Københavnsk Nick Cave-reprise – denne gang på det store lærred

Anmeldelse af: Distant Sky, CinemaxX, Odense, 12. april 2018

Nick Cave lagde sidste år vejen forbi Royal Arena, og det er nu blevet til koncertfilmen “Distant Sky”, som blev vist i biografer verden over d. 12 april.

Jeg fangede filmen i CinemaxX, Odense, men jeg havde faktisk snydt hjemmefra, da jeg nemlig selv var til koncerten i Royal Arena! Så nu skal slaget stå, om hvorvidt det kan lade sig gøre og fange live-magien på det store lærred.

Det står lynhurtig klart, at det selvfølgelig ikke kan hamle op med at stå nede foran, imens Nick Cave skriger dig ind i hovedet. Der snyder jeg også filmen for den sidste stjerne. Men filmen kan helt sikkert noget, og man kunne næppe ønske sig en bedre dokumentering af en fantastisk aften.

Sætlisten består hovedsagligt af numre fra de to seneste album, Skeleton Tree og Push the Sky Away, og særligt sidstnævnte har mange numre på sætlisten. Selvfølgelig får vi også nogle gamle hits som “Mercy Seat”, “Red Right Hand” og “From Her to Eternity”, men det er de mere stille numre, der bliver serveret for os, og dér kan filmen virkelig noget. Vi får lov at komme helt tæt på bandet, og instruktør David Barnard har afholdt sig fra kun at filme Hr. Cave (selvom det må have været svært – hold nu kæft, den mand er karismatisk), og han afholder sig også fra smarte filmtricks og fokuserer i stedet på bandet og musikken. Vi ser alle de små tegn mellem musikerne, og vi mærker, hvordan de arbejder med numrene, som i den grad lever for øjnene af os (eller på skærmen, om man vil).

Det danske publikum står dog lidt akavet ud rent lydmæssigt med lidt for lidt fællessang og lidt for meget bøvråb. Kun under “Into My Arms”, hvor hele Royal Arena stemmer i, kommer gåsehuden fra koncerten helt frem, og der kommer publikumslyden til sin fulde ret.
Koncertens trumfkort (og grunden til, at det netop er Københavnkoncerten, de har valgt at filme), kommer, da den danske sangerinde Else Torp entrerer scenen og giver nummeret “Distant Sky”, som hun også gør på pladen. Hun synger fuldstændig vidunderligt, og det er bare en vanvittig smuk sang, som bare sidder lige i skabet den aften.
Det er dog ikke kun de stille sange, som brager igennem, og særligt “From Her to Eternity” skal fremhæves i filmen for virkelig at sparke igennem, så det kan mærkes helt ind ned i biografsædet. CinemaxX har valgt at skrue godt op for lydniveauet, og fordi filmen lydteknisk er skruet skidegodt sammen, får vi alle nuancerne med, uden at det går på kompromis med larmen, som The Bad Seeds kan skabe.

Har man ikke haft muligheden for at opleve Nick Cave live, så er Distant Sky en fantastisk mulighed for at se ham anno 2017, hvor han, i min optik, næppe nogensinde har været bedre. Det bliver i hvert fald en koncertfilm, som vi vil hive frem på YouTube, hver gang vi skal vise en kammerat, hvor fandenivoldsk, liderlig, voldsom og fandens rørende Nick Cave and The Bad Seeds kan være.