Anmeldelse af W.A.S.P. + support: Battle Born, d. 06.10.25 i Amager Bio

Album One Alive World Tour ´25 kom forbi Danmark og lovede nostalgi og rungende fællessang.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup.

Amager Bio var næsten udsolgt og der var pyntet flot op på den store scene. Som et freakshowtelt var der opsat dekorationer med tegninger af “Voodoo Queen”, “Chainsaw Death Match”, “The Tormentor”, “Fire Breather” og “Amazon Women” alle illustreret som en EC Comics-tegneserie. Der er altså gjort noget ud af headlinerens produktion, men først noget opvarmning.

Battle Born

Der findes Battlelore, Battle Beast og nu Battle Born, ja der er tale om power metal. Udover det ikke så originale navn, så bliver det spændende at se hvad publikum siger til englænderne. De blev dannet i 2018 og har udgivet 1 album Blood, Fire, Magic and Steel (2023) og består af Will Keer (leadguitar), Tom O’Dell (rytmeguitar), Jack Reynolds (vokal), Charles Lamacraft-Perrett (trommer) og Matt Hudson (bas).

Et banner med en grizzlybjørn med boksebandager på poterne gør det klart at vi befinder os solidt i klicheernes land. Med en episk orkesterintro ud af højtalerne kommer bandet ud og forsøger at sætte gang i salen. Det står klart efter “Indigo Steel”, “Magic and Steel” og den nye single fra i år “One On One” at Reynolds ikke besidder det mest imponerende organ. Jo, han synger ok og når fint op i de højere toner når han skal, men hans stemme er flere steder direkte kedelig og han skiller sig på ingen måde ud fra de 100-vis af andre sangere i samme genre.

Der er rigeligt med “whoa” råb og forsøg på at hive os med, men udover 3 gutter bag mig, der forelsker sig hurtigt i musikken, er det meste af salen ret ligeglad. Dog skal der gives credit where credit is due. Battle Born har en udstråling som spillede de på hovedscenen på Wacken Open Air. Reynolds løber frem og tilbage med et kæmpe smil og den meget 80’er prægede “Power Force” får lidt mere respons og spredt klappen. Det er da også deres bedste nummer.

Plastiksværdet fra Fætter BR kommer også frem og det hele er ret sødt og cringe, men jeg må også respektere gruppens dedikation til deres legesyge image, selv om materialet langt fra er det stærkeste. Et dansk flag med Battle Borns logo på bliver viftet og selv om det er billige point, så råbes bandets navn nu og jeg tror de fik hevet et par nye fans med i folden til sidst med “Sanctum”, “Can’t Kill the Night” og “Born To Battle”.

Jeg har ikke brug for bandet i min power metalhimmel sammen med Avantasia, Kamelot, Primal Fear, Helloween, Secret Sphere, Pyramaze, Beast In Black, Serenity og After Forever, men de spillede fint og lod sig ikke påvirke af den lunkne stemning, som de alligevel fik vendt mere end jeg troede at de ville.

W.A.S.P.

Siden 1982 har Blackie Lawless (vokal, rytmeguitar) blandet heavy metal, shock rock og glam metal til en sprængfarlig cocktail fyldt med motorcykler, læder, kvinder og bad boy-attitude. Det er blevet til hele 16 albums i den lange karriere, men i aften skal vi hylde debutalbummet W.A.S.P. (1984).

Bandet består udover Lawless yderligere af Mika Duda (bas, backing vokal), Doug Blair (leadguitar, backing vokal) og Aquiles Priester (trommer). Forsangeren har et imponerende mikrofonstativ der bedst kan beskrives som et kæmpe skelet-motorcykel-sølv-monstrum der ville gøre selv Jonathan Davis til skamme.

De første fans med puddelhår samler sig nede på gulvet, imens vi får at vide at vi ikke må crowdsurfe. Dette bliver der buet af, men hvad kan man gøre? Det er en blandet crowd, men de fleste er voksne, der er kommet for at støve battlevesten af og finde den festglade og udødelige ungdom igen. Mon det vil lykkes? Der er i hvert fald proppet.

Røde lyskegler hvirvler rundt for at annoncerer at nu begynder løjerne, og ind kommer Lawless med sit bikercrew og kaster sig ud i den store klassiker “I Wanna Be Somebody”. Så er der godt nok lagt hårdt fra start når man åbner med sit allermest populære nummer. Den går rent hjem og der synges højt imens en mindre skov af hænder er i vejret. Lawless skal lige have stemmen op at køre og hans hæse røst er måske lidt rusten, men en stor del af styrken kan stadig høres og med sit uglede kulsorte garn og sultne blik gør han stadig en god figur. Soloerne lander eminent og den fælles optræden er god og alle kommer rundt på den store scene.

Doug og Blairs stemmer hjælper der hvor forsangeren af og til kommer til kort og som “L.O.V.E. Machine”, “The Flame”, “B.A.D.” og “School Daze” lander som de bedste shots i din favoritbar, så fremstår materialet stadig skarpt, catchy og ude på ballade. 3 skærme bagved viser gamle koncertoptagelser + videoer og man bliver skam taget direkte tilbage til de frække 80’ere. “Hellion”, “Sleeping (In the Fire)”, “On Your Knees”, “Tormentor” og “The Torture Never Stops” er sange der årtier senere stadig holder og der er mange lys i øjnene på gæsterne. Ingen går herfra skuffede over W.A.S.P. der leverede perler på en snor for deres trofaste fans.

Jeg har faktisk aldrig været den store tilhænger, men det skete i aften. Og at se en så vigtig skive som den vi er vidne til live fra ende til anden er en chance jeg højst sandsynligt ikke får igen.

En kort pause og så kommer gruppen tilbage og som en naturlig sammenspillet enhed får vi “The Real Me” (The Who cover) + “Forever Free” der er aftenens emotionelle indslag og til stor applaus efterfølges den af det potente fyrværkeri der er “Wild Child”. I skæret fra lilla, orange og gule spotlights fremstår Lawless som en ægte rockstjerne og stadig relevant anno 2025. “Blind In Texas” sætter en eftertrykkelig streg under at W.A.S.P. stadig er et energisk liveband, der har skrevet numre som for altid vil være en del af den kollektive heavy metalbevidsthed når der skal startes en gedigen fest.

Galleriet er taget af Joachim Vilholm Vilstrup.