Anmeldelse af Extremely Rotten Death Metal Vol. 29, på BETA d.17.09.25

Disse, efterhånden, famøse arrangementer har altid den store ære af at præsentere noget af det mest klamme, blodindsmurte, pestbefængte og ondsindede undergrunds død med unikke bookinger af de bedste samvittighedsløse bødler der findes som du ikke kender til.

Foto: Gabriel Rasmussen

Min sidste oplevelse med ERDM var til Vol. 23 der også fandt sted på BETA. Spillestedet der er kommet hjem igen efter et par måneder at have lånt lokalerne på Stairway i Vanløse.
Der er godt besøgt denne aften og dette er endnu et bevis på at konceptet har etableret sig mere end fast i den rådne mulm herhjemme i Danmark.

Chaotian

Sequestrum måtte aflyse, så Andreas Nordgreen (trommer, vokal), Søren Willatzen (guitar, vokal) og Mads Køie Nielsen (bas) trådte til med semi-kort varsel. Jeg har set trioen i hvert fald en håndfuld gange og det plejer altid at være en fornøjelse. De har udgivet 1 album, Effigies of Obsolescence (2022) + 2 demoer, en single og 2 Splits.

Guitaren hyler pga teknikproblemer og jeg må helt presse på mit øre for ikke at blive skør af lyden. Lidt en ups start, men det bliver vendt, da afgrundsdybe growls ledsages af tung og kompromisløs death metal. Soloerne er korte og hæse skrig er med til at vise hvor det brutale skab skal stå. Lyden er fyldig og man mærker virkelig tyngden i sangene. Jeg oplever særligt variationen som ekstra god denne torsdag. Både hvad angår tempo såvel som grooves. Det er ikke det show for folk ligefrem vælter rundt, men det er nu faktisk også ret sjældent at der er de store stunts fra publikums side af til de her koncerter. Man står mest med armene over kors og observerer de blasfemiske udgydelser. Der bliver ikke snakket meget fra bandets side imellem numrene. Det skulle da lige være en sang der introduceres som “noget med kød” og da de annoncerer at de vil lave et Sequestrum-cover i dagens anledning og dette viser sig at vare 2 sekunder. Her håbede jeg ellers på en lille At the Gates-hyldest. Men sjovt er det.

De intense blastbeats er fokuserede og tighte hele vejen igennem og et længe afsluttende instrumentalt stykke får flere til at nikke med hovederne, heriblandt mig selv. Chaotian er et sikkert kort at spille, når man vil have hevet mørket ind i et venue, men på trods af de mange styrker som materialet besidder kan det af og til stadig godt blive en smule ensformigt. Der er ét fokus og det er smadder. Dette kendetegner naturligvis også den undergenre, vi befinder os i, men jeg synes ikke, at københavnerne nødvendigvis er i topligaen. Til dette kræver det at de bevæger sig lidt mere uden for deres brutale dødsformular nu og da. Derfor er det stadig den bedste koncert jeg har set med trekløveret og jeg er frisk på flere.

Necropsy Odor

Fra Californien kommer Miketician (vokal, bas), Jaundice Frostbite (vokal, trommer) og Cemattery Rose (vokal, guitar). Dette er et eksklusivt dansk show, så jeg rykker lidt tættere på. Indtil videre har de 1 udgivelse bag sig. Det er Tales From the Tepid Cavity (2021). Med sange som “Impaled By Tree”, Femur Bone Toothpick” og “Cooked In Vomit” bliver vi i den grad i det ulækre hjørne.

Frostbite igangsætter et vildt tempo på sine tønder, hvor man desperat prøver at følge med i galskaben. Miketician har nogle gode skrig og Rose står for de dybe lede growls. Det er teknisk i top og blandingen af grindcore og death metal får sat en god pit i gang. Det er fedt at se så mange unge, der nu sætter fut i fejemøget. Som tidligere nævnt kan ERDM arrangementer godt bestå af mest bistre ældre metal fans der klapper pænt, men ikke er så meget ude at lege. Den nye generation har andre planer. Det er skønt!

“Thank you Sweden” bliver der med sort humor sagt fra scenen og den joke bliver nu heller aldrig gammel. Man kan mærke de morbide tekster og ønsket om at ligdele og kropsvæsker skal smøres ud over publikum i en udryddelse af folks trommehinder. Denne mission udføres til punkt og prikke, skal jeg hilse at sige.
Det er et lidt for kort show, hvor jeg ikke var færdig med Necropsy Odor og deres makabre slim. Jeg går hjem og lytter til deres materiale og håber at de herrer snart kommer igen. For pus-bylder som det her er sundt for ens sorte sjæl.

Polumonary Fibrosis

Der kommer flere klamheder og nu hele vejen fra Frankrig. Renaud (trommer), Guyome (guitar), Adrien (vokal), Samantha (guitar), Wlad (guitar) og Simon Maurette udgør Poluminary Fibrosis. Der må mangle nogle medlemmer i aften i så fald, men lad det nu ligge.

Deres sanger spilder ikke tiden, men stiller sig ud på gulvet og begynder aggressivt og imponerende at gurgle så vildt og gutteralt at manges kæbe inklusiv min egen ryger på gulvet. Renaud hamrer igennem som et maskingevær og selv på en aften hvor der har været imponerende opvisninger i rytmer, så overgår han alle. Der er pakket til denne her knytnæve af brutal death metal-suppe med grind-knogler i. Folk holder sig lidt på afstand af den skaldede vokalist med de umenneskelige lyde. Han er den mest uforståelige i aften (det siger en del) og man undres over om der mon overhovedet er tekster. Som han kaster sig rundt foran scenen er det alligevel svært at stå stille og flere små pits bryder ud og adskille headbanger på livet løs inklusiv mig selv. Energien tager til og reaktionen fra gæsterne kan i den grad høres.

En circlepit skal der også til og med så kompromisløs musik overgiver hele BETA sig. Sygdom, død og perversion emmer ud af bandet som lugten fra gærede kropsdele og når dette toppes med så ekstrem metal spillet med så overvældende talent så tager man hatten af. Det her kunne sagtens hører hjemme på Obscene Extreme og det er netop denne her slags lemlæstende soundtrack vi skal have mere af herhjemme. Der smiles og grines over hvor absurd og hvor fedt det hele er. Jeg står selv helt foran og lader håret og luftguitaren gå amok.

Poluminary Fibrosis lavede en magtdemonstration som der blev snakket højlydt om efterfølgende. Det er ikke for alle metal fans, men for de af os i aften, der sætter pris på mere radbrækkende lyde fra undergrundens slagte kælder, så fås det ikke bedre. Et højdepunkt i historien om ERDM.

Mephitic Corpse

Hvad kan der dog gå på efter forrige band? Det er faktisk lidt en gentagelse, da det er medlemmer fra Necropsy Odor bare med en ny trommeslager i form af Eric Liewald. Deres eneste fuldlængde Sickness Attracts Sickness (2022) er fyldt med så appetitvækkende numre som “Grisly Vomit On Self”, “Digested From Both Ends” og “Gutpuked Maggot Treatment”. Vi bliver ved formularen og sådan skal det nu engang være, men det er svært for gruppen at skille sig ud i aften.

Det lyder sejt som det skal og den lede crunch, som at brække kranier passer perfekt til i aften og billeder af en langsom uundgåelig bulldozer der kører mennesker over forestiller man sig også. Vokalen er dyb og brummende og motorsavs riff’ene hiver i vores lemmer. På trods af alle disse plusser på bræk-kontoen, så er det ikke nok til at de kan blive betegnet som mere end weekend-mordere af mig for deres kastrationer. Når det så er sagt, foretrækker jeg helt klart denne omgang deathgrind frem for endnu en plat dødsmetal plade fra Jylland. Der er en kort pause og et nummer starter forkert, en ærgerlig, men ærlig fejl. Supporten er ellers til stede og flere mosher oppe foran. De pulserende afskyeligheder gør et godt indtryk, men jeg er ikke overbevist nok til at tilslutte mig pitten oppe foran, men griber mere dem der ryger ud i kanten.

Uanset hvad må dommen blive, at jeg 1000% skal til flere ERDM koncerter, for nøj, hvor får man øjnene åbnet. Ganske vist med rustne kroge, men hvem kan ikke lidt den slags på en onsdag?