Anmeldelse af Vltimas + Angstskrig, d. 27.03.24 på Hotel Cecil, Kbh.

I indre by får Hotel Cecil besøg af en legende. 

Foto: Gabriel Rasmussen

Der er som sædvanlig hver weekend forskellige koncerter at vælge imellem, men en chance for at gense gode gamle David Vincent lader jeg ikke lade gå fra mig.

Angstskrig

Sidste år tog jeg til Køge Metal Fest, og det var som forventet en god oplevelse. Dog var det ikke Angstskrig, der efterlod et godt indtryk på mig. Nu stod jeg klar til endnu en omgang black metal. Jeg har lavet lidt research siden da. Med to udgivelser, Skyggespil (2021) og Angstkrig (2023) har bandet for længst meldt deres ankomst på den danske metalscene. At alle deres sange er sunget på vores modersmål, giver det en fordel i forhold til at komme i god kontakt til musikken. 

To-mands-bandet kommer ind iført sorte masker, hvor forsangeren har taget en bowlerhat på i dagens anledning. “Er i klar til lidt hygge?” spørger frontmanden/guitaristen. Så vi har altså ikke at gøre med én af den slags bands, der går op i at fremstå onde og nihilistiske på scenen. Det kan også være forfriskende indenfor denne genre.

Der blander sig lidt thrash ind i musikken med nogle udmærkede grooves. Blackriffs titter frem her og der og endda også en smule ren sang. Så ideer er der rigeligt af, men jeg får ikke indtrykket af, at de alle bliver inkorporeret ordentligt hos Angstskrig. Det lyder som gode dele, men helheden er forstyrret og ikke fokuseret nok. Det er ikke fordi, man ikke kan blande genrer. Det kan naturligvis lade sig gøre, men det her er bare ikke et vellykket forsøg. Lidt cleanguitar åbner et nummer, men det er en kort affære.

Det er heller ikke ligefrem et tændt publikum, der observerer duoen. Et par stykker løfter horn, men stemningen er ellers temmelig stille. Deres trommeslager får straffet sine tønder med en solid omgang blastbeats. “Nu skal vi have et kvad om Bibelens hovedperson, Lucifer,” siger vokalisten i sidste del af koncerten. Well, lidt hygge-klichéer er Angstskrig ikke for fine til.

På sidste sang, “Luk Dine Øjne”, fylder den rene vokal mest, og det er faktisk også det bedste nummer. De må gerne læne mere ind i den mere melodiske del af deres sang for min skyld. Det kunne ende med at lyde lidt som det svenske Shining. Jeg håber, at Angstskrig bliver ved med at arbejde med deres musik, for potentialet er der, dog skal det kondenseres ned til de elementer, der rent faktisk fungerer.

Vltimas

Iklædt sin sorte cowboy hat og mørke lange jakke træder David Vincent ind på scenen med vanlig selvtillid. Stemningsfuld guitar og old school death metal er, hvad Vltimas står for. “Violent Discordant” og “EPIC” fra den nyeste plade, EPIC (2024), åbner koncerten.

Flankeret af Rune “Blasphemer” Eriksen på guitar, slæber numrene sig råt afsted, akkompagneret af Vincents ikoniske stemme. Han slår ofte over i messen, der giver det hele et lidt okkult præg. En flot solo flænser igennem lydbilledet; mere af det. Det her er ikke det slags show, hvor man mosher og stagediver. Gæsterne står stille og nyder musikken; spredt headbanging finder sted, men ellers er det en afslappet stemning i salen. 

“Mephisto Manifesto” og “Monolith” er tunge tilføjelser til sætlisten, imens Vincent går rundt på scenen med sædvanlig swagger. Han har desværre en vane i aften med at forsvinde lige lovligt meget ud backstage og efterlade instrumentalisering til de andre. De headbanger godt i takt, men ellers er der ikke det store samspil imellem dem.

De gør deres job, men det har en aura af at være endnu en dag på kontoret. Vincent har da nogle kække, små taler til os om, at han normalt ikke skriver kærlighedssange, og at vi skal passe på med at krænke moder natur.

Men også denne herre er lidt på auto-pilot. Med det meget rolige publikum og bandets tendens til at køre den på rutinen ender stemningen i salen med at være lidt lunken. Ikke at det er en skidt koncert, men det kommer heller aldrig helt op at køre. Da jeg så Vltimas som support for Abbath i Amager Bio i 2020, var det en langt mere intens optræden, jeg var vidne til. 

Vi får et par enkelte, intense fans oppe foran til ekstranumrene, “Something Wicked Marches In” og “Everlasting”. Begge fra Something Wicked Marches In (2019). Det var bare ikke nok til at løfte en middelmådig optræden. Jeg havde alligevel forventet mere af så erfarne gentlemen.

Se mini-galleriet af Gabriel Rasmussen herunder: