Anmeldelse af: Kataklysm m.fl. Pumpehuset, Kbh. 19. marts 2026.
En selvsikker omgang ekstrem metal underholdt godt i indre København.
Anmeldelse samt foto af: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Efter en uge, der havde budt på svære emotionelle stunder, trængte jeg i den grad til at komme ud med diverse frustrationer og til dette formål stod Freedom or Death 2026 Touren klar til at imødekomme mine behov. Der var ikke meldt mange til Facebook begivenheden og ej heller er der proppet med heavy hoveder og det store rum føltes en kende tomt da første band skal på. Men uagtet besøgstallet finder jeg mig til rette foran for at få fyldt øregangene med blide toner.
Blood Red Throne
Siden 1998 har nordmændene leveret solid død med teknisk finesse. Jeg husker at have lyttet lidt til Altered Genesis back in the day, men det fangede mig ikke 100% udover riffet i “Eye-Licker”. På Wacken Open Air 2015 lokkede jeg min kammerat fra Frederikshavn op og se det svenske Shining, men da vi endelig havde banet og vej igennem mudderet, skulle vi først se Blood Red Throne. Og den lørdag aften efter flere dage med slam og smat så sugede bandet den sidste energi ud af os, så jeg måtte give op og vi gik ned i lejren igen. Ergo har gruppen efter den oplevelse ikke haft det bedste ry hos mig. Men her, små 11 år senere, skal de have en chance til.
Sindre Wathne Jonhsen (vokal), Daniel “Død” Olaisen (guitar), Ivan “Meathook” Gujic (guitar), Stian “Gunner” Gundersen (bas) og Freddy Bolsø (trommer) kommer ind med glæden malet i deres ansigter på scenen der er badet i rødt lys. “What the fuck is going on” råber Gujic og særligt denne herre skal vise sig i hopla. Ikke alene pga. hans mange slurke fra sin sprutflaske, men også via grimasser og sin særdeles energiske optræden + mere eller mindre halvfulde lystige udgydelser. Det skal siges at resten af bandet følger trop med en optræden der ikke lader sig mærke af det lidt sløve besøgstal. Jonhsen svinger sit lange hår i cirkler og leverer brummende dybe growls, korte skrig og lyde, der læner sig tæt op af pig squels. Gennemført!
“Unleashing Hell” fra Affiliated With Suffering (2003), “Beneath the Means” fra Siltskin (2025) og “Every Silent Plea” fra Nonagon (2024) er muligvis hverken de mest banebrydende eller fængende numre der er skrevet i death metal regi, men det er yderst kompetent og groover fælt præcist som det skal. Du ved hvad det er for et kadaver du får leveret og man skulle være et skarn hvis man ikke nød smagen bare en lille smule. Bolsø sørger for at straffe trommerne med faste slag, imens han sætter et tempo for dagen, der stramt og hurtigt fører os igennem “Itika” fra Imperial Congregation (2021) imens en lille gruppe mennesker hopper rundt på gulvet.
“We are back in Denmark goddammit” kommer det fra den ivrige Gujic og min ven bemærker at han har en slående lighed med Dimebag Darrell. Det her var lige hvad jeg trængte til og bandets kemi smitter af på flere af hos hvor musikken måske til tider bliver lidt ensformig. Men soloerne sidder som de skal og Blood Red Throne formår i høj grad at levere et show der er i konstant bevægelse og emmer af spilleglæde. “HEY” råbene bliver i hvert fald højere for hver gang. Da “Mephitication” og “Smite” fra Altered Genesis (2005) er de sidste bragende bangere vi får fornøjelsen af, har jeg for længst glemt mit sløje første møde med bandet i 2015. Blood Red Throne viste gåpåmod og en svensk glæde for dansk alkohol der udmøntede sig i at de overvandt nogle odds der kunne have sendt andre til tælling. De er helt klart stadig bedre live end på plade i min verden, men der er de 5 også i besiddelse af en effektiv opskrift der varmede salen godt op.
Vader
Hvis jeg skulle sige hvor min rejse ind i death metal startede, så kan år 0 spores tilbage til en tur til Canada med min familie da jeg stadig var i de tidlige teenageår. I en musikbutik stødte jeg på coveret til Impressions In Blood af det polske band Vader. Siden 1983 har de holdt fanen højt for old school død og må vist være at betegne som legender. Alt dette vidste en ung Gabriel ikke, blot at dette her havde en helt anden rå, grum lyd og kant end In Flames, Killswitch Engage og Ill Niño der havde domineret mine hørebøffer. Den nye cd forlod ikke min walkman på hele turen og hjemme i Danmark blev nye albums med Cannibal Corpse og Six Feet Under pludselig tilføjet til samlingen. Ja, jeg endte jo med at slå mine egne kunstneriske folder i death metal. Så jeg skylder gruppen en hel del.
Efter shows med Vader på The Rock i 2008, Aalborg Metal Festival 2011 og Hotel Cecil i 2019 så er Piotr “Peter” Wiwczarek (vokal, lead guitar), Marek “Spider” Pajak (guitar), Tomasz “Hal” Halicki (bas), Maurycy “Mauser” Stefannowicz (rytme guitar) og Michał Andrzejczyk (trommer) er 100% grunden til at jeg er troppet op.
Mikrofonstativet er et omvendt kors af jern og bagved hænger et banner. Til march lyde træder musikerne ind og vi er da blevet lidt flere føler jeg. “Sothis” fra De-Profundis (1995), “Fractal Light” fra Black to the Blind (1997) og “Wings” fra Litany (2000) sætter en solid streg under hvorfor Vader flere årtier inde i karrieren stadig hører til blandt eliten. Riffene er skarpe som barberblade, og de mange soloer skærer nådesløst gennem luften som geværkugler. Guitar arbejdet hos polakkerne har altid stået som en af deres største styrker og vi får en tour de force af en setlist der byder på lækkerier fra hele deres glorværdige karriere.
Peters karakteriske hæse stemme er en af de vokaler man altid kan genkende og det er skønt at høre ham slå sig løs i en dominerende klassiker som “Reign Forever World”. Hvad der dog får mig til at smide min Kanonenfieber t-shirt er at bandet har valgt at spille “The Book” fra Impressions In Blood (2006). Det er en af mine absolutte favorit sange. Ikke kun i Vaders diskografi, men i hele Heavy Metal genren. Jeg har ikke hørt den live før og jeg forlader lidt min krop imens denne atmosfæriske dommedags monster salme fortryller mig ved at smelte min fortid og nutid med musik sammen. Så kan det godt være, at Peter taber lidt luft, men det her er et historisk øjeblik for mig. Den solo er intet mindre end episk!
“How are we doing tonight?” spørger forsangeren. Der er ikke så megen respons, som der burde være, føler jeg. Vader er også mere stillestående end Blood Red Throne og selv om de har en hitparade bestående af blandt andet “This Is the War” + “Lead Us!!!” fra deres The Art of War (2005) EP + den gyngende catchy “Triumph of Death” fra Tibi Et Igni (2014) så udebliver feedbacken lidt. Særligt under sidstnævnte er denne anmelder i fare for at headbange hovedet af i ren eufori. Men det er kun et par enkelte af os der lader luftguitaren synge inde i midten. Vaders trashede death er måske også mere egnet til benovelse over håndværket end til at nikke skaller i pitten. Men det er nu alligevel sket før. De er et nøk mindre brutale end svenskerne før dem, men jeg havde nu troet at de ville påkalde en større adrenalin rus hos gæsterne.
De har ellers gæstet Danmark flittigt, og det fortælles, at de var på besøg første gang i 1993 sammen med Bolt Thrower. Det var bare ikke her i Pumpehuset, at de sejrede 100%. Efter deres aflyste koncert på Gimle i 2024 har jeg hungret efter at se dem live igen og de leverede på et vanligt læder-sejt niveau, men det var ikke helt nok til at sætte totalt ild til spillestedet. “Dark Age”, “Carnal” og specielt den blasfemiske hyldest “Halleluyeah!!! (God Is Dead)” fik sat min nakke på overarbejde, men jeg var nok en af de få, der rigtig følte den, så musklerne blev godt ømme.
Til “Imperial March” takkede Vader af med værdighed og da de stod skulder ved skulder og kiggede tilfredse ud på os alle så kan man alligevel ikke andet end at sige tak og kom snart igen. Legender dør aldrig!
Kataklysm
Canadierne har eksisteret siden 1991 og har udgivet intet mindre end 15 fuldlængde albums. Jeg lyttede til In the Arms of Devastation, men nåede ikke rigtig længere i min opdagelse af bandet. Jeg har ofte haft den oplevelse, at de på plade ikke helt har fanget min opmærksomhed. Hvorimod jeg flere gange har måttet overgive mig til dem live. Både i Pumpehuset i 2018, på Voxhall i 2019 og på Gimle i 2023 har Kataklysm været effektive. Jeg har mine forhåbninger lidt i vejret.
Man kan mærke at nu er headlineren ankommet. Der er en summen i luften og da Maurizio Iacono (vokal), Jean-Francois Dagenais (guitar), Stephane Barbe (bas) og James Payne (trommer) kommer til syne er det med en massiv lyd. Anlægget får alt hvad den kan trække, og røgsøjler skyder op i luften. Vi er nu ovre i melodic death metal og ganske vist er headlineren på papiret de mindst aggressive musikere på line-uppen. Men dette stopper dem på ingen måde i at hamre en knytnæve lige i fjæset på os alle med “Push the Venom” fra Heaven’s Venom (2010), “Thy Serpents Tongue” fra Of Gods and Ghosts (2015) samt “Goliath” + “Die As A King” fra Goliath (2023).
Iacono ejer et af de mest tydelige brøl i genren og hans klare udtalelse samt den mere ligetil struktur i numrene inklusiv de meget harmoniske passager gør at man nemt kan synge med. Dette giver Kataklysm en god mulighed for at få flere med på festen, og denne chance udnytter de til fulde. Pitten er nu ved at få sit eget liv og når der er pauser så er der flere dedikerede til at kaste med håret. Forsangeren har en sublim publikumskontakt, og hans kommunikation med folk bliver aldrig hverken leflende eller plat. Han er ganske simpelt en artist der nyder sit job og det er en fornøjelse at være vidne til.
Der er en stor ged på banneret bag ved og dens øjne lyser rødt. En fed detalje. Hornene er mange og uden at tabe pusten på noget tidspunkt kører musikerne ubønhørligt på. Iacono nævner at verden disse dag er ude på et sidespor, men at der er meget kærlighed og sammenhold her i lokalet. “the metal head community, maybe it is time for us to lead the way?”. En sætning der indkasserer masser af jubel for mon ikke det ville hjælpe at fylde denne klode med moshpits i stedet for bomber? Et par crowdsurfere tager en tur udover gæsterne, og selv om vi stadig ikke har fyldt Pumpehuset, og selv om der ikke altid drøner en circle pit rundt, så er Kataklysm forbandet god underholdning. Jeg har faktisk aldrig bevæget mig så meget til en af deres koncerter som nu. Det er også svært at stå stille til “Prevail” fra Prevail (2008), “In Shadows & Dust” fra Shadow & Dust (2002), “As I Slither” fra Serenity In Fire (2004) og “Crippled and Broken” fra In the Arms of Devastation (2006).
En svensk fan der åbenbart har været til et hav af shows bliver hevet på scenen for at danse med gruppen. Denne form for anerkendelse af ens loyale supportere varmer mit hjerte. Bevares meget af deres materiale følger til tider slavisk den samme formel, men det er leveret med en sådan begejstring, at man ser igennem fingre med det. Jeg er ved at være forpustet, men da der råbes “metalheads, together we are the black sheep” inden “Black Sheep” tordner imod os, så må jeg knokle videre ude i venstre side. Der kommer en ny plade i slutningen af august loves der og det kan sgu godt være at jeg giver den et lille lyt.
Det er nærværende at svede i bar overkrop til så velklingende vred musik og jeg tog mig selv i flere steder at revurdere om jeg har været for hård imod diskografien fra Kataklysm. Det er stadig ikke alt, der er et hit, men hvert nummer rummer alligevel et brøl, et riff, en solo eller et trommebeat, der formåede at holde min opmærksomhed fanget hele vejen igennem. Der er ingen tvivl om at det var den bedste koncert jeg har set med canadierne og ej heller bliver det den sidste. Dertil er det alt for sjovt til ikke at blive gentaget når man er i nærheden af så meget showmanship og gribende kompetencer.
