Anmeldelse af: Metal Magic Festival 2024, Fredericia – dag 2, d. 12.07.24.

Det er dag 2 på Metal Magic 2024, og den velkendte følelse af at vågne i et varmt klamt telt rammer mig. 

Foto: Gabriel Rasmussen

(Læs del 1 af Metal Magic 2024 HER.)

Tømmermændene fra i går skal lige tage at fordufte. Gudskelov er selskabet i top, og over det hele møder man de venner og veninder, der gør det det hele værd. Dog må jeg lade lidt op på væske, ekstra hvile og en lille smule white russian. Det kan være hårdt at spille fandango.

Til gengæld bager solen ned, og ordet “sommerglæde” kan man da ikke undgå at støde på i sin hjerne. Men endelig tager jeg mig sammen og finder noget livemusik.

Altar of Oblivion: Telt kl. 14:00 

Oprindeligt dannet som Summoning Sickness i 2003-2006, blev bandet senere til Altar of Oblivion. Bandet spiller episk doom metal a la svenske Candlemass. De har udgivet tre albums og en bunke singler og EP’er. Jeg havde fornøjelsen af at anmelde deres EP Burning Memories for dette magasin i 2023. D. 28 juni i år udkom deres fjerde skive, In the Cesspit of Divine Decay. Giv den et lyt! 

Oprindeligt skulle Be Cursed have spillet på dette tidspunkt, men det skulle ikke ske. Jeg har absolut intet imod erstatningen.

Nu står C. Nørgaard (bas), Mik Mentor (vokal), Martin Meyer Mendelssohn Sparvath (guitar), Danny Woe (trommer) og Jeppe Campradt (leadguitar) foran os. De storladne melodier står i kø. Der er også samlet en god portion mennesker inde i teltet. Gruppen er da også efterhånden en gammel kending på festivalen. Jeg har selv set dem live i Fredericia flere gange.

Mentor har en medrivende stemme, og man mærker virkelig følelserne bag ved hvert ord. Som en forjættet historiefortæller tager han os gennem tågerne. Denne her form for doom er rocket og catchy. Resultatet er tydeligt ud fra, hvor mange der kan synge med på sangene. Stemningen er som i en lille mærkelig kirke, hvor vi deltager i et for længst glemt, men dragende ritual. 

Der er en kort “HEY”-chant, og vi spiller luftguitar til soloerne. Så headbangede man også lige pludselig igen. Tømmermændene fortager sig ligefrem. “Language of the Dead” får hevet folks hænder i vejret, og gløden mellem bandet og os er ikke til at tage fejl af. 

Med klassikeren/den evige lukker “The Graveyard of Broken Dreams” kan Altar of Oblivion endnu engang putte en vellykket Metal Magic-koncert på CV’et. 

Abyssinia: Telt kl. 16:50

Dette nye black metal-projekt består af velkendte ansigter inden for scenen. Kasper Deichman har tidligere slået sine rødder i Sunken og er siden da blevet kendt for sit dark wave-projekt St. Digue. I netop St. Digue er vi også stødt på den næste hovedperson, Suo Fei. Hun spiller også i Konvent, Pleaser og har været med i Shamash. Ergo to yderst erfarne musikere. I maj i år udkom deres demo, MMXXIV, der indeholder tre numre. Dette er første gang, at Abyssinia skal præsenteres live, så det i sig selv gør da en lidt nysgerrig. 

Der er hårdt og old school norsk black metal, vi bliver præsenteret for. Musikken i sig selv er set og hørt i en uendelighed; dét, der gør dette projekt så pirrende, er to ting: Dette er de to kunstnere på scenen. Deres skrig er leveret med stor intensitet og indlevelse. Både hver for sig står deres stemmer stærkt, og når de kombineres, forstærker de hinanden i en sang duo hvis lige, jeg ikke har hørt siden ORM. 

Deres tilstedeværelse på scenen og også værd at bide mærke i. Nøj, hvor de fylder den ud. Deres karisma er ikke til ignorere. Der er en selvsikkerhed over hele deres optræden, hvor man skulle tro, at vi står med et fuldt band foran os. Trommer er på backingtrack, men den manglende tøndebasker savnes slet ikke. Guitarer og de to musikanter er alt, hvad vi behøver.

Der spilles solo, og i midttempo-sektionerne rammer vi noget fængende, der pirrer ens allerede vakte fascination. Publikum er tydeligvis heller ikke uberørte, og bifaldet sender sit eget tydelige signal.

Der er en ny black metal-plage over det danske land. Vogt jer.

Magister Templi: Telt kl. 17:25

Nu skal vi have besøg fra udlandet. Fra Norge, dannet i 2008, skal vi stå overfor noget klassisk heavy med lidt doom-tendenser. Det er ikke den største diskografi, deres andet album, Into Duat, udkom i 2015, og siden har der ikke været nyt materiale.

Men det er jo heller ikke et krav med en KISS-fortid i plader for at spille en god koncert. Atter i teltet lidt væk fra varmen er jeg klar til Grimmdum (trommer), Patriark (guitar), Baphomet (guitar), Abraxes d’Ruckus (vokal) og Marcus (bas).

Riffene er old school og kan sine steder godt give mig associationer til NWOBHM. Når der er fart på musikken, fungerer det bedst. Uden at det er det mest imponerende heavyrock, så er det godt at drikke øl til. Der er en fin balance imellem noget tungt og evnen til at starte en fest oppe foran. 

Vokalen er meget ligeud ad landevejen i forhold til, hvad man kan forvente. Det hele er ukompliceret, men også ganske underholdende. Lidt røg og mere guitar sætter da fint stød i gæsterne. Det sidste riff er en smule “Enter Sandman”-agtigt. 

Magister Templi er ikke noget, jeg nødvendigvis behøver at se igen, men bouncy-metal kan man vel heller aldrig helt sige nej til, når muligheden byder sig.

Strychnos: Open-Air kl. 18:25

Ikke siden BAEST har jeg oplevet et dansk death metalband tage landet med storm som Strychnos. Deres debutalbum, A Mother’s Curse (2022), gik sin sejrsgang, som manden med leen hos anmelderne og på flere spillesteder i landet. I år udkom opfølgeren, Armageddon Patronage. 

Jeg har før set Martin Leth Andersen (bas, vokal), Nis Rode Larsen (trommer) og Anders Lynge (guitar, backingvokal). På Stengade i 2023 og på Loppen i år i februar sammen med Temple of Scorn. Lad os så få noget kød på menuen!

Lyden er fremragende, og fanbasen er troppet talstærkt op. Dyppet i blod, der ser ud til at være gæret i en grufuld tønde, står bandet over for os, med galskaben malet i ansigtet. Deres splatter-metal er ulækkert og brutalt. Der headbanges løs iblandt os alle. Den dejlige pige i mit selskab udbryder spontant glad jokende: “Det er som at være på MDMA!”.

I så fald må det være som i syreregnsscenen i The Fall of the House of Usher-serien. “Carnival of Tragedy” flænser pladsen, og i dette horror-show er vi alle blot maltrakterede, deforme sjæle. Det er så stor en fornøjelse at opleve death metal, der tør være en smule karikeret, som når Andersen råber: “Den her handler om at kvæle sit barn!”, men alligevel sætte en optræden bag ordene, så man alligevel føler den.

Alle skal gøres fortræd i Strychnos’ univers, og så er vi alle vel glade og lige fordømte?Lynge er flere gange ovre i vores venstre hjørne og giver knuckles til os, og på trods af sin ondskab fremstår han imødekommende. Jeg vil fange enhver chance til at se trekløveret. The hype is real, gå med os andre ned i kødhakkeren!

—

Af og til opstår der en magi på en festival, hvor man løber glad imod andre ting end bare musikken og de folk, man kender.

Man må ligge i græsset og se op på himlen, man må udforske livet på en måde, man ikke havde set komme og slet ikke var klar på. Når den slags drømmende og enestående chancer står sammen med en, må man følge denne nye spændende og kærlige vej. Alt andet ville være en fejl. 

Derfor opstår der en pause i musikken, da jeg skal ud på et andet eventyr.

Mysticum: Open-Air kl. 22:45

Den dyreste booking i Metal Magics historie, ja, ja, lad os finde ud af, om pengene er godt givet ud.

Bandet er dannet i 1992 og spiller industrial black metal, det kan jeg helt sikkert sige, at jeg ikke har hørt før. Det er en blandet diskografi, gruppen har, bestående af demoer, split, compilation, fuldlængdealbums og et livealbum + et boxsæt. Sidstnævnte er også den seneste udgivelse, vi har set fra gruppen, Industries of Inferno (2022). 

Den nuværende line-up består af Preben “Prime Evil” på vokal og guitar, Benny “Herr General Cerastes” Laumann (vokal, guitar og programmering) og Robin “Dr. Best” Malmberg (bas guitar og programmering).

Nu regner det, som i: det regner virkelig. Selv Mr. Shirtless her må tage sin trofaste Hexis-hoodie på. Men, for fanden i alt, der er uhelligt, hvor regnen ikke kunne passe bedre til det sansebombardement, der rammer mig.

I bare overkroppe og med en interaktiv storskærm i baggrunden leverer Mysticum, hvad jeg vil beskrive som soundtracket til undergangen for en smadret død by, efter armageddon har lagt denne verden øde og tom, og tonerne runger gennem murbrokkerne, så støvet daler ned på gold jord.

Det er særligt de pumpende industrial-elementer, der rammer som et slag i mellemgulvet. Imens er der stillet flere lamper op ude på scenen, der lyser rundt, så man kan se, regndråberne reflekteres i skæret over Metal Magic Festival. 

Det er højt og teatralsk, men uden at det blive kliché. Nej, vi er ovre i noget, jeg knap kan sætte en finger på, hvad er. Så hårrejsende, kompromisløst, så satanisk opfindsomt. Dette er i sandhed black metal, som ingen andre kan spille det.

Publikum er i ekstase, og på trods af vejret så forbliver vi mange udenfor og tæt på vanviddet. Midt i dette stormvejr kigger jeg op i regnen og mørket og råber: “Livet er skønt og værd at leve!”. 

Dette udråb kan ikke indramme situationen bedre. Alt kolliderede, fandt sammen og skabte noget nyt, og jeg stod som et lykkeligt vidne i et magnetisk, empatisk og omfavnende selskab. 

Mig, dig, Mysticum og Fredericia.

Fredagen blev ikke, hvad jeg havde troet. Men er det ikke dér, hvor denne tilværelse, vi render rundt i, for alvor giver mening?

Godnat vi ses i morgen!