Alice Cooper

På tværs i mit indre lydunivers, univers, univers

-

Anmeldelse af: Twelve Foot Ninja. “Vengeance”. 15. oktober 2021. Volkanik Musik.

Det enormt alsidige og altid eksperimenterende moderne metalband Twelve Foot Ninja er snart ude med deres seneste udspil, ’Vengeance’, der byder på alsidighed, legesyge og rigeligt af tunge passager.

 

Det går bestemt ikke stille for sig på den nyeste plade med australske Twelve Foot Ninja, et band, der i høj grad er kendt for at prøve grænser af og eksperimentere og presse konventionerne for metalgenren til det yderste. Dette er noget, der har fået mange metalfans til at opgive bandet, da deres blanding imellem bl.a. reggae, elektronisk, pop, funk og deslige ikke falder i god jord hos dem, der kun hører metal. At blive udfordret på sin smag er generelt noget, metallere er dårlige til, og dette kan meget vel være en af grundende til, at dette band aldrig har nydt særligt stor berømmelse, og da særligt på disse bredder.
Danmark er slet og ret et meget konservativt land, når det kommer til, hvordan metal bør lyde. Det skal helst være groovy, det må gerne være død, tilsat plat humor; noget, man kan headbange i 4/4 til, og så skal det helst lyde som de fleste andre bands, og så vil vi i øvrigt gerne have ’’såvs og kartøwler’’ til.

Sådan et band er Twelve Foot Ninja altså bare ikke, og netop dette cementerer de altså atter engang på deres seneste udgivelse, Vengeance. Her varierer bandet fra den elektroniske musik som den bl.a. kan lyde hos norske Ulver (tænk henad The Assassination Of Julius Ceasar) til den mere up-beat reggae, over i musical og naturligvis deres velkendte melodiøse djent.
Djent er på ingen måde en favoritgenre for mit vedkommende. Det bliver for mig hurtigt et spørgsmål om teknik for teknikkens skyld, og det musikalske aspekt bliver simpelthen for kantet og staccato, hvilket fører til, at mange melodier går tabt. Derudover er det nærmest en regel, at djentbands skal have kedelige vokalister, der kun kan synge på en måde, og det skal helst være som Cookie Monster fra Sesame Street – atter engang noget, der lynhurtigt bliver ensporet og i længden decideret kedeligt.

Her er det så netop at Twelve Foot Ninja viser deres spidskompetence, for ikke alene tør de lege og udfordrer genrekonventionerne, men de gør det sateme også godt, og faktisk er det ofte på Vengeance, at det netop er disse afstikkere, som gør, at pladen netop spiller så stærkt, som den i sidste ende gør.
Brugen af growl og råb er ligeledes ofte tilsidesat for en helt abnormt god og stærk cleanvokal, hvor Nik ’’Kin Etik’’ Barker viser sin alsidighed på overbevisende vis. Faktisk er der ikke et tidspunkt igennem hele pladen, hvor vokalen ikke sidder lige i skabet, og det er mildest talt imponerende, når man tænker på, at denne mand prøver sig med nok stemmer til, at en stærkt skizofren må have svært ved at følge med. Der bliver spillet på alle tangenter, og det fungerer knald godt. På mange punkter er denne form for eksperimenteren med metalformlen for mit vedkommende ret kendetegnende for australske bands, hvor især Troldhaugen også formår at bryde med, hvordan metal bør opfattes.

Hvad, der kan være svært ved at springe imellem genrerne på den måde, som Twelve Foot Ninja gør det på dette album, er at fremstå overbevisende i sin egentlige vision og skabe en ordentlig rød tråd igennem hele albummet. Dette endda særligt, når albummet udgives i en slags trilogi, hvor der udgives både et album og en grafisk novelle, begge med titlen, Vengeance, og så til slut en fantasyroman under titlen, The Wyvern and The Wolf. Personligt mærker jeg ikke rigtigt et nødvendigvis større og gennemgående billede igennem selve albummet. Det sagt, kan det godt være, at dette netop eksisterer, og det blot er mig, der ikke fokuserer så meget på det tekstuelle indhold i forhold til det musikalske aspekt af udgivelsen.

Sangene spiller dog godt op imod hinanden, og variationen imellem de forskellige numre er rigtigt god. Det melodiske og kantende djent fungerer så som en samlende rød tråd, der fletter alt den higen efter det aparte sammen i et virvar af musikalsk udfordring, der rent faktisk langt det meste af tiden rammer plet. Ligeledes fungerer albummet rigtigt godt, fordi det langt henad vejen er enormt poppet. Det er enormt catchy, samtidig med at det hopper rundt i genrerne. Numrene er ej heller særligt lange, men svinger derudaf med fede melodier, spændende stykker, fede fraseringer og sublimt vokal- og instrumentalt arbejde.

På trods af min mangel på pli i forhold til at rent faktisk lytte efter tekster er der faktisk flere øjeblikke på denne plade, hvor et stykke tekst står så skarpt, at det alligevel sætter sig på min indre nethinde, som f.eks. på nummeret “Long Way Home”, hvor der bliver sunget: ’’I take a left, although I signal right, I like the pressure when the walls collide’’ – hvilket egentlig kan tolkes som et ret fint statement om selve albummet.
På trods af at dette nok ikke er meningen med teksten, så føles det alligevel sigende for Twelve Foot Ninjas tilgang til musikken. Bandet tager nemlig ofte det skarpe venstresving, selvom de musikalsk signalerer, at de vil køre imod højre. Der bliver netop lagt op til at tingene går en vej, og så går de den anden, og disse spændinger ved bandet kan da også få væggene til at presse om dem.
Derfor er det altså forfriskende at høre et band, der tør give sig i kast med noget anderledes og presser igen imod muren. Dette skaber netop en masse overraskelser og spændinger i det musikalske udtryk, og bandet får det til at virke ikke blot spændende, men også overbevisende, og netop dette nummer er på mange måder et klasseeksempel på netop dette med sine finurlige vokal-skift og variationer i forhold til genrer.
Generelt står særligt den første del af Vengeance enormt stærkt i sit udtryk, hvor musikken spiller til UG, samtidig med at vokalerne er dejligt varierede og enormt behagelige at lytte til.
Twelve Foot Ninja kan altså bare skrive fede ting, og leverer det ligeledes på bedste vis.

Lyden på albummet er faktisk enormt tæt på perfektion. Alle de forskellige genreskift går klart igennem, og dynamikken sidder altså lige, hvor den skal. Der er ordentligt med smæk på, når behovet er der, og der er rigelig plads til de mere gøglede og elektroniske detaljer, når de skal skære igennem. Man kan måske tale om, at pladen måske er overproduceret og til tider lyder lidt for flot og poleret, men dette er jo også netop kendetegnende for netop djentgenren, som jo er den lim, der binder Twelve Foot Ninjas musik sammen.

På trods af de mange roser så er der altså stadig tidspunkter, hvor albummet går lidt i selvsving. Dette sker hovedsageligt imod slutningen af albummet, hvor det bliver lidt for standard og djentet. Twelve Foot Ninja fungerer altså bare bedst, når de forsøger på at sprænge parametrene for metallens lyd og udtryk, og derfor kan det godt blive lidt kedeligt nå f.eks. “Culture War” ikke helt lever op til sin titel. Bevares, det nummer lives da også op af lidt god gammeldags trompet, men det redder altså ikke helt nummeret. Twelve Foot Ninja fungerer altså bare bedst, når de er legesyge.

Bandet får ligeledes fint besøg fra den glimrende ukrainske sangerinde Tatiana Shmailyuk fra det efterhånden ret populære band Jinjer. Hun er altså en formidabel vokalist og sanger, og stemmen passer perfekt ind ved siden af Twelve Foot Ninjas musik og komplementerer faktisk Barkers vokal fremragende på den tunge og melodiøse “Over And Out”. Her leverer hun, på samme måde som Barker, en rigtigt fed cleanvokal, som hun altså er vanvittigt dygtig til. Det er faktisk endda interessant, at bandet har valgt, at Shmailyuk netop ikke skal levere sin tonsetunge growls, som hun er enormt leveringsdygtig i, og netop er et af de helt unikke kendetegn ved hende. Nummeret er i sig selv ikke det mest spændende på pladen, men velskrevet er det nu alligevel.

Twelve Foot Ninja har med Vengeance kreeret et fremragende album, som står utroligt stærkt for sig selv. Der bliver eksperimenteret dejligt meget, og netop derfor vil dette album formentlig ikke falde i de flestes smag, og da særligt ikke herhjemme i vores lille andedam.
Er du derimod med på at tage på et eventyr med et band, der forstår sig på at skrive fængende og solide numre, som forsøger at sætte sig på tværs i dit lydunivers, så er Twelve Foot Ninjas Vengeance lige noget for dig.

På trods af at albummet altså ikke spiller konstant på de rigtige parametre, og der indimellem går lidt tomgang i den, fungerer pladen stadig som en helhed.
Hele den første halvdel af albummet er direkte til fuldt hus på karakterskalaen, så alene det er pladens pris værd.

Er du til det gøglende og eksperimenterende metal, sådan som f.eks. Dog Fashion Disco ville kunne levere den, så vil du kunne føle dig hjemme her.

 

REVIEW OVERVIEW

Twelve Foot Ninja - Vengeance

Share this article

Recent posts

Popular categories