Anmeldelse af: Sonata Arctica – Clear Cold Beyond. Udgivelse d. 8. marts 2024 via Atomic Fire Records/Reigning Phoenix Music.
Tilbage i marts, da Clear Cold Beyond udkom, udgav Vulvatorious, Skullclub og Ashes of Billy også en LP/EP. Så derfor måtte Sonata Arctica vente til sommerferiens opsamlingsheat over anmeldelser.
Finske Sonata Arcticas seneste tre udgivelser, Pariah’s Child, fra 2014, The Ninth Hour, fra 2016, og Talviyö, fra 2019, var mere eller mindre middelmådige. Sidstnævnte var mere nostalgisk end et mesterværk, selvom jeg gav hele fire stjerner. Så jeg var spændt på, om Sonata Arctica har forbedret sig i de sidste fem år.
Efter at have hørt albummet igennem, sad jeg tilbage med et spørgsmål: “Hvad er det, de vil mig?”. Det føles som om, at de har gentaget sig selv de sidste 10 år. Forskellen er kun, at production value måske føles bedre, selvom det for mit vedkommende ikke er tilfældet.
Albummet åbnes af “First In Line”, som er klassisk power og Sonata og har trommer og keyboard i introen, før Kakko går i gang med verset. I og med at det kun er første nummer, er det okay, men opbygningen og opskriften går igen senere hen.
“Shah Mat” starter mere lovende ud med en flottere klaver-intro og et episk kor, men jeg begynder også alt for hurtigt at kede mig, fordi det føles som om, at jeg har hørt det hele før, specielt når Tony Kakko synger.
Generelt er tempoet hurtigere end de sidste plader og andre subgenrer, hvilket jo også er typisk for powermetal, men det kraftfulde instrumentale arbejde bliver fulgt op af vokalen.
De er stadig kiksede, ulykkelige, forelskede teenagere, der aldrig bliver voksne med fuldtidsarbejde, familie og huslån. Det var charmerende, da man selv var teenager, men nu er det bare sørgeligt. Som “Dark Empath”, der er en fortsættelse af “Don’t Say A Word” fra 2004. Det er i princippet en fin fortsættelse, den kommer bare mindst 10 år for sent.
Titelnummeret, “Clear Cold Beyond”, lukker albummet som et middelmådigt nummer, der uheldigvis passer til hele albummet.
Jeg savner, at Sonata Arctica udvikler sig til noget mere til noget uventet og anderledes som på Stones Grow Her Name (fra 2012). Andre powermetalbands, heriblandt Amaranthe, ryger i samme fare og kategori, hvilket er ærgerligt, fordi subgenren har mange spændende nuancer og muligheder.
Jeg vil hellere helt undvære end at få mere af det samme powermetal, men uden kraft. Den finske lakrids er blevet for sød og blød, fremfor hård, bitter eller salt.
En gang havde Sonata Arctica noget stærkere at byde på, men det har de ikke mere. 2 stjerner til Sonata Arctica.
D. 20. september spiller Sonata Arctica på Gimle i Roskilde, og jeg kunne være fristet til at høre det, bare for at se om albummet fungerer bedre live end på plade.
Clear Cold Beyond tracklist:
- First In Line
- California
- Shah Mat
- Dark Empath
- Cure For Everything
- A Monster Only You Can’t See
- Teardrops
- Angel Defiled
- The Best Things
- Clear Cold Beyond
