Alice Cooper

Sci-fi rock indhyllet i 80’er vanvid

-

Anmeldelse af: MUSE + Des Rocs, Royal Arena, Kbh. Den 8. september 2019.

Engelske MUSE Troppede op i royal arena søndag aften som et led på deres simulation theory-tour. og gav bandets vel nok største liveshow hidtil på dansk grund.

Des Rocs
Opvarmningstrioen trådte på scenen og begyndte at spille deres musik. Energien var god, og humøret var i den grad højt hos det unge band, som skulle vise, hvad de kunne. Forsanger, Danny Rocco, er en ung gut med en masse gå-på-mod og god publikumstække. Han mindede mig om en yngre amerikansk version af Alex Turner (Arctic Monkeys). 

Selvom de var tre personer på scenen, så blev han ved med kun at nævne sig selv. “This is my first time in Europe!”, “I enjoy it so much”, “This is my last song” osv. Så jeg er i tvivl om de er et band, eller det kun er ham, der er Des Rocs. 

Hans musik bestod af old school rock ‘n’ roll-riffs, som sådan set var gode at ryste hovedet til. Trommeslageren og bassisten fulgte pænt med i slagets gang, som tydeligvis var centreret omkring forsangeren. Musikken bestod af melodier, som var lette at synge med på eller klappe i takt til. 

Danny Roccos charme smittede i den grad af på publikum. Og til sidst bragte han en masse sjov og ballade med sig ved bl.a. ved at spille med sin guitar, imens den hang ned ad ham på ryggen istedet for foran på maven. Han havde en mund-til-tromme-battle med trommeslageren; løb omkring og hoppede op og ned af trommesættet. Det cementerede sådan set egentlig en ganske udemærket og underholdende koncert fra det nye rockorkester. 

 

MUSE
Inden MUSE trådte på scenen, var der som altid sceneskift. Og imens de hårdtarbejdende roadies fik knoklet opvarmningsbandets setup af scenen for at gøre plads til hovednavnet, så var der sørget for synthesizer-musik i bedste 80’er-stil i højtalerne. De vågne ører ville dog også have bemærket, at introen til den populære Netflix-serie Stranger Things også var i blandt. En sjov lille gimmick. Men ikke desto mindre meget passende, eftersom at MUSEs seneste album, Simulation Theory, (2018) er en hyldest til de nørdede 80’ere med alt hvad det indebærer fra musik, film og spil.

Deres liveshow var ligeså. Og sikke et show!

MUSE skulle ikke bruge mange sekunder på scenen til at vise, hvorfor de spiller stadions og kæmpe arenaer over det meste verden. Bagerst på scenen var en kæmpe storskærm sat op, som viste bandet og små videosekvenser med temaer fra den nye plade. Dansere dansede rundt på scenen i mørkt tøj med påsatte lysdioder og med en skærm foran deres ansigter, som også lyste. Forsanger, Matt Bellamy, kom op nede fra gulvet med briller for øjnene, som også kunne lyse i alverdens farver. Alt det sammensat med det kæmpe lysshow, hvor røde, blå, grønne og lyserøde neonfarver prydede det 80’er-inspireret billede. Det var visuelt noget at det flotteste, jeg har set ske på en livescene. 

MUSE lagde ud med “Pressure” fra Simulation Theory og derefter “Psycho” fra Drones (2015). Lyden i arenaen var fantastisk denne aften. Jeg havde placeret mig nede på gulvet i venstre side af scenen, og alle instrumenter gik klart igennem. Matt Bellamys vokal var skruet tilpas nok op, til at den ikke druknede i lyden fra hverken bas, trommer eller guitar. Godt det samme! For Matt Bellamy er en gudsbenådet sanger. Det, man hører på plade, er nøjagtig det samme, man får serveret live. Hvilket han bestemt viser på nummeret “Break it to Me”, hvor han går fra høje toner til dybe i en smooth overgang. Og han nailer den. 

Bassist, Chris Wolstenholme, er en af de mest rolige mennesker, jeg har set spille koncert for 10-12.000 mennesker. Men han har muligvis en af de fedeste baslyde i verden. Det høres nemt, da han starter “Hysteria” fra Absolution (2004). Og da guitar og trommer sætter ind, går publikum til makronerne med bevægelse og klapsalver. Nøjagtig som bandet havde fortjent det denne aften. “Hysteria” blev afsluttet med en god snas fra AC/DC-klassikeren “Back in Black”.

Under “Mercy” fra Drones-albummet blev der skudt så meget konfetti ud over de forreste rækker, at man nærmest druknede i farvede papirstrimler. Man stod næsten og fik helt ondt af oprydningsholdet. Til sidst fik vi serveret en medley, indeholdende måske nogle af de hårdeste numre fra MUSEs enorme bagkatalog. “Assassin”, “Reapers”, “The Handler” og “New Born”. Samtidig havde bandet en kæmpe oppustelig figur oppe på scenen, der forestillede et cyborg-skelet. Alt dette inden der blev spillet på den velkendte mundharmonika som intro til bandets nok mest populære nummer “Knights of Cydonia”   

Efter denne aften i selskab med MUSE anno 2019 så kan det være svært at forestille sig, at selvsamme band vandt Battle of the Bands et sted i England i 1994. 8 albums, et utal af shows senere og med en setliste og et spektakulært show i ryggen, så er jeg ikke længere i tvivl om, at MUSE er et af de største rockbands lige nu.

 

Billeder fra koncerten af Mathilde Maria Rønshof:

 

REVIEW OVERVIEW

Des Rocs
MUSE

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories