Skov-ambiance og velarrangeret strengespil

Grift

Jeg ankommer til spillestedet og bevæger mig indenfor, hvor jeg bliver mødt af et lokale, der er fyldt op med røg til et punkt, hvor det er svært at se de andre koncertgængere.

Selvom det er uventet, så skaber det alligevel en meget iscenesættende stemning. Stengade er i forvejen et relativt mørkt og lille spillested, så kombinationen af dæmpet lys og masser af røg sætter fint æstetikken af en tåget morgen.

Efter lidt ventetid og en hyggesnak med cellisten fra Osi And The Jupiter er det blevet tid til aftenens support, nemlig svenske Grift. Erik Gärdefors er manden bag soloprojektet, og du kender ham måske bedst for at lave blackmetal under navnet Grift med albums som Arvet og Budet, udgivet henholdsvis 2017 og 2020.

Erik Gärdefors har altid haft en tendens til at implementere akustiske passager i blackmetal, hvilket fungerer rigtig godt gennem hele hans repertoire. Han har også udgivet singler og EP’er, hvor blackmetal slet ikke indgår, men hvor man er blevet præsenteret for et rent neo/dark-folk album.

Det er også tilfældet i aften. Da Erik Gärdefors er på solo-tour, er der kun ham på scenen med en akustisk guitar, en mikrofon, samt pedaler og et soundboard til at spille stemningsfulde indledninger til numrene.

Alt lys bliver slukket på nær det, der svagt oplyser scenen. Erik Gärdefors træder frem blandt publikum og bevæger sig op på scenen. Scenen er udsmykket i store grangrene, tændte stearinlys og to dyrekranier. Selv mikrofonstativet er udsmykket med forskellige former for blade og grene. Alle bladene og grenene på scenen, kombineret med røgen i rummet, skaber nu for alvor en følelse af en morgentur i en svensk skov ved daggry, hvor tågen ligger elegant over skovbunden.

Helt fra start går Erik Gärdefors’ stemme klart igennem og bliver ikke overdøvet af guitarspillet. Publikum er musestille og lader Erik Gärdefors spille alle sangene fuldstændig færdigt, før de begynder at klappe og huje.

Ikke bare sceneudsmykningen, men også Erik Gärdefors selv sørger for at intensivere stemningen af en skov ved at spille indledningsstykker af floder, regn og vindblæst inden numrene. Der bliver også tit hængt et pendul af små klokker og jernornamentik på guitarhovedet, som under sangene rammer hinanden og tilføjer en diskret klang til numrene.

Der sker som sådan ikke særlig meget under Grifts optræden, men den er præget af hyggelig stemning, og alle virker opslugte af det smukke guitarspil. Det er en anderledes oplevelse, men den rammer alligevel plet.

Erik Gärdefors’ passionerede nynnen og pastosladede vokal passede helt perfekt til det blide guitarspil og generelt til hele aftenens stemning, og jeg er sikker på, at alle aftenens fremmødte satte stor pris på oplevelsen.

Osi And The Jupiter

Ved aftenens hovednavn forbliver vi i det akustiske. Amerikanske Osi And The Jupiter består af multiinstrumentalist og sangskriver, Sean Kratz, samt cellist, Chris Edward Brown. Fra bandets fødsel i 2015 har fokus været på den åndelige sammenhæng mellem naturen og de gamle guders viljer.

Osi And The Jupiter spiller også en form for neo/dark-folk, hvor celloen tit er i fokus og drager paralleller til andre trancefremkaldende hedenske bands såsom Forndom, Heilung, Wardruna m.fl. Den skovagtige sceneudsmykning bliver beholdt til Osi And The Jupiter, hvilket passer godt til deres musik også.

Chris Edward Brown indleder første nummer på sin cello og bliver fulgt op af Sean Kratz akkordorienterede guitarspil, der består af mange hammer-ons og småmelodier mellem diverse akkordskift.

Sean Kratz dybe og beroligende stemme og guitarspil får nogle gange numrene til at lyde en smule country-agtige heldigvis ikke den amerikaniserede hillbilly ”jeg elsker våben og lastbiler”-slags, men en mere blid og stemningsfuld form for country. Størstedelen af tiden befinder vi os dog i mørke neo-folk lydlandskaber, hvor det instrumentale samspil lyder som gamle kvad, der sagtens kunne have været spille til store lejrbålsforsamlinger i vikingetiden.

Uden at kende bandet særlig godt i forvejen kan jeg forstå, at vi får en relativ varieret sætliste. Særligt et af numrene, skiller sig ud for mig, nemlig det cellofokuserede nummer ”Baldur”, hvis cellomelodier til tider minder mig meget om mit yndlings post-rock album Enjoy Eternal Bliss af Yndi Halda.

Vi bliver også præsenteret for nogle nye numre – som jeg desværre ikke fik navnene på. De holder sig til den traditionelle Osi And The Jupiter-struktur med guitar og cello samspil. Dog ved et af numrene lægger Sean Kratz sit plektre væk og spiller i stedet for fingerspil gennem næsten hele nummeret, hvilket fungerer rigtig godt med Chris Edward Browns talentfulde og akkompagnerende cellospil.

Ligesom Grift er der ikke særlig meget sceneaktivitet, udover at Sean Kratz gentagne gange takker os for at komme og fortæller os alle, hvor godt vi ser ud. Selvom der er minimal sceneaktivitet, kan jeg ikke lade være med at nyde deres optræden.
Uanset om det var nye numre, gamle numre eller covernummeret ”Hurt”, var det svært ikke at sætte pris de blide og iørefaldende melodier.

Aftenens koncert var langt fra de mest metal – overhovedet ikke faktisk, men jeg kan kun opfordre andre metalhoveder til at opleve begge bands på et tidspunkt, hvis de får muligheden for det i fremtiden.