Lad os drukne i pus og larver

Anmeldelse/reportage af Extremely Rotten Death Fest 2026, d. 13.06.26 i Amager Bio

Den nyeste heavy metalfestival i DK har sat sit eget succesfulde bestialsk aftryk.

Foto: Matilde Bresciani

For at få skrevet lidt mere af fredagen færdig + få lidt basis søvn besluttede jeg at skippe Azathoth kl. 15:00. Jeg troede at jeg ville være i god tid til sidste dag af ERDMF og andet band, men jeg havde ikke regnet med at både Copenhagen Sprint og Pokémon Go Fest 2026 ville gøre den offentlige transport i hovedstaden mere end særdeles presset. Derfor nåede jeg kun på sekundet inden for til allerførste indslag for mit vedkommende denne lørdag.

Septic Fumes: Kl. 16:00

Los Angeles har spyttet M.G. (trommer) og J.R. (vokal, guitar) ud og duoen gør sig i death metal med fokus på ting der kommer ud af kropsåbninger. Der er effekt på vokalen og det gør kun de brummende opstød fra J.R. endnu mere groteske. Trommerne bliver smasket som to ghouls, der knepper oven på mugne tarme og hastigheden er derefter. På trods af at de kun er 2 på scenen, fylder de den faktisk godt ud. “This song is about shitting” siges der, og det bliver senere fulgt op af “this is my favorite personal song, it is about shit”. Hey hvis Gutalax kan, så må det også være muligt for Septic Fumes. Der er rødt lys ved trommerne og det er en simpel, men fin detalje. Med tankerne på overfyldte mobil toiletter på Wacken Open Air undres jeg af noget.

Og det er noget som flere bagefter stiller spørgsmålstegn ved. Ude i højre side står en fyr iført militær bukser, regnjakken, lynet helt op over munden og hætten oppe iført solbriller. Helt stille og med armene over kors. Er det en kommende gæstevokalist, deres manager eller en hypeman? Ideerne er mange og svarene er ikke eksisterende. At stå og spille sej uden at bidrage med noget er måske lidt sjovt, men over lang tid er det faktisk bare underligt og trækker lidt opmærksomhed fra musikken da folk ikke fatter hvad hans funktion er? Vi får sange fra en kommende Split og der er et godt flow i skide kanalen hos Septic Fumes. Der kommer faktisk en gæste sanger ind på 2 numre, men hans stemme er egentlig ikke videre interessant.

Og selvom jeg nyder sange om fækalier og fornøjelsen ved at æde tyndskid, så går setlisten hen og bliver lidt repetitiv. Forstået på den måde at sangene blender sammen og det er svært at skelne den enkelte fra den anden. Det kan godt være at det er en udmærket brun grød der serveres her, men gourmet er det ikke på trods af en ellers god underholdningsværdi.

Hemorrhoid: Kl. 17:00

Som opvarmning til bandet med det lettere spændende navn falder snakken med mine venner naturligvis på hæmorider og at behandle dem med vådservietter og tamponer dyppet i vodka. Således er jeg forberedt, da Obessor of Necrotic Coitus (bas), Disgustor (trommer, vokal) og Crystal Seth (guitar, vokal), går på. Der er tryk på deres grindcore/death metal og efter den instrumentale intro “Hemorrhoidal Removal Surgery” følger en række kvalmende sange som flere stykker tarm tvunget ud med en dolk. “Rancid Rectal Rupture”, “Raw Materials of Decay”, “Esophageal Rupture”, “Ultimate Comode of Chaos & Carnage” fra Raw Materials of Decay (2024) og “Posthumously Penetrated” fra Demo ’23 (2023). De lever alle op til deres beskrivende navne.

Disguster udspyer hvad der lyder som galde og indholdet efter en 3 dages druktur og så adresserer han ivrigt publikum. Der bliver dedikeret sange til højre og venstre. Blandt andet til en der er ved at blive tatoveret nede bagved “it will be an infected tattoo you can smell it from here”. Coitus har en vild baslyd og at han er så meget fremme i mikset klæder bunden i musikken. Seth growler med og “Sliced and Tucked”, og “Blowtorched Hemorrhoids”, fortsætter i samme romantiske gear “you like that kind of shit huh?” siges der. Det er måske ikke den mest nyskabende form for grind død jeg har hørt, men det vokser faktisk på mig som tiden går og deres udadvendte trommeslager tager prisen på ERDMF 2026 for mest snak. “This one goes out to Cadaveric Incubator” og som en ufrivillig operation får vi “Redigested Sigmoid Splatter” fra deres Split fra 2025 med selv samme band. Pitten begynder at røre på sig, og dem der danser får anerkendelse af Disgustor “this is a new one for the freaks in the pit, Sterile Maggot Wound Cleaner”. Således er vi alle i godt selskab på det snavsede operationsbord, hvor der er dækket op med organer, væv og skarpt værktøj.

“Bugs Found During Routing Colonoscopy”, “Dante’s Fecal Ingerno”, “Cacophony of Bloody Lactation” og “Festeting Blood Pit” sørger for mere headbanging i salen inden at der siges “this one goes out to everybody here, Stillborn Illness” og efter denne sidste runde læsioner råbes der “let’s fucking drink”. Det blev en god fest til ære for diverse beskadigelser.

Malformed: Kl. 18:00

Atter er det Finland, der står for skud med death metal. Eetu Hyvönen (vokal, guitar) har en ok stemme der passer til den generelle omgang kolde toner der leveres af musikerne fra nord. Der er rigeligt af bevægelse fra Akseli Lindroos (guitar) og Aatu Ikonen (bas) til “Within the Flesh” fra Confinement of Flesh (2025) og “Enchantments of Nihilism” fra deres The Gathering of Souls (2023) – EP. Det er en gruppe unge fyre der helt bestemt har styr på deres onde besværgelser og Jani Seppi (trommer) sørger for at det hele går over stok og sten i “Drowning In Emptiness” og “The Gathering of Souls”. Der er lidt “HEY” råb og bassen har flere små flabede stunder i spotlightet, der understreger at Malformed har sjove ting oppe i ærmet. Når det så er sagt, så er de det mest “mainstream” band på denne festival. Deres død rammer ikke samme bizarre og grisede bundlinje som de andre bands.

Dette er på ingen måde en hindring for firkløveret og der lires soloer af i en lind blodstrøm fra halspulsåren. “Confinement of Terror” er en holdbar dosis rabalder og “Descendants of Celestial Beings” fra deres demo Uncontrollable Malformity (2022) holder strukturen i deres materiale. Det blæste mig ikke bagover, men det var måske på sin måde fint at få et lidt mere “rolig” indslag oven i alt den maltrakterede musik, der ventede forude.

Mephitic Corpse: Kl. 19:00

Parker Nelson (bas, backing vokal) og Matt Rose (guitar, vokal) spiller også i Necropsy Odor, der åbnede festivalen i går. Sammen med Eric Liewald (trommer) skal de se om de kan ryste den lidt ustabile start af sig fra fredagen. Sidst jeg så dem i 2025, havde det været temmelig overbevisende. “What’s best Slipknot or Biohazard?” råber Liwald og der grines lidt, inden vi bliver snusket ind i gennemført galskab. Vi er atter nede i den svinske bryg af grindcore og death metal. Rose tømmer nærmest maven i et forsøg på at levere en så dyb og gylpende stemme som muligt. Hans hænder farer over hans guitar, så de næsten forsvinder i egen hast og bassen fra Nelson har en god plads til at dominere fra tid til anden og folk er på. Der moshes, råbes og headbanges på gulvet og det er tydeligt at mærke hvor mange der har glædet sig specifikt til Mephitic Corpse. “Rectal Bugs” fra Sickness Attracts Sickness (2025) er som en koldbrand, der sætter sig fast i sindet på folk og flere hopper op og ned af begejstring.

Setlisten består mest af nye sange og det lover godt for at Mephitic Corpse ikke kommer til at vige fra den mishandlede sangskrivning de er kendt for. En fan springer ud fra scenen og selv om bandet ikke går meget uden for deres pladser, så har de Amager Bios fulde opmærksomhed. “Thanks for having us back” siges der inden at flere bylder med pus klemmes ud over os alle. Vi kan kun sluge det taknemmeligt. Setlisten er forresten skrevet på et stykke afrevet pap, det er sgu ret cool. Ækelt og konsekvent stod Mepitic Corpse som en sælsom bunke efterladenskaber, der ikke kunne andet end at kommandere alles øjne og øre. Sådan skal den kniv stikkes ind og drejes rundt.

Cadaveric Incubator: Kl. 20:00

Til Extremely Rotten Death Metal Vol. 23 så jeg for første gang Necroterror (guitar, vokal), Pentele (trommer) og Noisehunter (bas) fra Helsinki. Jeg havde i den grad set frem til endnu en svingom. Det er ikke for sarte sjæle den grind/death, der vælter ned over os som en syndflod af legemsdele. “Unburied Abominations” fra deres compilation Unburied Morbidity (2015) og “Hideous Premonition” fra Sermons of Devouring the Dead (2017) nikker os alle skaller imens at vi får stoppet larver og andet kryb ned i kæften. Alle tre er i godt humør imens de på det nærmeste tramper på alt hvad der er helligt og nøj hvor det er dejligt at de gider. “Cadaveric Incubator” og “Necropolis” æder os med hud og hår imens at “Crawl To Your Casket” fra deres 2025 Split med Hemorrhoid sutter på de afpillede blege ben der er tilbage.

Man afreagerer perfekt til det her, og jeg har en mindre fest. Der var ikke så mange som før, men de af os, der så Cadaveric Incubator, var vidne til at de nærmest dansede hånligt på torsoerne af alle deres fiktive ofte i en skøn og sygelig ekstase. Når Necroterror ikke growler helt bag fra svælget, så snakker han noget om at vi ikke får julegaver i år. Jeg forstår ikke helt joken, men det er nok også sekundært når “Leprophagus Urge”, “World Necrosis”, “Gravetench Asphyxiation” og “The Covenant of Gore” hiver vores negle af og laver collager med dem. Man kan umuligt kede sig i selskab med disse usunde banditter, og numrene groover og vrider sig som et offer, der bliver levende begravet. Cadaveric Incubator var atter en succes at gå i kisten sammen med. Og vi fik faktisk en julegave/julesang i form af “Swarming Vulgar Xmas” fra deres Split med Undergang bundet fint ind i sener.

Wormridden: Kl. 21:00

Lige præcis denne her koncert er der en del hype omkring. Der hviskes, at det måske bliver det sidste show fra David Torturdød (guitar, vokal) og Tashaki Tanaka (trommer vokal) som Wormridden. Duoen bestående af danskeren og japaneren fra henholdsvis Undergang og Anatomia, flankeres live af Martin Leth Andersen (bas) og Mads Haarløv (guitar). Både David og Tanaka har stemmer helt nede fra under cementen af mausoleet og betændt med møg. Som en sjældent hørt ting på ERDMF så er det flere steder doom metal der er fokus og det er helt rart at få en anden frisk morder ind i rummet. Der slipper intet lys ind i sange som “Reduced To Slime” fra deres Festering Glorification (2015) – EP og “Putrid Remains” fra demoen Infesting the Grave (2012). Det er meget sjældent at Wormridden spiller sammen, det geografiske aspekt for bandet har nok en del af skulle have sagt her. Jeg kan fortælle at jeg ville ønske at de optrådte mere, for det her er på ingen måde oversolgt.

Andersen trækker sin tommelfinger over halsen i en skærende bevægelse og musikken traver over os som en golem lavet af insekter. “Grip of Insanity”, “Rotting Beyond Belief” og “Infested By Worms” bærer præg af medlemmernes hovedprojekter, men det er alligevel en anden skikkelse, der træder frem i lyset. Mere bøjet forover og haltende og denne nye krop får alle gæsterne til at nikke kollektivt med nakkerne. Hvad end David er med i, er tilsyneladende bare bedre end så meget andet og “Swarm of the Exhumed” får mig til at juble højt. Der bliver nævnt at der kommer et album på et tidspunkt og kan man derfor håbe på flere live optrædener i fremtiden? “No extremely rotten death metal uden Extremely Rotten Flesh” siger David og dette nummer afslutter et show der skilte sig ud på alle de rigtige måder.

Protrusion: Kl. 22:00

Jeg har aldrig hørt om John Elstom (bas), Kevin Baum (trommer), Kyle Christman (guitar) og Colin Foster (guitar, vokal). De skal vise sig præcis at være grunden til, at man tager på festivaler hvor man ikke kender meget af line-uppen. Som et målrettet drab er det her ganske simpelt noget af det vildeste der har spillet på ERDMF. Det er de bedste soloer denne weekend som skaber en stemning der minder mig om voodoo-magi fra filmen The Serpent and the Rainbow (1988). Slam-genren viser sit ucharmerende ansigt og guitarer, bas og trommer er et enormt bæst der fra det hinsides vokser og vokser foran mig. Det hele er sat sammen med tight pigtråd og bandet misser ikke et eneste beat i deres henrettelser. “Anthropophilic Anomaly” fra The Last Suppuration (2026) giver mig lyst til at nominere skiven til en af årets bedste. Foster kommer med en af de mest afskyelige stemmer der i alt sin korruption er fascinerende infam. Sangene er også længere end mange af de andre bands, så der er mere tid til at fordybe sig i bygen af sårvæske. Man føler sig jo helt privilegeret.

Forsangerens guitar er proppet med klistermærker med Cannibal Corpse, Cryptopsy og Suffocation. Respekt. Jeg står i højre side lige foran Foster og jeg får min sidste energi ud til noget af det mest geniale death metal jeg nogensinde har hørt. Så fyldt er det med aspekter, der både henkaster en i en vild ophidset tilstand og ligeledes giver os pauser til bare at beundre det dekadente værk foran os. Jeg ved ikke om andre koger lige så meget som mig, men jeg har fundet mit hovednavn denne weekend og jeg vil aldrig have at det her slutter. “Bang yor fucking head” bliver der sagt og det kan jeg love jer for bliver adlydt. Djævlen selv ville være fan. Der bliver lavet unævnelige ritualer alt sammen med henblik på at fremmane det mest vanskabte death metal. Ambitionerne matcher fremførslen, og jeg var langtfra den eneste, der tabte kæben.

Protrusion var for mig det bedste band på ERDMF 2026, intet mindre, og jeg vil altid takke arrangørerne for at booke netop disse beskidte skarpretter eksperter!

Kl. 23:00 spiller Witch Vomit, men jeg har andre forpligtelser i morgen ud over at skrive, så jeg siger farvel for denne gang til venner og veninder og begiver mig hjem. De mest hardcore kunne tage på Mayhem om søndagen til Extremely Rotten Death Fest 2026 – Post-Mortem med blandt andet Digestor, Fosse Septique og Ejected Stomach. Så frisk er jeg ikke, kan jeg godt afsløre. Jeg lader mig fortælle at der allerede planlægges en Extremely Rotten Death Fest i 2027. Bliver det en realitet, så dukker jeg 100% op , men jeg skal nok ikke anmelde igen. Dels fordi at selv jeg blev udfordret i at finde på kreativ nedrig lingo til alle disse bands. Det var en god reminder om at måske står den mest på nu metal, metalcore og power metal derhjemme, men min forkærlighed for den brutale musik forsvinder aldrig nogensinde. Slet ikke når en festival som denne sætter et program op der i en sådan kompromisløst grad byder mig indenfor til at få proppet hovedet fuld af heavy metals mest skændige kvad.