Anmeldelse af Mono Goes Metal, 25. november 2016, Monorama, Åbyhøj.
Mono Goes Metal havde inviteret til en blandet omgang metal ude i de dejlige og vante omgivelser, der kaldes Monorama
Af Bastian Reinholdt Madsen
Det skulle desværre vise sig, at metal folket havde travlt med alt muligt andet end at komme på Monorama denne aften, hvilket var synd for de fire bands, der skulle spille op til tæsk i den jyske hovedstad.
Hadron
Der blev lagt ud med en gang heavy/doom i den gode 70’er stil. Hadron er et band, der har et potentiale for at blive virkelig fedt, specielt på grund af forsanger Martin Twisttmann Pedersens vokal, som helt klart var toppunktet for bandet. Han formåede i sandhed at nå vidt omkring, både tonemæssigt men også sprogmæssigt, da bandet har sange på både engelsk og dansk, eller sådan lød det i hvert fald igennem monitorene.
Denne anmelder er ikke altid den bedste til at lytte efter tekster i en live-situation. Det er ved at blive mere populært at synge på dansk, hvilket faktisk virkelig også fungerede godt for Hadron, det danske sprog var virkelig godt til de vokalfraseringer, som der blev fremvist. Der var rigeligt af paralleller til de gamle 70’er bands som fx Black Sabbath, Pentagram og Trouble at finde i Hadrons musik. Desværre kan musikken ikke helt følge med op til giganterne.
Doom skal ifølge denne anmelder have nogle virkelig gode hooks og fede riffs, og det var der desværre ikke rigtigt at finde så meget af i Hadron. Hvis der blev udfordret lidt mere på riffs i det band, så tror jeg uden tvivl, at de ville blive et virkelig fedt band, men en hel koncert bestående af 90% power-akkorder i et halvlangsomt tempo virkede desværre ikke super godt denne aften. Performancemæssigt var der desværre heller ikke super meget at komme efter ved Hadrons koncert, det var en noget stille affære med folk, der var meget stillestående og indimellem lige fik rystet lidt med håret. Der skal sgu lidt mere gang i den, specielt for det meget lille antal publikummer, der havde fået sneget sig ud til Monorama denne fredag aften.
Telos
Med Telos er vi nået til en genre, som denne anmelder ikke er super vild med. Vi er ude i noget mathcore-smadder af den tunge skuffe med en blanding imellem hardcore skrigevokal og dybe growls. I begyndelsen af koncerten virkede alt meget rodet, fordi lyden var et rent ud sagt mudder-helvede. Man kunne ikke høre nogen form for definition på strenginstrumenterne og kunne derfor ikke rigtigt finde ud af, hvad der egentlig foregik. Det var smadder på den dårlige måde. Det lykkedes dog at få det hele fikset, så musikken lige så stille begyndte at give mening midtvejs i Telos sæt, og det hjalp gevaldigt!
Nu stod man pludselig overfor et band, der ikke alene spillede skide godt, men som også havde den vildeste live-energi og gejst, som denne anmelder har set i virkelig lang tid. Det er ligeledes første gang, denne anmelder reelt set er endt med at nyde en koncert med et band af denne genre, hvilket helt klart er et plus!
Specielt spillede trommeslageren en virkelig fed omgang trommer, hvor der virkelig blev smækket til! Det var lækkert både at høre og se som publikummer. Resten af bandet gav den gas fra start til slut og stod nærmest ikke stille et eneste sekund af deres cirka 35 minutter lange koncert. Energien kan man i hvert fald ikke tages fra Telos, desværre var publikum nærmest ikke-eksisterende under deres koncert og på trods af den gode energi, nåede de aldrig rigtigt at formå at fange det publikum, som var til stede.
Phrenelith
Så nåede vi til aftenens første dødsindslag, københavnske Phrenelith. Vi er ovre i den mere old schoolede død, som den blev spillet engang i start-halvfemserne. Der bliver altså ikke genopfundet noget her, det er bare straight-up dødsmetal. Phrenelith led om nogen af lydproblemer denne aften, hvor det nærmest igennem hele koncerten var umuligt at høre, hvad der reelt set blev spillet på instrumenterne. Bandet kørte med en dobbeltvokal, som ikke rigtigt gav mening for denne anmelder, da begge sangere growlede. Hvis man beslutter sig for et benytte to personer som vokaler, kunne man godt overveje at, det også skulle være to lidt mere forskellige vokaler, end hvad Phrenelith benytter. Musikken var som sådan ganske udmærket, der var intet nyt under solen, en solid omgang dødsmetal, sådan som mor lavede den. Desværre var en solid omgang dødsmetal ikke nok til at ramme det fredagstrætte aarhusianske publikum. Phrenelith formåede ikke at komme ordentligt ud over scenen, hvilket dog også kan være svært, når der ikke rigtigt er et publikum til at give energi igen.
Caro
Så er vi noget til et af Danmarks bedste dødsmetal-bands i denne anmelders bog. Caro kan man stole på, de leverer altid en vare af en vis kvalitet. Tight det er det i den grad. Lyden var heldigvis også forbedret noget efter Phrenelith, hvilket gavner meget. Desværre var publikum stadig nærmest ikke-eksisterende, en ting der, som sagt, desværre gik igen hele aftenen. Det skulle dog ikke stoppe Caro fra at give den lige så meget gas, som de plejer. Frontmand Michael Olsen var som sædvanligt i sit es. Han er altså iblandt de absolut bedste, vi har herhjemme specielt indenfor genren. Han gør sit bedste for at fange publikum, og sædvanligvis ville det have virket, men når publikum består af cirka 16 mennesker spredt udover salen, så er det ikke en nem opgave han og Caro har for sig.
Desværre var det efterhånden blevet så sent på aftenen, da Caro gik på, at denne anmelder måtte gå, inden showet nåede sin konklusion, da jeg ellers simpelthen ikke ville kunne komme hjem fra Monorama.
