Rå norsk rock-ekvilibrisme

Slivers
Jeg ankommer en kende sent, og Slivers er godt i gang med at spille en omgang beskidt punk, sådan som den kan kendes fra for eksempel Frank Carter & The Rattlesnakes.

Bandets musik har helt klart et potentiale for at komme godt frem. Det er tydeligvis nogle dygtige musikanter, der spiller i dette band. Der er ekstremt knald på trommerne. Der bliver i sandhed hamret igennem på tønderne.
Bassen er der godt med knas på, uden at det bliver for meget. Samtidig får den leveret en god, sprød og solid bund og formår aldrig i sit spil at blive uinteressant, hvilket indenfor de punkede genrer nogle gange godt kan være en kunst med lige præcis bassen.
Guitaren er en kende for lav i mixet, men lyder godt og hidsigt, præcis som man kan forvente det af en Telecaster. På trods af, at guitaren for det meste spiller med en clean lyd, fornemmer man alligevel, at der er et godt twang i lyden, og dette bidrager med, at man føler, man får nogle milde smæk – af den gode slags.
Vokalen er solid, ikke noget totalt unikt, men ganske passende til musikken.

Jeg savner lidt noget mere intensitet og kaos i Slivers optræden. Der er (udover hos trommeslageren) ikke de store energiudladninger, som man ellers ville forvente af et band, som spiller denne type musik. Bandet kunne godt tillade sig at kigge ekstra imod noget Frank Carter eller måske Kvelertak på denne konto, det ville klæde dem. På trods af, at forsangeren på et tidspunkt i koncerten løber ud og råber hos publikum, er det stadig som om, at det føles, tja, en kende halvhjertet. Der mangler lige det sidste puls og aggression for, at vi virkelig kommer op og slå hårdt.
Dog skal det siges, at dette er bandets debutkoncert, og alle bands skal lære hinanden at kende, før de ender med at yde 100 %.

Alt i alt leverer Slivers en interessant koncert med masser af potentiale. Lidt mere vildskab og et længere sæt havde klædt bandet. Jeg havde snildt kunne høre dem spille i 15-20 minutter mere, end de tyve minutter, som deres sæt varede.

Solid debutkoncert!

Skambankt
Efter den glimrende debutkoncert med Slivers skal det blive spændende at opleve Skambankt, et band, jeg indtil nu ikke har lyttet til. Til gengæld har en af mine kammerater rost dette band ganske højt, og netop derfor har jeg begivet mig ned til Atlas denne fredag aften. Man kan ligeså godt få nye sanseindtryk og håbe på en fed koncert, fremfor at bare hænge ud nede på den lokale eller sidde derhjemme og trille tommelfingre.

Hvad der venter mig, er jeg dog ikke helt forberedt på. Skambankt formår nemlig at levere et ufatteligt medrivende show, hvor der helt ærligt ikke er et eneste overflødigt nummer i sættet. Bandet giver den så rigeligt med gas på scenen, imens de spiller en fed omgang hård rock blandet med punk. Guitarspillet sidder knivskarpt med enkelte små udfald. Musikken er fyldt med spændende riffs og enormt lækre melodier, der i stor grad sætter sig i hovedet. Særligt sætter nummeret “Voodoo” virkelig gang i lytte-lapperne.

Forsanger og guitarist, Terje Vinterstø, (der tidligere har gjort sig i det formidable norske rockorkester Kaizers Orchestra) formår at styre slagets gang på fornem vis med små jokes og sjove anekdoter imellem numrene. At kalde ham for en karismatisk frontmand og sanger vil være en underdrivelse. Hans vokal er dejligt afrundet uden at miste kant og vækker netop minder om det desværre opløste Kaizers Orchestra dog ikke uden, at man føler, at den alligevel adskiller sig.
Musikalsk er dette nemlig ikke Kaizers, men bærer da alligevel lidt præg af, at Vinterstø er tidligere medlem af den prominente gruppe. Skambankt er dog langt mere rocket og hårdtslående, end Kaizers, og dette udtryk passer bandet helt fantastisk.

Bandet spiller rigtigt godt sammen og formår at fange publikum på fornem vis. Jeg forstår godt, hvorfor en fra publikum har været til 150 koncerter med Skambankt. Det her er nemlig et band, som formår at levere et show, der holder fuldstændig vand samtidig med, at de har noget fed og alligevel ret lettilgængeligt musik at støtte op om det. Heldigvis formår det på trods af at være lettilgængeligt ikke at blive uinteressant. Det er helt klart et band, som jeg fornemmer, er værd at se mange gange.

Lyden til Skambankt er bestemt også i den gode ende. Særligt godt går guitarerne klart igennem her til aften, hvilket er vidunderligt, for der er masser af små og lækre fills imellem de fede og stramme riffs.

Skambankt formår at sætte et stærkt indtryk hos mig, og jeg forlader koncerten med et smil og følelsen af, at jeg har oplevet noget særligt.

Lad der ikke gå fire år, før Aarhus får denne oplevelse igen.