Alice Cooper

Vi kom ikke længere end til skærsilden

-

Anmeldelse af: Asinhell, d. 30.05.24 i Pumpehuset, Kbh.

Maj har været spækket med koncerter og festivaler ligeså. Sidste stop bliver med en gammel kendings nye projekt + et nyt bekendtskab.

Der er hegn foran scenen i aften. Er det nu nødvendigt? Jeg forventer i hvert fald ikke, at det her er den slags metal fra nogle af de to bands, man crowdsurfer eller stagediver til. 

 

SickOmania

Siden 2019 har Jesper K. Olesen (bas), Lawrence Dinamarca (trommer), Arne Lunde (guitar), Daniel Steely (guitar) og Fyrsten (vokal) hærget med dette death thrash-projekt. Det er blevet til to fuldlængde albums, Sickomania (2021) og The Devil Is not As Black As He Is Painted fra i år. 

Jeg har ikke nogen erfaring med bandet, men jeg kan læse mig til, at medlemmerne har flere projekter i bagagen som Deadflesh, Timeless Hall, Carnal Forge, Furious Trauma og Shadowspawn, der taler højt om niveauet, vi skal være vidne til i aften. 

Badet i blåt lys og med en god omgang groove går gruppen på scenen. De ofte melodiske guitarer er en køn detalje, når Sickomania thrasher løs. Desværre er Fyrstens vokal ikke stærk, den er klassisk i sin hæse stil, men jeg savner noget mere styrke. Trommerne er til gengæld vrede og præcise med en solid tyngde og teknik.

Der er absolut noget catchy i rytmerne, og en solo her og der prøver også at skabe noget variation i lydbilledet. Da vi kommer til “Lost In Oblivion”, er Fyrstens stemme varmet mere op, og der gøres nogle afstikkere til mere growl-lignende sangteknikker. Helt spændende bliver det dog aldrig.

Det føles også som om, at publikum er her mest i aften for at se headliner-giraffen. Der bliver klappet og kastet spredte horn, men alt i alt er det en meget stillestående stemning, der befinder sig i salen. 

“We Sleep Among the Wolves” og “Magic Is Gone” er udmærkede sange, men jeg har oplevelsen af, at på trods af at Sickomania kan deres kram musikalsk, halter kontakten til gæsterne. Jovist, der forsøges at opildne folk til de klassiske næver i vejret og lignende. Men det føltes ikke konsistent og er næsten lige så hurtigt afbrudt, som det er startet. Det er som om, at bandet ikke rigtig kan overskue både at spille og hive op i os. Det kommer til at fremstå usikkert.

Spilleglæden er til stede, men da SickOmania forlader scenen, er jeg ikke efterladt med det store indtryk af deres melodiske thrash.

 

Asinhell

Michael Poulsen (guitar), Marc Grewe (vokal) og Morten Toft Hansen (trommer). Tre herrer med en samlet erfaring, der tæller bands som Blood Eagle, Morgoth, Volbeat, Raunchy, Discreation, Leper Colony, Dominus og mange flere. Ergo er det yderst erfarne kræfter, der headliner. 

Grewe har jeg vist aldrig set optræde før. Hansens trommespil har jeg haft fornøjelsen af flere gange, senest da han spillede med Raunchy på Copenhell i 2015, så lidt tid siden alligevel. Poulsen har jeg kun set én gang med Volbeat på Wacken Open Air i 2009. Ny konstellation af ældre musikere, nu er det tid til Asinhell. 

Debutalbummet, Impii Hora (2023), havde viben af noget i den grad old school svenskerdød. Umiddelbart var det ikke noget, jeg var helt vild med på plade, men derfor kan det jo imponere live. I aften har de hevet legenden Jacob Hansen fra Invocator (bas) og den allestedsnærværende Flemming C. Lund fra blandt andet The Arcane Order (guitar) med som livemedlemmer. Så spiller man virkelig med musklerne.

Ja ja, en betragtelig bunke er nok mest kommet for at se Michael Poulsen på en lille scene, og, ja, havde det ikke været for denne herres involvering, havde Asinhells debutshow da heller ikke fundet sted i Pumpehusets store sal. Dette er åbenlyse betragtninger. Lad os komme til musikken.

Røde lyskegler varsler, at nu skal vi i gang. Ind træder Asinhell, og, for pokker, hvor er der bare smæk på fra starten af med “Desert of Doom” og “Trophies”. Det er en hyldest til bands som Entombed (Poulsen var gode venner med nu afdøde sanger L.G. Petrov), og sangene fanger bestemt sjælen fra den svenske death metal. 

Nu er gæsterne også klar på festen, og der moshes fra første nummer. Grewe har en måske simpel vokal, men selv efter alle disse år i tjeneste for metalguderne fremstår den stadig med masser af kraft og personlighed.

“Are you having a good time? That is over now,” siger Grewe drillende. Hænderne er i vejret, og stemningen er god. Med “Pyromantic Scryer” og “Island of Dead Men” fastholder Asinhell grebet om os. Det er tungt, og soloerne er opfindsomme. Grewe fortæller, at han ikke har stået på en scene i Danmark i 34 år. Men da han gjorde, delte han den med Invocator. Alle musikerne på scenen virker også til at være meget sammenspillede og til at have det sjovt indbyrdes. Af og til slår Grewe over i nogle længere hæse råb. Det er en god ide, da det tilføjer mere vildskab til hans stemme, men også fordi, at hans vokal kan blive lidt for monoton.

“Alle dage er vel death metal-dage?” siger Poulsen, inden han ønsker os en god aften. Det kan man vel ikke være uenig med den folkekære sanger i. Som en hyldest til forfædre får vi “The IVth Crusade” af Bolt Thrower. En fin hyldest. “Wolfpack Laws” og “Impii Hora” sparker ud efter os, men stemningen er ved at blive en lille smule flad. Har folk set det, de ville? Kun 3-4 af de mest hærdede moshere hopper rundt i midten af gulvet.

Det skal også siges, at Asinhell helt sikkert skriver solid død. Men det er også den slags, vi har hørt 100 gange før. Det opfinder absolut ikke den dybe tallerken, og det skal man bestemt heller ikke hver gang. 

Jeg kan dog desværre ikke lade være med at stå med følelsen af, at materialet alligevel ikke rigtig kan bære at underholde et næsten udsolgt Pumpehuset en hel koncert igennem. 

De har også kun udgivet ét album, så der er heller ikke meget at tage af. Derfor kommer der endnu et cover. Denne gang “Leprosy” fra Death + endnu et cover/medley. Under denne del af showet taber gæsterne desværre næsten alt opmærksomheden fra, hvad der sker på scenen. Et lavpunkt i koncerten. Dog topper energien næsten, da “Fall of the Loyal Warrior” lukker aftenen. 

Asinhell spillede en debutkoncert, der lover godt for fremtiden med dette band, men også et show, der kan pege i en anden retning. At det her projekt helt sikkert er hyggeligt for medlemmerne, men at det heller ikke kan fange interessen over længere tid.

Vil Asinhell bide fra sig med mere vrede og afvige fra formlen, de tilbeder? Det vil kun tiden vise. Jeg holder øje.

 

Galleri af Tommy Skøtt:

SickOmania

Asinhell

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Forsanger i Anthropoid Idol, spiller med DJ Navlebrødrene på Zeppelin Rock Bar + dedikeret Metal A Day skribent

ANTAL STJERNER

Sickomania
Asinhell

Del denne artikel

Seneste artikler

De pæne metalmøer

Fest som i ’99!

De heldige helte

Populære kategorier

Anmeldelse af: Asinhell, d. 30.05.24 i Pumpehuset, Kbh. Maj har været spækket med koncerter og festivaler ligeså. Sidste stop bliver med en gammel kendings nye projekt + et nyt bekendtskab. Der er hegn foran scenen i aften. Er det nu nødvendigt? Jeg forventer i hvert fald...Vi kom ikke længere end til skærsilden