Anmeldelse/reportage af Næstved Metalfest 2025 dag 3, d. 30.08.25.

Oprindeligt skulle min lørdag have set drastisk anderledes ud. Men for better or for worse så ændrede det hele sig til sidst.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Jeg havde meldt ud at jeg kun ville nå de første bands da jeg skulle ind og se Ed Sheeran med min kæreste og hendes familie. Min kvinde lå dog stadig syg, så vi solgte billetterne. Ærgerligt som det var, så kunne jeg dække resten af festivalen og med varmen og et kys fra kæresten tog jeg af sted parat til sidste del af sommerens sidste open air festival.

Sorcerer: Slagmarken kl. 13:30

I 1988 blev bandet dannet, men allerede i 1992 gik Sorcerer fra hinanden. En genforening fandt sted i 2010 og i 2015 kom debut skiven In the Shadow of the Inverted Cross. Siden da, fulgte The Crowning of the Fire King (2017), Lamenting of the Innocent (2020) og Reign of the Reaper (2023). Jeg kunne godt lide dem da de optrådte til Nordic Noise i 2022, så et gensyn med Stefan Norgren (trommer), Justin Biggs (bas), Peter Hallgren (guitar), Kristian Niemann (guitar) og Anders Engberg (vokal) så slet ikke dårligt ud.

Vi er ude i epic doom metal og det ligger ikke alt for langt væk fra deres landsmænd i Candlemass. Guitararbejder er smooth og de store vokale armbevægelser som Engberg tilføjer, er både behagelige og grandiose. Biggs kommer med growl og resten af bandet spiller upåklageligt. 

Det er en mere rolig start end de to foregående dage. Gæsterne begynder på dette tidspunkt også at være lidt mærkede at så megen fest og metal. Så i den forbindelse, er Sorcerers mere rolige toner en god, mere glidende overgang denne lørdag. Det er stemningsfuldt og rocket til “Hammer of the Witches” og helt oppe ved hegnet er jeg godt underholdt. Trods de mere bombastiske elementer hos svenskerne, så bliver det ikke det store brag denne eftermiddag. Til det er det for tidligt og ligeså er det ikke det rette soundtrack. 

Men det kan nu også noget bare at stå og roligt nyde noget velskrevet midt-tempo doom, imens man vågner til dåd. Til dette formål var Sorcerer den perfekte kandidat. Vi ses 100% næste gang de besøger Danmark. 

Som jeg sætter mig bagved og trækker vejret lidt i en stille pause, så ser jeg bladene falde ned, brune og døde. Det er varmt i dag, men at efteråret er langsomt på vej kan ikke fornægtes. Det har været en fantastisk sommer og som publikum ankommer, så kan jeg mærke at disse dage har mindet mig om hvor fedt det er at være gæst her på de mindre festivaler. Da Mnemic, Bloodbath, Marduk, Firewind og Crocell er annonceret til 2026 her til morgen, så er chancen for at jeg kommer tilbage temmelig sikker. Der bliver satme lavet nogle vilde bookinger and speaking of…

Persefone: Slagmarken kl. 14:45 

Hele vejen fra Andorra skal vi tilbringe lidt tid med en omgang progressive metal. Ikke altid en genre jeg jubler over, men med et åbent sind er jeg på vej foran. Bandet har eksisteret siden 2001 og består af Toni Mestre Coy (bas), Carlos Lozano Quintanilla (guitar), Miguel “Moe” Espinosa (keyboard), Sergi Verdeguer (trommer), Filipe Baldaia (guitar) og Daniel R. Flys (vokal).

Som musikken begynder er det svært at placere bandet, men det er sikkert også meningen. Der leges både med stykker af technical death metal og melodic death metal, der flettes sammen med de mere eksperimentelle og skæve taktarter. Hvad det dog ikke på noget tidspunkt er, er kedeligt. 

Flys skriger af sine lungers fulde kraft og hans rene stemme er der også styr på. Når vildskaben hersker, mestrer Persefone disse nuancer til fulde samt de mere stille passager, hvor man kan stå stille og blot nyde hvor smukke kompositioner bandet kan skrive. “Stillness Is Timeless” fra Aathma (2017) samt “The Great Reality” fra Spiritual Migration (2013) hypnotiserer med deres mange temposkift og de forskellige kontraster fungerer optimalt. 

Det er en øjenåbner for et band jeg kun har kendt sporadisk til, og som moshpitten kommer til live imens Flys er en tur nede ved hegnet, så er det fedt at have været vidne til den vilde skønhed der er Persefone.

Artillery: Slagmarken kl. 16:20

Orphaned Land måtte aflyse grundet den politiske situation i Mellemøsten, der tragisk ødelægger verden. Et kort man dog altid kan hive op af hatten er gode gamle Artillery. Siden 1982 har thrash metallerne været en klenodie herhjemme og på trods af mange skiftende line-ups, så slår de aldrig fejl på en scene i min erfaring. Det er min første koncert med bandet siden Martin Steene, kendt fra Iron Fire og Nightlight, overtog vokalen fra Michael Bastholm Dahl. Jeg har ikke set Artillery siden Jailbreak 2023, hvor Nico Adamsen kort overtog mikrofonen igen, så jeg tropper op foran forventningsfuld.

Michael Stützer (leadguitar), Peter Thorslund (bas), Frederik Kjelstrup (trommer), og René Loua (rytmeguitar) kaster sig med smil og entusiasme ud i “The Eternal War” fra deres klassiske debut album Fear of Tomorrow (1985) og “By Inheritance” fra By Inheritance (1990). Moshen begynder, og unge som lidt ældre er med på at danse og circle pit er der også plads til. 

Steene er muligvis ikke min favoritsanger for Artillery, hans stemme er en smule for tynd sine steder til materialet. Men han er alligevel ret dynamisk på sin egen måde, når han leger med sin power metal, high pitch og små growls som i “The Face of Fear” fra The Face of Fear (2018). 

Da mit favoritnummer “10.000 Devils” fra When Death Comes (2009) får det et stort personligt bifald og min luftguitar er fremme igen. Det kan dog mærkes, at flere er ved at være lidt brugte, så kun de mest dedikerede hopper videre, mens alle andre hujer pænt. 

Det er stadig god stemning og når “Legions” fra Legions (2013) og “Terror Squad” fra Terror Squad (1987) spilles så erfarent er dette en erstatning der holdt gejsten oppe uden at sprænge rammerne for noget. Nogle bands skal heller ikke forny sig for meget og Artillery skal for alt i verden bare spille den thrash vi er vokset op med og ikke andet. Det er derfor vi elsker dem.

Unleashed: Slagmarken kl. kl. 18:30 

Når vi taler om de gamle dyder, er Unleashed fra Sverige ikke til at komme uden om i death metal håndbogen. Siden de startede i 1989 har de udgivet 15 studiealbums og holdt fanen højt for old school død. På trods af dette har de aldrig rigtig interesseret mig. 

Det kan der muligvis laves om på da Johnny Hedlund (vokal, bas), Anders Schultz (trommer), Tomas Måsgard (rytmeguitar) og Frederik Folkare (leadguitar) går på i noget af lørdagens sidste lys. 

“Destruction (Of the race of Men)” fra Sworn Allegiance (2004), “Don’t Want To Be Born” Fra Hell’s Unleashed (2002) og “Hammer Bataljon” fra Hammer Bataljon (2008) demonstrere godt alle kendetegnene på 80’er død som vi kender. Den tørre raspende stemme fra Hedlund er muligvis på sin plads her, men nøj, hvor synes jeg han er kedelig at høre på i længden. 

Teknikken driller med bassen så sangeren sludrer lidt med os og det gode humør kan man tydeligvis ikke tage fra bandet. Soloerne sidder i skabet til “Hold Your Hammers High!” fra Fire Upon Your Lands (2025) og “The Hunt For White Christ” fra The Hunt For White Christ (2018) og gruppens sammenspil kan der ikke sættes en finger på. 

Det ændrer bare ikke på, at Unleashed bare ikke er min kop te. Det er fin “nikke musik” som min veninde kalder det, men for mig bliver det ikke mere end baggrundsstøj. Jeg har stor respekt for hvem end der formår at have en karriere i så mange årtier, men jeg finder det faktisk så repetitivt at jeg går op og sætter mig bagved i biergarden og ser det sidste af showet med en stille smøg i hånden. Skal man kede sig, kan man ligeså godt gøre det i ro og mag. 

Da “The Longships Are Coming” spilles, er det ganske vist kompetent udført, men jeg har nok hele tiden haft en sjette sans for at Unleashed og mig ikke ville blive gode venner. Andre end mig virkede ellers tilfredse nok med noget larm fra den anden side af sundet. 

Dawn of Demise: Bastionen kl. 19:35

Det er godt nok noget tid siden jeg har set Bjørn Jensen (bas), Martin Sørensen (guitar), Jakob Nyholm (guitar), Scott Jensen (vokal), Bastian Thusgaard (trommer). Siden 2003 har silkeborgenserne leveret brutal death metal som få kan i Danmark. Oven på den skuffende omgang med Unleashed trænger jeg til noget splatterstøj.

Med et afgrundsdybt brøl nede fra bunden af Scotts flotte mave, der flere gange bliver nævnt med sort jysk humor, sættes et show med bloddryppende død i gang. Det er rasende groove direkte fra helvede og til “Intent To Kill” og “…and Blood Will Flow” fra min yndlingsskive Hate Takes Its Form (2009) sætter koncerten fra start af med 200 km i timen. 

Dawn of Demise har en helt særlig lyd, der ikke bare er Suffocation light. De har med sløv og effektiv kniv skåret deres egen niche, og man kan altid høre, at det er de gæve herrer, der er på spil med voldsparate evner. “Det her er sådan en mere slam agtig en fra The Suffering“ siger Scott på drævende jysk og pitten går i gang til “Deride the Wretch”. 

“He rises again måååtherfuckereee” således tromler “In Silence He’ll Arise” fra Into the Depths of Voracity (2019). Den sidder lige i skabet med klamme kadavere og med Scotts store selvironi og skønne bøvede taler og fortæller grines der lige så meget som der headbanges med hele ryggen nede på gulvet. Der åbnes en bajer med mikrofonen helt tæt på, for det er jo en nødvendighed. Sikke en lyd. 

“Det her er fra da vi var såååådan mere Meshuggah-inspirerede”. Således introduceres den nådesløse “Beyond Murder” og jeg brøler med det bedste, min hals kan her på 3. dagen. “Det her er det mest slam agtige nummer vi nogensinde har skrevet, så derfor er det en af mine favoritter” og “Killing Spree”  fra Rejoice In Vengeance (2012) er sprød som stegte knogler og soloerne er hurtige + catchy som bare pokker. Gruppen har aldrig spillet i Næstved, men i 1997 optrådte Jensen her med hedengangne Infernal Torment + Dominus. Ja, det er sgu en anekdote, hva?

Med den slæbende og næsten umenneskelige tunge “Juggernaut” fra A Force Unstoppable (2010) + “Hate Takes Its Form”, beviste Dawn of Demise at der måske er der kommet mange nye og mellem nye bands i andedammen herhjemme, men de kan eddermame stadig tørre røv med de fleste af dem. 

Måååtherfuuckere!

Septicflesh: Slagmarken kl. 20:30 

Det her er min ultimative headliner på NMF, uden tvivl. En meget ung Gabriel så The Darkest Tour Filth Fest i Store Vega i 2008 med Septicflesh, Moonspell, Gorgoroth og Cradle of Filth. En kæmpe oplevelse der stadig står i erindringen som noget helt specielt her mange år senere. 

Det blev alle bands der på hver sin måde tog min heavy metalsmag i forskellige retninger.  Grækerne i Septicflesh har eksisteret siden 1990 og består i 2025 af Spiros “Seth Siro Anton” Antoniou (vokal, bas), Christos Antoniou (guitar), Sotiris Vayenas, Sotiris Vayenas (guitar), Kerim “Krimh” Lechner (trommer) og Psyctron (guitar). 

Jeg har set dem en gang siden 2008 og det var i Pumpehuset i 2019 med When Reasons Collapse, Incite og Krisiun. Så de kommer ikke ofte til disse kanter, så det er en næsten unik booking. Som jeg står tæt foran med mine gamle Wacken Open Air-venner og veninder, så kan jeg ikke være mere klar på allersidste koncert. 

Der er noget majestætisk over grækerne når “The Collector” fra Modern Primitive (2022) og “The Vampire From Nazareth” fra The Great Mass  (2011), truer med at æde os alle som en gammel vred gud fra ens værste mareridt. De spiller symphonic death metal og selv om kor og de klassiske instrumenter er på backing track, løfter det meget tidligt koncerten op på et voldsomt højt niveau. 

Umenneskeligt troner bandet over os med “The Hierophant”, Pyramid God” og “Neuromancer”. Seth Siro Anton har et drabeligt ondt brøl og klædt i læder uniformer der kunne ligne noget fra en Hellraiser-film, så kvitterer publikum med et kæmpe moshpit af proportioner. En lille detalje er at den rene vokal på backing tracket gerne måtte skrues op. Netop dette element plejer at give sangene noget ekstra manisk. 

Som et ritual for Lovecraftian-afguder er “Portrait of a Headless Man” fra Codex Omega (2017) episk i sine ambitioner. Forsangeren er også trænet i at kommanderer sine horder så brølet rejser sig fra fansene og flere og flere vælger at kaste sig ind i orkanen af kød der snurrer hastigt rundt foran scenen. Tænk at så skøn blasfemisk kunst som dette eksisterer. Selv sikkerhedsfolkene klapper sørme.

Jeg får bevæget mig og headbanget så intenst, at jeg tiltrækker mig god opmærksomhed for alle mine gennem øvede svedende stunts. Man er vel lidt i træning. 

Det er også til dette show, at mængden af crowdsurfere når sit zenit. Der flyver adskillige publikummer over hovedet på os og med store smil bliver de taget imod. Vi råber gruppens navn i kor, for vi er vidner til en magtdemonstration. 

“We the Gods” og “Anubis” fra mit favoritalbum Communion (2008) lukker alle slags dæmoner og mytologisk pest ind i vores verden. Bifaldet fra os alle virker i høj grad til at påvirke musikerne, og det er den største energi, vi får tilbage fra Septicflesh. Symbiosen er komplet som “HEY”  råbene når et nyt crescendo af volumen. Intet mindre end triumferende. 

“Dark Age” er sidste strofe i denne symfoni af overvældende musik og til et gigantisk applaus fra Næstved Metal Festival 2025 efterlader Septicflesh en klump af overvældede mennesker, der måbende står tilbage. Skete det her virkelig. Det var det bedste show jeg har set med grækerne og en imponerende måde at slutte min rejse på. 

Efterskrift

Her i Næverly Hills er det i høj grad familiefatteren med børnene og den nede på jorden-stemning der dominerer. Der er et skønt sammenhold og på trods af den mindre skala i forhold til Copenhell, så kan man finde lige så gode bookinger og lige så gode, hvis ikke bedre koncertoplevelser. Det er en stor fordel at man kan vælge de mindre festivaler, og så er det ikke længere væk fra hovedstaden, end det i høj grad er turen værd. 

Omgivelserne hos de lokale er hyggelige, og unge som ældre metalfans virker til at have omfavnet konceptet. Passionen hos arrangørerne kan mærkes i hver fiber når man træder ind på pladsen. Det er skønt at opleve at det er vokset, men uden at give slip på sine rødder og række ud efter det alt for kommercielle.

Der er sket så meget i mit liv siden jeg var her sidst og det føles fantastisk at vende tilbage som en nyere og modigere version af mig selv. Det har været 3 meget symbolske dage, meget mere end jeg selv har indset før jeg nedfælder disse ord. 

I det hav af metal arrangementer der har invaderet landet de sidste 10 + år står Næstved Metalfest som en tryg lomme af distortion og fælles skål som jeg med høj sandsynlighed vil tilføje til min faste kalender i sommermånederne i fremtiden. 

VI SES I 2026!   

Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder, der også tæller billeder af Split og Skullclub.

x