Des Rocs
Opvarmningstrioen trådte på scenen og begyndte at spille deres musik. Energien var god, og humøret var i den grad højt hos det unge band, som skulle vise, hvad de kunne. Forsanger, Danny Rocco, er en ung gut med en masse gå-på-mod og god publikumstække. Han mindede mig om en yngre amerikansk version af Alex Turner (Arctic Monkeys).
Selvom de var tre personer på scenen, så blev han ved med kun at nævne sig selv. “This is my first time in Europe!”, “I enjoy it so much”, “This is my last song” osv. Så jeg er i tvivl om de er et band, eller det kun er ham, der er Des Rocs.
Hans musik bestod af old school rock ‘n’ roll-riffs, som sådan set var gode at ryste hovedet til. Trommeslageren og bassisten fulgte pænt med i slagets gang, som tydeligvis var centreret omkring forsangeren. Musikken bestod af melodier, som var lette at synge med på eller klappe i takt til.
Danny Roccos charme smittede i den grad af på publikum. Og til sidst bragte han en masse sjov og ballade med sig ved bl.a. ved at spille med sin guitar, imens den hang ned ad ham på ryggen istedet for foran på maven. Han havde en mund-til-tromme-battle med trommeslageren; løb omkring og hoppede op og ned af trommesættet. Det cementerede sådan set egentlig en ganske udemærket og underholdende koncert fra det nye rockorkester.
MUSE
Inden MUSE trådte på scenen, var der som altid sceneskift. Og imens de hårdtarbejdende roadies fik knoklet opvarmningsbandets setup af scenen for at gøre plads til hovednavnet, så var der sørget for synthesizer-musik i bedste 80’er-stil i højtalerne. De vågne ører ville dog også have bemærket, at introen til den populære Netflix-serie Stranger Things også var i blandt. En sjov lille gimmick. Men ikke desto mindre meget passende, eftersom at MUSEs seneste album, Simulation Theory, (2018) er en hyldest til de nørdede 80’ere med alt hvad det indebærer fra musik, film og spil.
Deres liveshow var ligeså. Og sikke et show!
MUSE skulle ikke bruge mange sekunder på scenen til at vise, hvorfor de spiller stadions og kæmpe arenaer over det meste verden. Bagerst på scenen var en kæmpe storskærm sat op, som viste bandet og små videosekvenser med temaer fra den nye plade. Dansere dansede rundt på scenen i mørkt tøj med påsatte lysdioder og med en skærm foran deres ansigter, som også lyste. Forsanger, Matt Bellamy, kom op nede fra gulvet med briller for øjnene, som også kunne lyse i alverdens farver. Alt det sammensat med det kæmpe lysshow, hvor røde, blå, grønne og lyserøde neonfarver prydede det 80’er-inspireret billede. Det var visuelt noget at det flotteste, jeg har set ske på en livescene.
