Anmeldelse af Signs of the Swarm + Cabal m.fl., d. 20.11.24 i Pumpehuset, Kbh.

Pins & Knuckles Faces of Death Tour 2024 lover sved og tæsk i en ubønhørlig vild grad. Kan den leve op til dette?

Foto: Anders Groos Mikkelsen

I vante rammer i Pumpehuset stod jeg overfor en bunke forskellige bands, der hver især arbejder med core-genren. Jeg er inde i en stime, hvor jeg bliver lidt hurtig øm når jeg er på heavy metal-dansegulvet, men trods mine 33 år og ikke eksisterede korsbånd så skal jeg ud og danse.

Det oprindelige hovednavn Veil of Maya droppede desværre ud før tourstart, men the show must go on, så af sted på cyklen fra Strøget i min Hexis-hoodie. Der er en lille kø ude foran og det er altid rart at se folk møde op i god tid på trods af kulden.

Da jeg bliver lukket ind, skal det vise sig at koncerterne skal foregå i den store sal. Jeg har dog en fornemmelse af at det ikke er det rette sted, da der er meldt et beskedent antal mennesker til begivenheden og det kan ende med at føles ret tomt. Men jeg kan jo tage fejl.

To the Grave

På en af mine utallige ture ude i Bandcamps mørke afkroge, hvor jeg plejer at finde min pornogrind og min slam, stødte jeg på et fantastisk grotesk cover, hvor en kvinde og en gruppe børn æder en bison. Det var Everyone’s A Murderer (2024), nummer 3 fuldlængde fra det australske band. Netop denne seneste udgivelse fortæller om de grusomheder dyr må lide på grund af menneskeheden. Budskabet er også at støtte de aktivister omkring på kloden, der kæmper for dyrevelfærd på bekostning af deres eget ve og vel. Et nobelt ideal der er pakket ind i ond deathcore. Jeg glæder mig til at opleve det her live.

Iført en grisemaske der ville gøre selv Jigsaw misundelig, kommer forsangeren ind med resten af bandet, og der bliver ikke spildt tid med at opildne til mosh, headbanging og andre stunts på gulvet. Det er lige ved at være for meget med snakken om at gå amok, der skal være en balance imellem at lade publikum blive draget ind i musikken selv og invitere dem indenfor. Hvis der er for mange krav om det ene eller det andet, kommer det let til at blive for meget og føles irriterende.

To the Grave har heldigvis nok onde brutale breakdowns, pig squels og velskrevne numre som “Set Yourself On Fire (In Public)” og “Burn Your Local Butcher” til at gæsterne langsomt bløder op. Det kan dog ikke benægtes, at vi ikke er nok til at fylde den store sal, og det er langtfra alle, der deltager i festen og gulvet foran scenen er tomt meget af tiden. Dog holdes dampen oppe til en vis grad af lede soloer og en intens indsats fra bandet. “This is for animal liberation by any means necessary” råber vokalisten, så er den pointe vist hamret igennem med rigeligt fed distortion. Der opstår da også en fin lille circle pit som showet skrider frem. De var dog hæmmede af en for stor scene, men jeg vil gerne se hvad de kan udrette under lidt mere passende rammer.

Min koncertdate hører forkert på navnet, så det bliver til tudefjæs. De eneste der kommer til at græde, er vist de dyremishandlere der skal forbi To the Grave.

Varials

Fra Pennsylvania skal vi starte med metalcore. Dannet i 2013 består bandet af James Hohenwater (leadguitar), Mike Foley (bas), Sean Rauchut (trommer), Shane Lyons (rytmeguitar) og Mitchell Rogers (vokal), og har udgivet 3 albums, Pain Again (2017), In Darkness (2019) og Scars You Remember (2022). Jeg har ikke lyttet til Varials på nogen måde før, så dette skal der da rådes bod på nu.

Det er aldrig nemt at stå over for 2 ludere og en lommetyv når man skal optræde. Bevares, overdrivelse fremmer forståelse, men der er mødt færre op til næste supportband end forrige. Jeg ved ikke om Rogers er syg, men hans stemme mangler i den grad styrke her i hovedstaden og så hjælper det heller ikke at han har en af de mest generiske deathcore vokaler jeg længe har hørt, absolut ingen variation eller personlighed er der at finde.

Musikken gør intet for at støtte op om forsangerens manglende evner. Vi har at gøre med core, der gør det absolutte kedelige minimum inden for genren. Der er ingen der forventer at Varials skal være det nye Lorna Shore, men at de kan slippe af sted med at spille så generiske riffs blottet for inspiration er mig en gåde. Denne formel insisterer de på at koge videre på alt den tid, de optræder i. De forstår heller ikke hvornår nok er nok og ender med at fremstå som en parodi med alle deres råb om hvor meget energi de vil have nede i salen.

Men det skal faktisk blive endnu mere skidt. Ofte imellem sangene skal der spilles et slags tungt EDM-interlude, dette lukker for alvor luften ud af ballonen og ødelægger 100% det lille momentum Varials næsten får bygget op nu og da. Mere unødvendige afbrydelser skal man lede længe efter. Alle vokalisterne fra de andre bands kommer og synger med på hver deres sang. Disse camoes er sørgeligt nok det bedste ved showet.

Dette var uden tvivl aftenens dårligste koncert og ryger let op på top 10 over de ringeste shows i 2024.

Cabal

Jeg missede de danske deathcore darlings, da de spillede på Copenhagen Distillery i august, så dette var en mulighed for at tage revanche og synge med på gamle og nye salmer fra Mark of Rot (2018), Drag Me Down (2020) og Magno Interitus (2022). De er lidt en joker på denne tour, de kom ind fra højre og erstattede Veil of Maya, men de har efterhånden været på så mange internationale tours med bands i samme genre, at de er et åbenlyst valg for mange. Her på hjemmebane plejer de aldrig at falde igennem, så mon ikke det også gør sig gældende denne onsdag.

Altid karismatiske Andreas Bjulver beder os om at komme 2 skridt frem, for København har jo mere at give af siger han. Frontbrøleren og resten af de herrer har ild i røven på trods af at forsangeren fortæller at han er ved at være træt efter 1 månedsturné. Der kommer bestemt mere dans i salen og Cabals blackened deathcore er kraftigt tiltrængt efter forrige bands fadæse. “Death March” er en grusom salme hvor stemmerne fra flere i publikum kan høres råbe med på omkvædet, inklusiv mig selv og ligeså på “Magno Interitus”. Vi får at vide at vi er på en 6,5 på en skala fra 1 til 10 og vi skal i hvert fald op på en 8’er!

Med aftenens største wall of death lykkes dette da også i et kort øjeblik. Men det er uundgåeligt at bemærke at flere står stille og de færreste hopper rundt og ter sig. Det er måske bare en lidt flad onsdag? Bjulver nævner, at de fik brok da de kombinerede deres musik med rap. Men det vil bandet skide på, og det vil jeg faktisk også. Så da singlen “Sort Sommer” med rapgruppen FABRÄK på scenen bliver spillet, er det et højdepunkt for mig. Modtagelsen er dog lunken fra de fleste, men jeg siger personligt JA TAK til mere nu metal.

Den grumme “Still Cursed” laver en gruppe af gæsterne om til en hoppeborg, underholdningsværdien i Cabal kan absolut ikke fornægtes. Desværre er der et par enkelte der ikke kan styre deres bevægelser og et overdrevent dumt skub ender med at give min kammerat en på kassen. Heldigvis er han ok og tilbage på gulvet efter et par minutter. Bjulver spørger, om han er ok fra scenen? God stil at passe på sine fans.

Vi fik en altid solid optræden fra Cabal hvor det mest var midt på ugen syndromet der hæmmede den samlede optræden.

Signs of the Swarm

Dette bliver min tredje koncert med amerikanerne. Jeg har set dem på Stengade med Hanging the Nihilist og Humanity’s Last Breath i 2023 og som main support for Cattle Decapitation i år i selvsamme bygning jeg står i nu. De har 5 plader i bagagen hvoraf Amongst the Low & Empty (2023) er den nyeste. De har ikke headlinet før i Danmark og det er jo også mest ved et tilfælde, at de er øverst på plakaten i aften. Men lad os se hvordan det går?

Det starter med et lidt tomt gulv, men da musikken spiller så skal jeg satme love for at der ikke mangler bulder og brag og Bobby Crow er en maskine bag trommesættet. En lille circle pit kan det da blive til, men standarden for denne aften er sat og vi kommer ikke flere niveauer op. Dog er der vist flere der spærrer øjne og øre op over hvor afgrundsdyb og voldsom David Simonichs growl er på sange som “Tower of Torsos”, “Pray for Death” og “Borrowed Time”. Det der dog kan bremse Signs of the Swarm i min bog er, at på trods af at det bestemt er fint skrevet, så bliver det over længere tid også en smule ensformigt.

De er stadig et brag på scenen og deres vildskab kan ingen betvivle, men på trods af at det er skønt at lave luftguitar til Carl Schulz’ soloer, og lave store og lange headbang-bevægelser til “Echelon” og “Faces Without Names”, så kan jeg ikke slippe følelsen af at jeg har lidt svært ved at være underholdt lige meget hele vejen igennem. Der bliver da også færre og færre der rocker med. Det kan også være en hæmsko med så mange breakdown koncerter efter hinanden. Det kan flyde for meget sammen. Men jeg fik da smidt trøjen ret hurtigt og jeg kan ikke klandre hovednavnet for ikke at efterlade mig øm dagen derpå. Og det har også stor værdi selv om de sidste 30% mangler for at gøre det bedre end over middel.

Jeg vil nok aldrig blive dedikeret fan, men i en live sammenhæng skal jeg nok vende tilbage og knække ryggen med Signs of the Swarm en anden gang alligevel.