Maskinen »er tændt og tager billeder« på “Tyler Durden”, vi bliver alle en del af natmaskinen på “Hvem har brug for hvem mest”, den italesættes jamrende i det fjerne på “Ild”. Der er selvfølgelig også dén maskine, Natjagers rebelske narrativer eksplicit opfordrer lytterne til at rase imod, og så er der ikke mindst maskinen, der i sin omprogrammering og retouchering af Jon Kirkhoffs vokal kreerer bandets signatur.
Som sådan var Natjagers første koncert i kølvandet på udgivelsen af fuldlængdedebuten, Hvordan vi lærte at svæve, også en dyrkelse af det maskinelle: Det var tydeligt, at alt var indøvet og indstuderet ned til nærved mindste detalje i fremvisningen af den livemæssige prototype – den er ikke fuldstændig velsmurt endnu, men formåede trods alt at fremvise dét livepotentiale, Natjager unægteligt besidder. Derudover blev hele herligheden serveret med en vis neofuturistisk cyberpunkæstetik anført af en lyssætning, der illuminerede Betas hæderligt besøgte, lavtloftede lokale i et farvespektrum, der primært spændte fra kold isblå over magenta. Og der skulle da heller ikke gå mere end et enkelt minut, før maskinerne indtog hovedrollen ved at sabotere det indledende backtrack på åbningsnummeret, “Havet findes”. »Det er jo hiphop, så den spoler vi lige forfra og tager igen,« lød det fra Kirkhoff. Jojo; de var heldigvis stadig menneskelige.
Jeg havde kun en gang tidligere oplevet Natjager live: i en noget rodet optræden på Roskilde Festival tilbage i 2017 i de allerspædeste måneder af bandets karriere. Dengang gik mine kritikpunkter først og fremmest på, at Natjager fortjente et langt bedre lydbillede, end festivalens vindblæste Rising-scene kunne levere, og at de ikke virkede sikre nok i deres eget materiale. Begge dele var der (»selvfølgelig« fristes man til at sige) ændret på her 30 måneder senere. For Natjager behøver ingen piedestal at stå på; deres musik trives bedst indhyllet i sved, slagsmål og alle følelserne i øjenhøjde med resten af flokken. Og det er dét, Beta (og Loppen og Stengade ligeså) som spillested kan levere. At afskærme dem fra tilhørerne er i min optik nemlig en hån både over for Jon Kirkhoffs ultranærværende scenefremtræden og evige jagt efter publikumsinteraktioner, men også over for den kunst, bandet søger at skabe. Samtidig er Natjagers tiltro til de tidligste dele af bagkataloget nu så stor, at det er med til at løfte størstedelen af det nyeste materiale, hvor det egentlig kun var “Helium” og “Hvordan jeg lærte at svæve”, der for alvor føltes enten unødvendig eller kedeligt fremført denne aften.
