Alice Cooper

Natmaskinens turingtest

-

Anmeldelse af: Natjager – Beta, København, 15. februar 2020

Det er egentlig en pudsig fascination, Natjager har af maskiner:

Maskinen »er tændt og tager billeder« på “Tyler Durden”, vi bliver alle en del af natmaskinen på “Hvem har brug for hvem mest”, den italesættes jamrende i det fjerne på “Ild”. Der er selvfølgelig også dén maskine, Natjagers rebelske narrativer eksplicit opfordrer lytterne til at rase imod, og så er der ikke mindst maskinen, der i sin omprogrammering og retouchering af Jon Kirkhoffs vokal kreerer bandets signatur.

Som sådan var Natjagers første koncert i kølvandet på udgivelsen af fuldlængdedebuten, Hvordan vi lærte at svæve, også en dyrkelse af det maskinelle: Det var tydeligt, at alt var indøvet og indstuderet ned til nærved mindste detalje i fremvisningen af den livemæssige prototype – den er ikke fuldstændig velsmurt endnu, men formåede trods alt at fremvise dét livepotentiale, Natjager unægteligt besidder. Derudover blev hele herligheden serveret med en vis neofuturistisk cyberpunkæstetik anført af en lyssætning, der illuminerede Betas hæderligt besøgte, lavtloftede lokale i et farvespektrum, der primært spændte fra kold isblå over magenta. Og der skulle da heller ikke gå mere end et enkelt minut, før maskinerne indtog hovedrollen ved at sabotere det indledende backtrack på åbningsnummeret, “Havet findes”. »Det er jo hiphop, så den spoler vi lige forfra og tager igen,« lød det fra Kirkhoff. Jojo; de var heldigvis stadig menneskelige.

Jeg havde kun en gang tidligere oplevet Natjager live: i en noget rodet optræden på Roskilde Festival tilbage i 2017 i de allerspædeste måneder af bandets karriere. Dengang gik mine kritikpunkter først og fremmest på, at Natjager fortjente et langt bedre lydbillede, end festivalens vindblæste Rising-scene kunne levere, og at de ikke virkede sikre nok i deres eget materiale. Begge dele var der (»selvfølgelig« fristes man til at sige) ændret på her 30 måneder senere. For Natjager behøver ingen piedestal at stå på; deres musik trives bedst indhyllet i sved, slagsmål og alle følelserne i øjenhøjde med resten af flokken. Og det er dét, Beta (og Loppen og Stengade ligeså) som spillested kan levere. At afskærme dem fra tilhørerne er i min optik nemlig en hån både over for Jon Kirkhoffs ultranærværende scenefremtræden og evige jagt efter publikumsinteraktioner, men også over for den kunst, bandet søger at skabe. Samtidig er Natjagers tiltro til de tidligste dele af bagkataloget nu så stor, at det er med til at løfte størstedelen af det nyeste materiale, hvor det egentlig kun var “Helium” og “Hvordan jeg lærte at svæve”, der for alvor føltes enten unødvendig eller kedeligt fremført denne aften.

Koncerten blev ikke overraskende mest medrivende, når Natjager føltes som en rigtig gruppe, hvilket for alvor kom til udtryk på publikumsfavoritten “Tyler Durden” og “Hvem har brug for hvem mest”, da først aftenens ganske glimrende lydmand endelig fik sparket guitarerne tydeligere ud gennem højtalerne.
For sandheden er jo, at de mindre elementer i gruppens lydunivers hurtigt kan falde i baggrunden til fordel for autotunevokal, oprørsk lyrik und so weiter. Derfor var det også befriende med egne øjne at kunne bevidne Ronni Rohde og Tue Roths essentielle samspil oven på Jacob Mezin og Kian Wulffs vitale fundament, hvor stort et læs synthchef Torben Vestergaard egentlig løfter på vokalfronten, samt hvor godt han i den forbindelse i grunden formår at komplimentere Kirkhoff på numre som førnævnte “Hvem har brug for hvem mest” og “Ung flugt”. Og for hurtigt at adressere frontmanden, så vaklede han fra tid til anden i balancegangen mellem vokalist og entertainer, hvilket i resulterede i manglende linjer og en noget flad leverance. Det blev dog opvejet af en oprigtig spilleglæde, en oprigtig benovelse over aftenens fremmøde og en oprigtig passion for Natjager-projektet, der en enkelt gang helt og aldeles fremragende flød over i hans Specktors-fortid, da han fusionerede “Lågsus med “Feberdrøm”, (der dog er fra Hvad rejser bringer og ikke fra bandets første EP, som han vistnok kom til at proklamere).

Med både Hvordan vi lærte at svæve og releasekoncerten på Beta lader Natjager til at være et band, der på nuværende tidspunkt er præcis dér, hvor de godt vil (og bør) være. Der er altid plads til forbedringer og fintuninger af maskineriet, men det klæder alligevel også bandet at være uperfekte og frem for alt menneskelige, for det er ikke mindst deres nærværende udstråling og intense synergi med de dedikerede fans, som gør Natjager til et yderst seværdigt liveband – det var denne aften på Beta et lysende bevis på.

Avatar
Daniel Niebuhr
Redaktionens anti-metaller, korrekturtype og ordfetichist. Skriver også en masse for Undertoner. Ved mere om Eurovision end dig.

REVIEW OVERVIEW

Natjager

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories