokal) og Mikkel Haastrup (guitar) udgav gruppen 3 EP’er, Breaking Free (2013), Scars (2014) og Save Me (2015), før debutalbummet, Tied Down (2016), udkom på selveste Nuclear Blast Records.
Jeg var med det samme stor fan af deres gothic alternative-metal, der drog inspiration fra bands som Evanescence, Lacuna Coil og Within Temptation. Den svære toer, Breathe In Colors (2019), var endnu et homerun i min bog. Dog har jeg ikke været lige så fanget af det nyere materiale fra The Line (2023), der er udgivet via A Distant Light.

Jeg så først bandet live til When Copenhell Freezes Over i 2017, og siden da er det blevet til to shows: På BETA med Cellar Darling i 2019 og senest på Forbrændingen i 2023 med Eleine. Det skal nok blive et godt gensyn. Med på scenen har de Inuuteq Kleemann (guitar) og Viktor Enebjörn (trommer).

Atter er S.L.E.M. udsolgt og det er fedt at opleve opbakningen fra miljøet endnu engang. Der er et banner i hver side af scenen og jeg finder mig til rette oppe foran. Med “Fight!”, “Awake the Fire” og “Survive” åbner Forever Still ballet og vi får vi en hårdtslående trio af metalsange der får skubbet koncerten i gang med stor energi. Shining demonstrerer i høj grad sine evner som sanger til fulde, men selv med et tændt band i ryggen, så når musikken kun de forreste rækker i denne omgang. Lidt feedback forstyrrer, men kommer heldigvis hurtigt under kontrol.

Størstedelen af publikum klapper fint og hujer, men forholder sig mest passivt. Det er lidt ærgerligt, for Forever Still spiller en genre som nærmest ingen andre på den danske rockscene og det burde udløse mere support. Det lader dog ikke til at påvirke gruppen, der med gåpåmod fortsætter og energibundtet Kleemann er flere gange at finde ude på gulvet blandt gæsterne i løbet af koncerten. “Can’t Begin To Explain” bærer præg af en lyd, der adskiller sig mere fra metallen på de 2 første plader med mere fokus på atmosfære. Særligt når keyboardsene bliver skubbet i front og der er en pause fra distortionguitarerne. Det er også en evne, Forever Still besidder, men det er dog ikke med til at sætte mere liv i showet.

Dog bliver den herligt aggressive “Breathe In Colors” leveret med både nerve og råhed af Shining, og jeg selv får selv også råbt med efter bedste evne. Det er skønt at høre balladen “Miss Madness” igen. Det nummer rummer så mange af de styrker og emotionelle dybder, der gør Forever Still til et så interessant projekt. Desværre kæmper Shining lidt med vokalen under netop denne sang, dog kun i sidste omkvæd.

“Rewind” er endnu en flot opvisning i melodisk metal og hele bandet forholder sig velspillede. Men kun os, der er helt tæt på, virker til at værdsætte showet. Her slutter koncerten, selv om “Scars” er på setlisten? Underligt ikke at lukke med en af deres største hits, men det kan der jo være flere grunde til.

Live var der kun få skønhedsfejl og jeg er spændt på hvilken vej bandet går på trods af at jeg stadig ikke er stor fan af materialet fra The Line. I denne omgang tog Lygten Station dog ikke helt imod det storladne og følsomme materiale, så den helt store forløsning udeblev desværre for størstedelen.

Daze of June

I 2024 blev det til 2 koncerter med metalcoreveteranerne i Daze of June. På Hotel Cecil med Outcast Complex og Ghost Iris og til Prime Core Meltdown i Byhaven med Ashes of Billy og Cold Culture. Nu snakker vi 2025 og med et kommende nyt album på vej, så skal der synges med igen.

Med store smil og en smittende udadvendt attitude vil de herrer have gang i festen, og med numre som “Black Eyed” er de store armbevægelser i gang såvel som breakdowns. Her er der straks mere liv i rummet og flere vil op og crowdsurfe. Et par fans tager endda chancen og hopper på scenen ved siden af forsangeren Benjamin Julian Ganzhorn. De bliver mødt med kram og venskabelige arme over skulderen. Jeg er stadig ikke helt kommet med på de nye singler som “Matriarch” og “Secret Door”, men jeg kan ej heller fornægte hitpotentialet og effekten sangene har på mig. Der bliver sagt at gruppen er glade for at optræde i aften da de skulle have været her sidste år. Og modtagelsen er da også langt mere passende og jeg selv føler som altid “Son”, der rammer noget dybt i mig og min egen historie.

Både numre fra Heart of Silver (2018) og Tainted Blood (2021) bliver viklet ind i hinanden til en dynamisk setliste, men personligt savnede jeg “Two Suns”, “June” og særligt “Shade”. Sidstnævnte tror jeg ikke at jeg har hørt siden bandet spillede på Gimle i 2021 med Tranquilized, Between Oceans og Unseen Faith. Jaja, sådan kan man jo altid have sine små præferencer.

Et lille men, ville dog være, at ganske vist, er temperaturen steget, og jeg er da ikke den eneste, der har smidt trøjen, men jeg har oplevet Daze of June har fanget et publikum bedre. De har med deres mange koncerter sat et højt niveau for dem selv og i denne omgang er de overgået af deres egne tidligere præstationer. Det hjælper måske heller ikke at der ikke er mange i det udsolgte rum, der er friske på pitten og hellere vil holde sig i baggrunden. Bevares, enhver har da også ret til at nyde koncerter på hver deres måde. Så måske er det ikke mosh der dominerer på gulvet, men de mange smil kan man ikke tage fejl af og “Four Knives” sætter et solidt punktum for en aften hvor sammenholdet igennem musikken atter skinnede igennem til S.L.E.M.

Vi ses igen i 2026! Og i kan sagtens booke et større venue!

Se hele galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup