Anmeldelse af Fossils + Jet Black, Kansas City, Odense, 21. oktober 2016
Fossils og Jet Black beviste, at man sagtens kan fylde en hel scene ud med kun to mennesker
Foto aF. Hans Kristian Hannibal-Bach
Fredag aften på Kansas City i Odense var en aften i minimalismens tegn. De to bands, der spillede, Jet Black og Fossils, har hver to medlemmer og dermed et lettere skrabet udtryk – men begge bands får overraskende meget ud af begrænsningerne. Til gengæld var publikum også minimalt denne aften, hvor cirka 25 mennesker var dukket op. Det en skam på flere plan, men de to bands lod sig nu ikke mærke synderligt af det.
Første band på scenen var Jet Black, der gik på scenen uden de store dikkedarer og spillede røven ud af bukserne. Bandet har et motto, der lyder ”play fast, wear leather”, og selvom læderet denne aften mest var erstattet af sort denim, så blev der absolut spillet hurtigt fra første færd. Musikalsk leder Jet Black tankerne hen på bands som Sonic Youth og Pixies, men formår helt sikkert at skabe sit eget udtryk.
På trods af – eller måske på grund af – det direkte sløje opbud af publikummer havde Jet Black en virkeligt fin kontakt til publikum, hvor publikum nærmest blev brugt som rekvisit i bandets selviscenesættelse. Bedste eksempel på dette var, da sanger/guitaristen hang sin guitar på en tilskuer og spillede en hel guitarsolo kun ved at manipulere med effektpedaler (som han havde en del af). Det er slet ikke uhørt at spille soli kun med effektpedaler, men det her gjorde det til et ægte bonding-moment mellem band og publikum. Godt lavet.
Da Fossils gik på, var der kun dukket ganske få mennesker mere op, men igen lod det ikke til at genere bandet stort. Igen var der fuld knald på fra første færd, og bandets næsten Melvins-agtige, men ultraminimalistiske angreb fængede lynhurtigt. Efter en hurtig opfordring til publikum om, at komme tættere på – hvilket vi gladeligt gjorde – fortsatte koncerten som en herligt intens oplevelse, som de næsten kun findes på små obskure punkklubber, langt mere pulserende metropoler end Odense.
I modsætning til Jet Black, der havde et velvoksent pedalboard og bruge effekter både på vokal og guitar, så havde Fossils bassist kun én effektpedal – en fuzz – og slet ingen vokal. Denne helt skrabede minimalisme gjorde det samlede indtryk endnu mere imponerende og Fossils kontakt til publikum var ikke så meget igennem samtale, som den var igennem ren og skær musikalsk intensitet. Men der var dog også samtale – særligt bandets trommeslager (der var den eneste i bandet, der havde en mikrofon), var fantastisk til at sikre, at alle var godt tilpas, midt i det musikalske inferno.
Som afslutning på en allerede forrygende aften kom Jet Black tilbage på scenen, og de to bands jammede sig frem til et fælles, skramlet klimaks. Fælles-jammeren var måske ikke det mest intense øjeblik i løbet af aftenen, men var en god sammenfatning af aftenen og en understregning af fællesskabsfølelsen, som synes at have været en rød tråd igennem hele aftenen.